05.08.2015 Thilde Thordahl Andersen
"Paulus lærer os, at vi ikke bare er nogle små, knoldede liv"
DET BETYDER BIBELEN FOR MIG
Skuespiller Bodil Jørgensen har en gang siddet på Malta og hulket over lignelsen om den fortabte søn. Og så oplevede hun efter en livstruende ulykke i 2014, at Gud også er nærværende i forladtheden.
Bodil Jørgensen var for halvandet års tid siden på Malta for at indspille filmen All Inclusive. Med sig på rejsen havde hun en app med Bibelen, så hun i pauserne fra skuespillet kunne tage telefonen frem og læse lidt i den store bog.
Noget af det første, hun læste på Malta, var lignelsen om den fortabte søn. Og Bodil Jørgensen blev så grebet af fortællingen, at hun hulkede i flere timer.
”Jeg synes simpelthen, den historie er så smuk. Den ender slet ikke, som man forventer, men vender alting på hovedet, og det er uendeligt bevægende,” fortæller hun.
Bodil Jørgensen er en af landets dygtigste og mest elskede skuespillere. Vi kender hende blandt andet fra film som Hvidstengruppen og Mennesker bliver spist, men Bodil Jørgensen er også kendt for at være hylemorsom i blandt andet Rytteriet.
Gud i forladtheden
I sommeren 2014 var Bodil Jørgensen tæt på at miste livet, da hun kom ud for en traktorulykke i forbindelse med indspilningerne til en ny film. Skuespilleren lå længe på hospitalet med mange kvæstelser, men er i dag tilbage på både scenen og lærredet.
I perioden efter ulykken oplevede Bodil Jørgensen en følelse af at være forladt og ensom:
"Men vi har godt af ind imellem at føle os forladte, for midt i forladtheden er Gud der," siger hun.
Da Bodil Jørgensen i sin tid indspillede filmen Hvidstengruppen, fik hun et nærmere kendskab til familien Fiil, som alle var modstandsfolk. Selv spillede hun rollen som Gudrun Fiil, der både mister sin mand, søn og svigersøn. Men de dør i en god sags tjeneste, i kampen mod det onde, som nazismen var. Og vigtigst af alt dør de ikke alene.
"Jeg tror, det er Paulus, der siger, at ingen lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. Vi lever for Herren og dør for Herren, og vores liv er ikke bare nogle små knoldede liv."
Netop derfor er forladtheden til at rumme, mener skuespillerinden.
Når vi er mætte, er der stadig noget til overs
Bodil Jørgensen holder særligt af fortællingen om bespisningsunderet, hvor Jesus bespiser en kæmpe menneskeskare med kun to brød og fem fisk.
"Jeg bliver helt rørt, bare når jeg taler om det. Det handler om, at når vi er mætte, er der stadig noget til overs. Det er præcis det, der er Vor Herre Kristus. For det er ikke nok med mad i maven og tøj på kroppen - vi skal også kunne forundres og gribes."
Gribes kan vi blandt andet i gudstjenesten, mener Bodil Jørgensen, som tror, at når man først har mødt Guds ord i kirken én gang, vil man komme igen:
"I kirken oplever vi, at livet ikke kun handler om at slæbe rundt på det tunge kød hver dag, men også om ånd. Når orgelmusikken bruser, og Bibelens ord bliver strøet over os som korn, så vi virkelig fatter Ordet, er det sommetider, som om taget løfter sig," siger hun og slutter:
"Aviserne vil gerne have os til at tro, at der er ondskab over alt, men det er der ikke. Det mærker man i kirkens fællesskab, hvor Helligånden er."
Bodil Jørgensen
Bodil Jørgensen, født 1961, er en dansk skuespillerinde. Vi kender hende blandt andet fra Badehotellet, Krøniken og senest Mennesker bliver spist.
Bodil Jørgensen er gift og har tre børn.