Nytåret begynder i det navn, hvormed Gud vil gøre alting nyt. Det markerer et trodsigt håb om, at Guds kærlighed må få det sidste ord. Læs domprovst Morten Fester Thaysens ord til nytårsdag
Nytåret begynder med, at Jesus får sit navn. Navnet Jesus er ikke bare et tilfældigt navn. Det er et navn, han har fået af englen, før han blev undfanget i moders liv. I navnet ligger Guds store historie om, hvem vi er og hvad fremtiden må bringe os. Når vi nytårsaften står foran fjernsynet og har hørt rådhusklokkerne slå sine tolv slag, bryder langt de fleste af os derfor ud i fællessang sammen med Danmarks Radios Pigekor: ”Vær velkommen, Herrens år og velkommen herhid! Fader-Gud! Os til glæde og gavn nytåret henskride i Jesu navn! Velkommen, nytår, og velkommen her!”, synger vi.
Man kan have mange meninger om, hvorfor vi synger sådan. Nogle vil sige, at de fleste ikke tænker over det. De synger bare, og har måske tilmed fået lidt for meget at drikke. Andre vil sige, at salmen er gammeldags, ekskluderende og måske ligefrem krænkende for nogle. Den er ikke på højde med vores moderne tro på en mangfoldighed, som skal rumme alle religiøse og ikke-religiøse holdninger. Vi burde derfor hellere synge noget mere tidssvarende, siger de. Men uanset, hvad der måtte menes, synger vi alligevel ved nytårstide. Vi synger i håb om, at det nye år må henskride i navnet Jesus. Måske er der bare en trodsighed i at synge sådan. En trodsighed mod alle tidens frygtsomme bekymringer om tiden, vi lever i. En trodsighed, der grunder i en fornemmelse af, at i det øjeblik sangen forstummer, forstummer et håb for det nye år, som vi ikke vil leve foruden.
Navnet Jesus betyder nemlig ”Jahve frelser”. Sådan får Jesus et navn, der fortæller, hvordan han er en del af Guds frelseshistorie. En frelseshistorie, der handler om, at Gud har skabt det hele i kærlighed og nu vil han frelse det hele ved at lade sig føde i dette lille barn, som får sit navn ved nytårstide. Nytåret er derfor ikke bare en gentagelse af alt det gamle. Nytåret er nyt ved, at det begynder i det navn, hvormed Gud vil gøre alting nyt. Navnet rummer hele hans kærlighed, som vil overvinde alt, selv døden på et kors. Den kærlighed, som er størst af alt. Det er i den kærlighed, at sangen lyder. Grundtvig kalder salmesangen for ”kærlighedens livstegn”.
At synge i Jesu navn må derfor være i trodsigt håb om, at Guds kærlighed vil få det sidste ord i vores historie. Sådan synger vi i trods mod alt det andet, der truer med at få det sidste ord efter, at rådhusklokkerne har lydt. Det kan være frygten for mørke og fortvivlelse, for krig og terror og klimaets tilstand. Frygten kan tilmed se ud til at få ret i det nye år. Ikke desto mindre trodser håbet frygten. For håbet er altid et håb på trods. Et håb, der trodsigt omfavner navnet på ham, som er kommet med den kærlighed, der vil gøre alting nyt. Tager vi imod det nye år i frygt, vil frygten lamme os og sangen forstumme. Tager vi imod det nye år i håbet om hans navn, må vi gøre det i sang. Håbets sang er en sang om, at alting begynder og ender i hans navn. I hans navn må vi trodse frygten og være modige mennesker, der i håbet planter æbletræer, selvom jorden går under i morgen.
Morten Fester Thaysen er domprovst ved Ribe Domprovsti.
