Sanselig bibelfortolkning

I løbet af de seneste 10-20 år har bibelforskningen undergået en ’vending’, der har ført til en voksende interesse for kroppen, det håndgribelige og det sanselige. En ny sanselig og sensorisk bibelfortolkning er spiret frem med fokus på sansernes funktion og betydning i Bibelen. I denne femte og sidste artikel i serien om sanserne vil vi se nærmere på lugtesansen og det olfaktoriskes betydning i Bibelen.

Velduftende elskov

Duft og sex hænger uløseligt sammen i Bibelen, og især i Det Gamle Testamente, som unægteligt indeholder mere sex og rock’n’roll end Det Nye Testamente. Når man læser tekster, der handler om erotik og forførelse i Bibelen, er det påfaldende, hvor meget lugtesansen og velduft understreges. Fx i Ordsprogenes Bog 7, hvor en kvinde forsøger at score en ung mand og lokke ham med sig hjem: ”jeg har stænket mit leje med myrra, aloe og kanel. Kom, lad os beruse os i elskov, til morgenen kommer, lad os nyde kærligheden!”

Vi ser samme tendens i Esters Bog 2, hvor Ester og de andre unge kvinder, der skal gøres parat til at komme på besøg i Kong Ahasverus’ seng, ’marineres’ i et helt år med myrrasalve og balsamstoffer. De har helt sikkert duftet vidunderligt efter den skønhedsbehandling, men de har muligvis også været lidt rosinagtige og rynkede at se på. I Salme 45 er kongen, som i øvrigt er ”den smukkeste blandt mennesker”, indhyllet i en duft af myrra, aloe og kassia, og i Højsangen, som er intet mindre end et erotisk digt i Bibelen, boltrer de to elskende sig i balsambedene, og de er omgivet af velduft fra myrra, aloe, nardus, safran og kanel. Erotik og velduft går hånd i hånd i Det Gamle Testamente, og intet udtrykker sex i disse tekster som at beskrive den berusende duft fra luksuriøse parfumestoffer og kostbare krydderier.

Guld, røgelse og myrra skær

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at myrra går igen i teksterne ovenfor. Myrra er et velduftende stof, der laves af harpiks fra det buskadsagtige træ commiphora myrra, som især vokser på den arabiske halvø. Myrra findes i en tør form, der nærmest ligner klumper af lys kandis, og i en flydende form, hvor den krystalliserede harpiks er stødt til et fint pulver og blandet med olie. I Matthæusevangeliet kapitel 2 får vi historien om de hellige tre konger, ”vise mænd fra østerland”, der besøger Jesusbarnet i Betlehem, og forærer ham guld, røgelse og myrra. I Monty Pythons fabelagtige næsten-Jesusfilm, Life of Brian, fra 1979, råber Brians mor, ’hold the myrrh next time’ efter sine tre gæster, det vil sige ’hold lidt igen med myrraen næste gang!’ Men det skulle hun nu ikke have sagt, for både røgelse og myrra er langt mere kostbart end guld i Bibelens omverden. Røgelse kommer fra planten boswellia sacra, der ligesom myrra primært vokser på den arabiske halvø, og både røgelse og myrra var vanvittigt dyre og eksklusive importprodukter på Bibelens tid. Guld, røgelse og myrra er luksuriøse gaver, der er en konge værdig, og af de tre er guldet utroligt nok det mindst fornemme.

En liflig duft

Duft spiller også en vigtig rolle i tekster, der handler om Jahves tempel og om offerritualer. Når Jahve tager imod ofre fra sine tilbedere, understreges det, at ofrene er ”en liflig duft” (se fx Tredje Mosebog 1,9). Det, der ofres, er kød og korn, det vil sige mad, der brændes på alteret og på den måde gives som en gave til Jahve, men Jahve ’spiser’ ikke maden med munden, næh, han snuser den liflige duft ind med næsen. Det virker som om, at forfatteren her gør sig umage for at understrege, at Gud Jahve og mennesker spiser helt forskelligt, henholdsvis med næsen og med munden, selvom de spiser det samme, nemlig kød fra offerdyr og korn og mel fra afgrødeofre. Det er vigtigt at præcisere, at der er forskel på guder og mennesker, selvom de også har en del til fælles.

I Jahves tempel ofres der ifølge Anden Mosebog 30 velduftende røgelsesofre hver dag, og både præsterne og møblerne i helligdommen er parfumeret med en særlig fornem olie. Både olien og røgelsen i templet, skal fremstilles efter Jahves egen opskrift, og det er strengt forbudt at bruge disse parfumeblandinger andre steder end i forbindelse med templets ritualer. Jahves røgelse består af stakte-dråber, mollusk-olie, galban-gummi og ren røgelse eller virak, og olien er en blanding af olivenolie, stakte, kanel, kalmus og kassia. Disse ingredienser stammer fra bark og harpiks fra sjældne træer og buske og velduftende strå fra græsarter og siv. Præcis ligesom røgelse og myrra er der tale om dyre luksusprodukter, der er en konge værdig, og da Jahve faktisk er en guddommelig konge (jf. fx Første Samuelsbog 8; Salmernes Bog 97), der bor i et tempel, der er udsmykket som det fineste palads, ja, så passer det jo helt som fod i hose.

Jahves tempel er indhyllet i duften af røgen fra offerdyr og duften fra dyre parfumestoffer og røgelse, og det er netop de to duftspor, der fortæller os, hvem Jahve er. Han er den mægtige nærværende gud, der modtager gaver i sit tempel, og han er den velduftende majestætiske gudekonge, der hersker over hele verden fra sit tempel-palads.

Du stinker i mine øjne!

En olfaktorisk analyse af Bibelen afslører, at velduft fylder meget. Der er dog også eksempler på, at stank spiller en vigtig social rolle. Betændte sår ”stinker” ikke overraskende i Salme 38,5, og de døde fisk i Nilen ”stinker” også i Anden Mosebog 7,18. I Ordsprogenes Bog 13,5 beskrives en ond mands handlinger som ”stinkende og skamfulde”. Her ser vi dårlig lugt brugt til at beskrive noget, der er moralsk forkert. En person kan også ”stinke” på bibelhebraisk, hvis de er blevet upopulære eller har gjort noget skamfuldt eller pinligt. I Anden Mosebog 5,21 bebrejder de andre israelitter Moses, at han ”har fået os til at stinke i Faraos øjne”. Den danske 1992-oversættelse skriver, ”lagt os for had hos Farao”, og det er meget bedre dansk, men med den oversættelse går man desværre glip af to interessante ting: for det første den faste vending på bibelhebraisk, at hvis man ”stinker”, så tænkes der dårligt om en, hvad enten man så faktisk hørmer eller ej, og for det andet det helt fantastiske synæstetiske billede i teksten her, nemlig at israelitterne ”stinker” i Faraos ”øjne”. Synæstesi er en sammenblanding af to eller flere sanser eller sanseindtryk, og her får vi en skøn blanding af synssansen, der i overført betydning henviser til en persons mening eller bedømmelse, og lugtesansen, der altså i dette tilfælde henviser til et dårligt omdømme. Der er ingen tvivl om, at sansebaseret erfaring er ’vandret’ i sproget her. Det kan være en vældig god ide at holde afstand til noget, der faktisk stinker, og derfor giver det god mening at tale om upålidelige personer som en stank. Det er dem, man bør gå i en stor bue udenom ifølge Det Gamle Testamente.

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har redigeret og bidraget til Gud og os - en ny antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.