Det kan tage et helt liv at lære at balancere mellem tid og evighed. Vi er dog hverken uden inspiration eller sprog. Jesus har formuleret ordene for os i fadervor. Læs udlandsprovst Selma Ravns nytårsprædiken.
Der er intet, der på én gang er så frygtindgydende og så spændende, som at begynde på noget nyt. Et nyt forhold, et nyt arbejde, et nyt liv, et nyt år. Det ubeskrevne lader plads til drømme og forventninger, men i høj grad også til bekymringer og længsler. Jeg synes nærmest, det var i går, at vi skulle tage fat på et nyt årtusind, og vi forestillede os fly, der ville falde ned fra himlen, når klokken slog midnat, og grinede af apokalyptiske forudsigelser. Og nu skriver vi allerede 2022. Tid er en mærkelig størrelse, den har sit eget ustyrlige tempo, og står nærmest stille på årets første dag, som om i dag skal hjælpe i går med at blive til i morgen.
En af livets store udfordringer er at være i tiden, når den er gavmild, ubarmhjertig, flyvsk eller helt ulideligt langtrukken. Øvelsen er ikke blevet mindre det seneste par år, hvor vi har haft både for lidt og for meget tid, på en gang. Men vi er ikke kun børn af tiden. Evigheden har kastet sit eget særlige lys på verden, den sprænger døren ind til tidens fængsel og indgyder storhed og mod. Den giver os et nyt syn. For hvad betyder det, at noget er uden ende? At der er kræfter på spil, som altid har været og altid vil være? Jeg tror, det betyder, at livet er givet frit. At det rummer et løfte, der gør, at vi tør leve og dø hele året rundt.
Gud løfter sit menneske op i lyset. Der, hvor alting er tydeligt, hvor intet længere er skjult, hvor vi kan se fra evighed til evighed. Men vi kan også blive blændede, få sorte prikker for øjnene, og gå glip af alle nuancerne. Vi kan lukke ned for vores sanser, gøre os blinde og døve og følelsesløse, for Gud, for os selv og for hinanden. Og så bliver evigheden som en fjern skygge, en uro i øjenkrogen, der kæmper for at komme til at stråle for os igen.
Det er svært at balancere mellem tid og evighed, det kan tage et helt liv at lære. Vi er dog hverken uden inspiration eller sprog. Gud har givet os ordene, og Jesus har formuleret dem for os, og med Åndens hjælp gentager vi dem selv, om og om igen. Ord om tid og evighed, om menneskelighed og guddommelighed, om højtider og hverdagsliv, om alt det vi får fyldt i årets dage. Dage vi tager livtag med, fordi et menneskeliv også er underlagt tilværelsens uforudsigelighed.
Fadervor er bønnen over alle bønner. Den er barndommens erindring og voksenlivets åbenbaring. Vi siger den alene og i kor, men mest af alt siger vi den, fordi den udfolder livet for os. Fadervor sætter os i et fællesskab, vi svært kan være foruden. Et fællesskab hvor det ikke handler om at være dygtig til ord eller dygtig til at leve, men om, at lige meget hvem vi er, er der en udstrakt hånd, en vej at gå, et sted at være. Vorherre bryder sig hverken om hyklere eller dem, der har mange tomme ord. Han lader evigheden forblive i tiden, og insisterer utrætteligt på en himmelsk jord, for der findes ikke det sted i verden, hvor der ikke er brug for perspektiv, rummelighed og kærlighed i alle dets udtryk.
Må 2022 blive et velsignet nyt år!
Selma Ravn er udlandsprovst i Danske Sømands- og Udlandskirker.
