Bibellæseplanen 2024-2025
Bibellæseplanen er et godt redskab til at sætte struktur på den daglige bibellæsning.

27.11.2024 Af Johannes Baun, generalsekretær

Ny bibellæseplan udfolder Bibelens forbindelser

Når det nye kirkeår begynder 1. søndag i advent tager vi også fat på en ny bibellæseplan. Læs generalsekretær Johannes Bauns forord til Bibellæseplanen, og bestil dit eget eksemplar

Noget af det mest fascinerende ved Bibelen er, at den forbinder mennesker, tider og steder – og forbinder dem med Gud. Ja, tilmed med os, der læser med i dag på flere tusind års afstand. 

Læser man i Det Gamle Testamente, er der en særlig forbindelse mellem Gud og Israels folk, en pagt, der knytter dem sammen. Derfor spiller Guds løfter en stor rolle; en del af dem indfries i løbet af gammeltestamentlig tid, og mange opfyldes med Jesus i Det Nye Testamente. Her begynder så at sige en ny historie, en ny pagt, og Jesus gør derfor meget ud af at sige, at den særlige forbindelse mellem Gud og mennesker rækker langt ud over Israel, ja, helt til verdens ende. 

En af dem, der beskriver den udvikling helt tæt på, er forfatteren bag både Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. I det første skrift får vi historien om Jesus fra vugge til tom grav, og i det andet hører vi om, hvordan kirken efter Jesus’ himmelfart vokser frem og ud over alle grænser. 

Begge skrifter har en modtager, Theofilus. Ham ved vi meget lidt om, og det er slet ikke så tosset. For det gør det let at sætte os i hans sted. Så bliver det os, Lukas skriver til, os, der får lov at se løfterne fra Det Gamle Testamente blive indfriet, en ny tid folde sig ud. 

Bibellæseplanen har i år de to Lukas-skrifter i centrum, ligesom den kommer omkring nogle af de gammeltestamentlige skrifter, som Lukas citerer fra eller hentyder til. Og så skal vi også forbi de to store konger i Israels historie, David og Salomo. 

Det er markante beretninger i sig selv, men mere end det: Når Jesus i Det Nye Testamente igen og igen kaldes ”Davids søn”, flettes mennesker, tider og steder sammen. Når vi læser i Bibelen, får vi mulighed for både at betragte fletværket og for at træde ind i det, blive en del af det. Gør vi det, kan vi som Theofilus få lov at møde de mennesker, der har fået en særlig plads i Guds historie – med Jesus Kristus som kernen og stjernen, der lyser det hele op. 

God læselyst!

Bibelen i hardback – livets træ

Klassisk og solid bibel i mellemformat
Bibelen i hardback – livets træ
299,95

Sidetal: 1440 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-252-0
Mål: 16,5 x 22 cm.
Andet: Med 2 læsebånd