Påsken er de ortodokses altoverskyggende fest

”Kristus er opstanden! – Ja, han er sandelig opstanden!”

Sådan lyder den frydefulde proklamation påskenat gentagne gange fra præsten og det lige så begejstrede svar fra menigheden i den ortodokse kirke. Sådan vil det i år også lyde i den danske ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse.

I den protestantiske og katolske tro er der lagt vægt på det stedfortrædende offer, på lidelsen og på døden. Vi lægger nok mere vægt på sprængningen af dødsrigets porte og sejren over døden. - Poul Sebbelov, præst i den danske ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse

40 dages faste rundes af med røgelse og liturgisk sang, ikoner og lys og procession og skrifte, der bringer det hellige budskab til live.

”Det er den store fest. Det er jo der, vi fejrer Kristus' sejr over døden, sprængningen af dødsrigets porte og frisættelsen af mennesket fra døden. Det er det altoverskyggende og det, som vores kristne liv drejer sig om,” forklarer Poul Sebbelov, som er præst i den danske, ortodokse menighed.

Allerede i år 325 blev det besluttet, at påskedag altid skal være første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den ortodokse kirke fejrer ofte påsken på et andet tidspunkt, end vi er vant til i Danmark, fordi kirken fastlægger påsken ved at følge den julianske kalender. Men i år er der sammenfald.

Et tæt liturgisk program

Påsken er ikke alene afslutningen på 40 dages faste, men også på gudstjenester, hvor forskellige hellige som den hellige Maria af Ægypten er blevet mindet hver søndag og en lang række andre liturgiske traditioner.

Skærtorsdag bliver de 12 lidelsesevangelier læst højt i kirken. Langfredag bliver Epitafion – et stof-ikon af Jesus’ grav – båret ærbødigt i procession fra alteret ud i kirkerummet, så menigheden kan ære og skrifte ved det. Ikonet løftes op over kirkedøren, så alle kan gå under det og på den måde ”gå med Kristus i graven”.

Påskelørdag skifter præsten fastens mørke tøj ud med hvidt. Efter midnat forlader menigheden kirken med alle kirkens ikoner og går i procession udenfor. Præsten banker på kirkedøren, og da der ikke lyder svar, udråber han: ”Kristus er opstanden!”.

”Påsken har altid haft en indiskutabel og fuldstændig fremtrædende førsterang i den ortodokse kirke. Det har den teologisk set også i den danske folkekirke, selvom der folkeligt set er mere fokus på julen,” siger han.

Forskellen ligger i den ortodokse kirkes fokus på opstandelsen frem for lidelsen, vurderer Poul Sebbelov.

”I den protestantiske og katolske tro er der lagt vægt på det stedfortrædende offer, på lidelsen og på døden. Vi lægger nok mere vægt på sprængningen af dødsrigets porte og sejren over døden,” siger han.

Ortodokse traditioner i folkekirken

Poul Sebbelov karakteriserer den ortodokse påskefejring som en form for "sakramental realisme", der kan virke påtrængende på ikke-ortodokse. Men det kan samtidig være en hjælp for menigheden, forklarer Annika Hvithamar, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker i den ortodokse kirke.

Flere elementer fra den ortodokse kirke har sneget sig ind i den danske folkekirke, for eksempel udråbet om Jesus’ opstandelse, som blandt andet Bethlehemskirken i København har taget til sig.

”Det kan være svært, når der kun er Gud og mig og intet andet. De grafiske illustrationer, lysene og ikonerne kan være en hjælp til at fokusere, for eksempel ved bøn,” siger hun.

Flere elementer fra den ortodokse kirke har da også sneget sig ind i den danske folkekirke, fortæller Annika Hvithamar – for eksempel udråbet om Jesus’ opstandelse, som blandt andet Bethlehemskirken i København har taget til sig, og ikoner i konfirmationsforberedelsen.

”Der er mange lån til og fra folkekirken. Omvendt er den ortodokse kirkes liturgi helt fastlagt. Kirkens tradition ses ikke som noget, der skal ændres, for at kirken kan tilpasse sig det moderne samfund,” siger hun.