Af Synne Garff, international chef
Qatars migrantkvinder finder støtte i kirken
De kommer fra hele verden for at tjene penge, som de sender hjem til familien. Nogle lever under horrible forhold. Nu finder de støtte i kirken og blandt dens medarbejdere og frivillige
”Forleden kom en ung kvinde med et modbydeligt mærke på kinden. Hendes arbejdsgiver havde slået hende med et strygejern,” fortalte Fernando, da jeg besøgste ham i Qatar sidste år.
Fernando sad sammen med sin kollega Maria og fortalte om deres arbejde med at hjælpe migrantarbejdere. De er begge katolikker og hårdt arbejdende. Fernando har en middelklasseløn, Maria er ansat i servicebranchen. Maria blev behandlet dårligt for et par år siden og fandt støtte i kirken til at få et bedre job. Nu hjælper hun andre i samme situation sammen med Fernando og et team fra kirken. Fernando fører ordet:
”Vi fik kvinden, der var blevet slået med strygejernet, hen på den filippinske ambassade, hvor hun nu venter i et safehouse på at få sin sag behandlet. Måske bliver hun i Qatar og får et bedre job, måske betaler vi hendes billet, så hun kan komme hjem. Vi får se.”
Migrantkvinder behandles som slaver
Kvindelige migranter i Mellemøsten arbejder ofte som hushjælp i private hjem. Der er i løbet af de senere år rapporteret mange alvorlige sager om voldtægt og sexchikane i Golfen. Forholdene er blevet sammenlignet med slaveri. De unge kvinder trues med vold og begrænsning af deres bevægelsesfrihed, hvis ikke de makker ret. Men det bliver ikke kun ved truslerne.
Prygl, forbrændinger fra kogende kaffe, brækkede ribben, ar og blå mærker er en kendsgerning og fører ulykkeligvis til selvmord blandt kvinderne. Alligevel lægges der stort set aldrig sag an mod arbejdsgivere eller agenturer.
I kirken omsluttes de af fællesskabet. Mange begynder at læse i Bibelen.
Generøsiteten vokser
”Vi har brug for flere bibler,” er budskabet fra Fernando, og kollegaen Maria er enig. Udlændigheden, ensomheden, de barske arbejdsforhold, længslen efter familien får migrantarbejderne til at komme i kirke og studere Bibelen, og det forandrer deres liv i en sådan grad, at flere og flere migranter får lyst til at dele deres nye trosliv, når de vender tilbage til deres hjemland. Også de fattigste migrantarbejdere bidrager økonomisk. Det oplevede jeg under en række gudstjenester, hvor en rød velourpose gik rundt for at indsamle dagens kollekt.
I El Bethel Power Ministries mødte jeg Senior Pastor Prince Stephen, der har et godt arbejde som general manager i et byggefirma. Han og hustruen er fra Indien og har plantet menigheder både i Afrika og deres hjemland.
Den ugentlige arbejdstid hedder 48 timer. Om fredagen har Prince desuden tre gudstjenester for migrantarbejdere, hvor der er fuldt hus med plads til flere hundrede mennesker. Om torsdagen efter arbejde tager han sit jakkesæt af, trækker i et par almindelige bukser og trøje og tager ud for at besøge migrantarbejderne fra menigheden. Migrantarbejderne har ikke meget privatliv, og humøret er lavt. Det meste af lønnen sendes hjem til familien. Her lytter Prince til deres problemer og hjælper dem med deres behov.
Kuet og ydmyget
En af dem, der kommer i kirken, er Mary. Hun voksede op på et børnehjem i Indien og blev sendt til Qatar for at blive au pair pige. Her blev hun tvunget til at arbejde 12 timer om dagen, fik hele tiden at vide, at hun var uduelig og var temmelig kuet, da hun mødte op i pastor Princes kirke første gang. Pastor-parret tog hurtigt Mary til sig, som var hun en datter. De sørgede for, at hun kom hen til en anden familie, og Mary fik gradvist selvtilliden tilbage. Det er efterhånden mange år siden.
"De reddede mit liv. Nu bliver jeg i Qatar. Jeg har et godt liv og er dybt taknemmelig for at have mødt Prince og hans kone." Foto: Les Kaner
”Det vil være fantastisk, hvis du kan skaffe flere bibler til os,” var bønnen fra Prince. ”Lad os holde kontakten.”
(Fernando og Maria er opdigtede navne af hensyn til migrantarbejdernes sikkerhed. De rigtige navne er redaktionen bekendt.)
