Slangen

”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt.” Sådan indledes Første Mosebog kapitel 3, som vi kender som syndefaldsberetningen. Slangen hvisler omkring Eva og får hende til at tage en bid af den forbudte frugt, og snart spiser Adam også med. Slangen lokker med, at frugten skal åbne deres øjne, så de ”bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Det synes ikke umiddelbart at blive opfyldt. Til gengæld bliver Adam og Eva sig pinligt bevidste om deres nøgenhed, så de syer figenblade sammen og binder dem om livet – før de gemmer sig for Gud.

Men Gud finder dem, og slangen peges ud som skurken. Gud forbander slangen og giver Adam og Eva marchordre ud af Edens have, mens slangen tilsyneladende forsvinder ud af historien. Slangens rolle er dog ikke udspillet, og i kristendommen er den ofte tolket som Satan eller Djævelen og den, der fik synden ind i verden. Ikke underligt, at slangen har haft et dårligt ry og ofte forbindes med sssssnigende og forførende adfærd.

Fåret

Anderledes uskyldigt er fåret, der til gengæld dukker op over 500 gange i Bibelen. Her skal vi kun høre om ét af stederne, vi møder det, nemlig i Jesus’ lignelse om det mistede får i Lukasevangeliet kapitel 15.

Inden Jesus fortæller lignelsen, hører vi, hvordan farisæerne og de skriftkloge kritiserer Jesus for at tage imod toldere og syndere. Da spørger han dem, om ikke de, hvis de havde mistet ét får, ville efterlade de 99 i ødemarken for at finde det. Og om ikke manden, der havde fundet sit får, skulle glæde sig og fejre det med sine venner og naboer:

”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Det ene får bliver da et billede på det menneske, der i grunden søger Gud, men er blevet væk og skal findes. Et menneske, der måske ikke regnes for noget af de selvretfærdige farisæere, men som er uendelig værdifuldt i Guds øjne og derfor skal fejres med fest, når det omvender sig og finder hjem.

Græshoppen

Der var til gengæld intet at fejre for egypterne, da Gud i Det Gamle Testamente sender ti plager ned over Egypten, fordi Farao nægter at lade Moses og israelitterne gå. Græshopperne kommer som den ottende plage, og har man hørt om eller set, hvad en græshoppesværm formår at lægge øde, kan man levende forestille sig, hvilken ødelæggelse sværmen har forrettet i den bibelske beretning. Moses og Aron advarer da også Farao:

”Hvis du nægter at lade mit folk gå, sender jeg græshopper over dit land i morgen.  De skal dække hele landet, så man ikke kan se jorden. De skal æde den rest, der blev tilbage til jer efter haglvejret, og de skal æde alle træer, der vokser på jeres marker.  De skal fylde dine huse og alle dine hoffolks huse, ja, alle huse i Egypten, så man ikke har set mage, fra dengang dine fædre og deres fædre igen levede i dette land og til i dag.”

Der skal dog yderligere to plager til, før Farao endelig giver sig. Få hele historien i Anden Mosebog kapitel 7-11.

Geden

I Første Mosebog udspiller sig ét af Bibelens helt store familiedramaer og -intriger, hvori der indgår et stykke med ged. Vi er hjemme hos Isak, hans kone Rebekka og tvillingerne Jakob og Esau. Isak er blevet gammel og ser dårligt. Han skal snart dø. Der ulmer konflikter mellem tvillingerne, og forældrene er ikke helt upartiske: Far Isak kan bedst lige Esau, der er en rigtig jægermand, og Rebekka har et godt moderøje til Jakob.

Isak hidkalder nu Esau fra sit sengeleje og beder ham om at jage noget vildt til ham og tilberede det, hvorefter han vil velsigne ham, før han dør. Men mor Rebekka får nys om det. Hun tilbereder to fine gedekid og lægger skindene fra kiddene om Jakobs arme og hals, så han føles som og – ikke mindst –  lugter som den mere grove Esau. Svindelnummeret lykkes, Jakob løber med velsignelsen, og så er dén ged barberet. I hvert fald lige, indtil Esau kommer hjem …

Få hele historien i Første Mosebog kapitel 27.

Æslet

Vi er ikke helt færdige med de firbenede. I Matthæusevangeliets beretning om indtoget i Jerusalem hører vi om, hvordan Jesus har bedt to disciple om at hente et æsel, som står bundet med sit føl i en nærliggende landsby. Det gør disciplene, og de kaster deres kapper på dem, før Jesus sætter sig op. Folkeskaren breder deres kapper ud på vejen, og andre skærer grene af træerne og strøer dem på vejen, mens de tiljubler Jesus.

Det kan synes meget beskedent og ydmygt, at Jesus rider på et æsel – men det er det ikke (kun): I Zakarias’ Bog i Det Gamle Testamente hedder det, at en konge skal komme ridende ind i Jerusalem på et æsel. Matthæus har nok disse ord i tankerne og fortæller os derved, at Jesus er kongen – men på en ganske anden måde end en verdslig fyrste. For måske han, ved at ankomme på æselryg, i virkeligheden vil vise, at han er herre over et rige, som er anderledes end – men dog omfatter – det jordiske?

Duen

Mens æslet må gå på jorden, kan fuglene lette, når for eksempel vandstandene stiger. I Første Mosebog kapitel 6-9 får vi fortællingen om Noa og den store vandflod. Menneskene gør, hvad der er ondt i Guds øjne, og derfor lader han jorden oversvømme med et regnvejr, der varer fyrre dage og fyrre nætter. Kun Noa og hans familie finder nåde for Herrens øjne, og sammen med en masse dyr må de nu flyde rundt i en ark hen over den oversvømmede jord.

Da vandet omsider trækker sig tilbage, sender Noa først en ravn og dernæst en due ud for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade. Duen finder ikke et tørt sted at sidde, så den vender tilbage. Noa venter yderligere syv dage, før han sender duen afsted igen, og da hedder det videre:

”Ved aftenstid kom den tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, og så var Noa klar over, at vandet var forsvundet fra jorden. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud, og den vendte ikke tilbage til ham igen.”

Fuglen er fløjet. Og livet på jorden kunne begynde på ny.