Qatars menigheder forvist til kirkeby

I Qatar falder søndagen på en fredag. Alt er lukket. Pånær moskeer og så kirkebyen, der ligger omgivet af høje mure som et andet Fort Knox midt i det hvidkalkede ørkenlandskab, tyve minutters kørsel fra downtown Doha. Kirkebyen kaldes også det religiøse kompleks, hvilket meget godt tilkendegiver, at kristendommen i dette muslimsk-dominerede land kan have sine udfordringer.

Der er trængsel på parkeringspladsen udenfor kirkebyen, da jeg ankommer kl. 7:30 sammen med James, der er inder og har arbejdet for Bibelselskabet i Golfen i snart ti år. Han er en af de omkring to millioner migrantarbejdere. Selvom James tilhører middelklassen, altid har haft gode jobs og ikke klager, kender han alt til nedværdigende hierarkier. Familiens flugt fra Kuwait, da krigen brød ud, er da heller ikke nogen klagesang, men bliver fortalt nøgternt konstaterende. Familiens 25 medlemmer måtte forlade alt, hvad de ejede.

”Men vi overlevede. Alle sammen. Og nu bor jeg her med min hustru og tre sønner.”

James ruller vinduet ned.

”God morgen. Alt vel?” spørger politimanden, da vi stopper ved en af de velbevogtede indgange. Tonen er jovial og venskabelig mellem de to. Politimanden nikker og lader os straks passere.

Mere besværligt er det til jul og påske, hvor alle måtte stå i kø i flere timer pga. af et grundigt sikkerhedstjek. Kort før mit besøg i verdens rigeste land var der angreb på Charlie Hebdo-tegnerne i Paris. Qatar er opmærksom på risikoen for terror. Det er efterhånden vanskeligt at få arbejdstilladelse, hvis man er fra Libanon. Det forlyder, at myndighederne frygter flere spændinger og vil minimere risikoen for, at der er terrorister iblandt flygtningene – de støttes derfor økonomisk på distancen.

Skærpet sikkerhed

Under uroen i Egypten i efteråret 2013, hvor en række kirker og kirkelige institutioner blev brændt af, blev sikkerheden skærpet omkring kirkebyen. Man frygtede angreb fra ekstreme, islamistiske kræfter. Den frygt er der stadig. Denne fredag opstod der pludselig panik i kirketiden. En bil stod i flammer på den store parkeringsplads udenfor. De kristne løb ud for at fjerne deres biler, og militærets bombefolk ankom sammen med politi og brandbiler. Da branden var slukket, blev de tekniske undersøgelser straks indledt.

Ingen kors

De hastigt voksende migrantmenigheder søger ud i fællesskabet. Kirkebyen består af bygninger, der huser en række forskellige kirkeretninger fra den evangeliske til den anglikanske, græsk-ortodokse og katolske. Bygningerne ligger på et område, der er omkring 200x400 meter. Det er nu ikke til at se, at der er tale om kirker, for bygningerne må ikke have kors. Det er også forbudt at have skilte med navne på de enkelte kirkeretninger. Så kirkegængere bruger meget tid på at finde deres kirke første gang. Hvad gør man, når man ikke må udstyre kirkerne med navne på bygningerne? Hvordan finder man sin kirke? Det tog et par år, før nogen fik en god idé: vi udstyrer bygningerne med numre! Og således fik for eksempel den græsk-ortodokse kirke nummer 7.

”Det giver mindelser om en lufthavn. Men det passer jo meget godt. Her kan man lette til en mere spirituel oplevelse,” som en kirkegænger spøgefuldt formulerede det.

Området servicerer alle Qatars kristne. Der findes ikke kirker andre steder. Nogle kristne migrantarbejdere kommer aldrig i kirke, fordi de bor for langt væk.

”Nogle kirker sørger for at hente migrantarbejdere fra deres arbejdslejre og betaler transporten – ellers ville de ikke have råd til at komme,” forklarer James, da han guider mig hen til endnu et fyldt lokale. Nogle au pair-piger køres til og fra af deres muslimske familie.

”Selvfølgelig er der også anstændige arbejdsgivere,” nikker James.

Stor aktivitet 

Alle lokaler er fyldt op af forskellige menigheder i de 80-100 kirker. Man lejer sig ind en times tid, og derefter står næste menighed klar udenfor til at have tjeneste. I cafeen myldrer nationaliteter i alle aldre. Her indtages en sandwich og en kop kaffe, mens ugens begivenheder vendes. Arbejdsgivere drøftes, gode firmaer og bedre jobs tilbydes.

I et lokale får 15 børn fra Mozambique læst historien om Adam og Eva højt fra en bibel med flosset ryg. Koncentrationen daler. Det er tid til at få rørt kroppen. Jeg får lov til at danse rundt med børnene, mens vi synger en engelsk sang. I et rum længere nede ad gangen modtager en gruppe teenagere sangundervisning af en engelsk kvinde. Niveauet er højt.

”Prøv igen. Kom,” siger hun venligt insisterende, mens hendes pegefinger rammer et A på orgelet for at guide flokken.

Bureaukratiske benspænd

Vi er nået frem til James’ bibelbutik. Faktisk administrerer han hele to butikker med bibelsalg, der er temmelig udfordrende. Bibelselskabet servicerer kirkerne, der mere end nogensinde efterspørger bibler på et væld af sprog fra fx Bangladesh, Indien, Sri Lanka, Philippinerne, Etiopien, Nigeria, Ghana, Mozambique og Brasilien.

”Hver ny udgave med større eller mindre bogstaver kræver en ansøgning og godkendelse hos myndighederne. Kommer der for eksempel en bibel med et nyt omslag, skal den godkendes igen. Lige nu er katolikker og græsk-ortodokse afskåret fra at få rosenkranse og ikoner,” fortæller James, der tydeligvis nyder stor respekt hos alle de kirkeledere, jeg møder. Han noterer ønsket om Bibelen på diverse sprog, efterhånden som vi kommer rundt hos menighederne. Bibelimport er uhyre kompliceret, processen langsommelig og priserne tvunget i vejret på grund af nye regler.

”Jeg har to kvaliteter, der er værdifulde i Qatar”, fortæller James med et skælmsk smil. ”Jeg tror på Gud. Og jeg er tålmodig.”

James er meget mere end det. Han er et stort regnehoved, vidende om Bibelen og et umådeligt elskværdigt menneske på en vigtig post. Vi forlader kirkebyen for at gøre klar til næste møde. Og den brændende bil på parkeringspladsen? Stor var lettelsen, da man fandt ud af, at det blot var en kortslutning i bilen og ikke en terrorhandling.