Prædikerens Bog indledes med ordene: ”Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem.” Overskriften menes dog at være en senere tilføjelse. Så hvem er forfatteren til bogen – og er fortælleren lig med forfatteren?

Én forfatter

Der har gennem tiden været forskellige opfattelser af, hvem der har skrevet Prædikerens Bog. Frem til det 19. århundrede mente man, i lighed med traditionelle jødiske tekster, at forfatteren, og dermed også fortælleren, var kong Salomo, og at det således var hans selv-præsentation i 1,12: ”Jeg, Prædikeren, var konge i Jerusalem over Israel”.

I begyndelsen af 1900-tallet anså man Prædikerens Bog som et sammensat værk, hvor en grundtekst ad flere omgange var blevet ændret og tilpasset til den tekst, der er overleveret til os i dag. De fleste forskere mener i dag, at teksten er skrevet af én forfatter, dog næppe kong Salomo, og at den indeholder enkelte senere redaktionelle tilføjelser. Man er også overvejende enige om, at Prædikerens Bog er blevet til efter det babylonske eksil en gang, måske så sent som 200 f.Kr. – særligt på baggrund af sproglige karakteristika i den hebraiske grundtekst. Nogle forskere har endvidere forsøgt at påvise, hvordan forfatteren er påvirket af hellenistiske, populærfilosofiske strømninger som for eksempel epikuræisme, stoicisme eller kynisme, ligesom andre har foreslået en forbindelse til ældre nærorientalske tekster som for eksempel det babylonske Gilgamesh-epos.

Flere temaer

Mange har forsøgt at identificere en gennemgående struktur i Prædikerens Bog, der synes at bestå af en række mere eller mindre løst forbundne ordsprog, diskussioner, belæringer og digte – oftest i en selvkritisk tone og en skeptisk, ja, ligefrem pessimistisk tilgang til verden. Nogle betoner, hvordan fortællerstemmen skaber en vis struktur og sammenhæng i sin behandling af menneskers dårskab – som for eksempel i teksten til 1. søndag efter trinitatis, hvor prædikeren advarer mod penge og rigdom:

Jo større velstand, des flere til at æde den (Præd 5, 10)

I løbet af Prædikerens Bog tematiseres også forholdet mellem mennesket, Gud og kosmos, forgængelighed og dødelighed, visdom, retfærdighed og nydelse, og fortællerstemmen formaner da til sidst: ”Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt” (Præd 12, 13b-14). Dette er imidlertid en af de steder, man regner med, er en senere tilføjelse.

Hvem var prædikeren?

Dette bringer os tilbage til, hvad man i dag mener at kunne sige med nogenlunde sikkerhed om forfatteren til Prædikerens Bog – hvilket ikke er ret meget. Det hebraiske ord for ”prædikeren”, קֹהֶלֶת, kommer af et ord, der betyder ’forsamle’ eller ’samle’, og det kan både angive et navn og en titel. Ordet (som participium i femininum) kan bruges om en mandlig embedsindehaver eller måske ligefrem en omvandrende filosof og lærer i bedste græske stil (jf. Præd 12,9), og det er baggrunden for, at glosen via græsk og latin og Luthers tyske bibeloversættelse er kommet til at hedde ”prædikeren” på dansk.

Det er uafklaret, hvorvidt forfatteren og fortælleren er én og samme person. Skriftet skifter jævnligt mellem tredjepersonscitater af prædikeren og førstepersons-refleksioner over prædikerens ord, hvilket muliggør, at bogen er blevet til som en kommentar til denne prædikers ord, hvem han så end var – hvis ikke blot han er en litterær figur.