Når mennesker finder håb i håbløsheden

Et kald midt i krigen

Før Ruslands fuldskalainvasion arbejdede Yana Reznikova som lærer og stod i spidsen for frivilligt arbejde for børn med funktionsnedsættelser. Da krigen kom, flygtede hun selv til Polen med sine børn. Her lærte hun Bibelselskabets traumearbejde at kende.

”Jeg indså, at mit eget arbejde ikke i tilstrækkelig grad havde givet plads til Guds ord,” siger hun og fortsætter:

”Men hos Bibelselskabet kunne jeg lade Gud få en tydelig plads i arbejdet med at genopbygge mennesker, der har oplevet tab, traumer, skader og sorg.”

For Yana Reznikova blev arbejdet mere end et nyt job. Det blev et kald:

”Jeg oplevede, at Gud sagde til mig: Det her er din opgave.”

Sammen med hende arbejder Victoria Mayboroda, som også selv bærer på krigens erfaringer. I de første dage efter invasionen flygtede hun fra byerne Hostomel og Irpin nær Kyiv, som hurtigt blev ramt af nogle af krigens hårdeste angreb.

”Vi rejste næsten med det samme,” fortæller hun. ”En time efter, at vi var kørt, rullede kampvognene ind i vores gade.”

Hun fortæller om naboer, der blev dræbt og tortureret, om et hjem, der blev beskadiget, og om flugten mod det vestlige Ukraine.

”Fra krigens første dage vidste jeg, at jeg måtte gøre mere,” siger hun. ”Jeg ville ikke kun være lærer eller psykolog. Jeg ville være terapeut og hjælpe mennesker.”

”Mange mennesker lider. Jeg forstår deres smerte, fordi jeg har min egen historie. Derfor vidste jeg, at jeg måtte gøre noget.”

Da krigen kom, forstod jeg, at jeg måtte gøre noget for andre. 

Hjælp til dem, der ikke selv beder om den

Arbejdet i Lviv er ikke kun for dem, der selv opsøger hjælp.

”Vi arbejder også opsøgende, fordi mange af dem, der har mest brug for hjælp, aldrig selv ville gå til en psykolog eller række ud efter støtte,” siger Yana Reznikova.

Derfor tager teamet ud til kirker, skoler, bosteder for flygtninge og fordrevne samt andre institutioner. Men samtalegrupperne er stadig kernen i arbejdet.

”Fællesskabsgrupperne er hjertet i det, vi gør,” siger Yana Reznikova.

Efter møderne fortæller nogle deltagere, at de igen kan ane håb. Andre siger, at de begynder at se mening i livet på ny.

Victoria Mayboroda nikker.

”Som terapeut begynder alt med, at du lytter,” siger hun. ”Du skal lytte, før du taler.”

Hun understreger, at der ikke findes én fast metode, der passer til alle.

”Hvert menneske er unikt.”

Bibelen ligger på bordet

I kælderen under Bibelselskabet er Bibelen ikke bare en ramme om arbejdet. Den er en aktiv del af det.

”Vi bruger Bibelen meget i vores traumegrupper,” siger Yana Reznikova.

Biblerne ligger på bordene under samlingerne. Nogle får en udgave med stor skrift. Andre får en bibel med hjem, når et seminar eller et gruppeforløb er slut.

”Vores samarbejde med Bibelselskabet er helt afgørende for, at arbejdet kan lykkes,” siger hun.

Behovet vokser

Samtalerummet i Lviv er åbent, fordi Bibelselskabet i Ukraine prioriterer arbejdet og er med til at finansiere det. Det foregår i Bibelselskabets lokaler, med Bibelselskabets bibler og inden for Bibelselskabets rammer.

”Men vi drømmer om større lokaler,” siger Yana Reznikova med et smil.

Rummet er lille, og behovet vokser. Krigen skaber hele tiden nye traumer. Stadig flere har brug for nogen at tale med, nogen, der lytter, og et sted, hvor tro og professionel hjælp kan mødes.

Victoria Mayboroda siger det enkelt:

”Jeg måtte først gøre noget for mig selv. Nu vil jeg også hjælpe andre.”

Men arbejdet bæres ikke af kald alene. Det kræver også støtte.