
04.06.2025 Bibelselskabet
Nyt konfirmandmateriale går i dybden med 30 bibelfortællinger
Nyt materiale skal inspirere præster til at bruge Bibelen som udgangspunkt for konfirmandundervisningen. Sammen med undervisningsvejledningen udkommer en personlig udfyld-selv-dagbog til konfirmanden med opgaver og tænkespørgsmål
Kan konfirmander få noget ud af Bibelen? Kan de spejle sig i ældgamle urhistorier? I klagesalmer og bønner? I kærlighedsbreve? Og hvad med domsprofetier, livsfortællinger og fremtidsvisioner? Det mener holdet bag et nyt undervisningsmateriale.
”Bibelen er en bog, der rummer det hele – også det unge livs særlige glæder og bekymringer,” udtaler Inge Lindhardt Mikkelsen, der er præst i Fredens Sogn i Aarhus og en af de fire sognepræster, der står bag materialet. ”Det er vores erfaring, at konfirmanderne tager rigtig godt imod at blive præsenteret for den genremæssige bredde i Bibelen og derfra arbejde med, hvor vi kan se glimt af det bibelske univers i dag. Hvordan kunne en klagesalme for eksempel lyde, hvis vi selv skulle skrive den? Hvilke domsprofetier bliver forkyndt i dag?”
Lindhardt Mikkelsen fortsætter: ”Ved at vende tilbage til bibelfortællingerne og bruge dem aktivt i undervisningen får konfirmanderne både et forhold til det bibelske univers igennem de personer, som de møder der, og et sted at spejle deres eget liv.”
En bog til livet rummer oplæg til 30 undervisningsgange, der alle tager afsæt i én bibelhistorie. Oplæggene er bygget op efter en fast formel med salmeforslag, genfortælling af bibelhistorie, tænkespørgsmål, forslag til fælles drøftelse, lege og aktiviteter og en refleksion til præsten med tematisk perspektivering.
Mine noter kan bruges som en personlig dagbog til konfirmanden til at notere og tegne og løse opgaver i.
SE OGSÅ: Nu udkommer Bibelen 2020 i en udgave målrettet konfirmander
En bog til livet

Forfatter: | Inge Lindhardt Mikkelsen m.fl. |
---|---|
Sidetal: | 110 sider |
Indbinding: | Softcover med flapper |
Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
Varenummer: | 978-87-7232-359-6 |
---|---|
Mål: | 20 x 27 cm. |