"Håbet finder vi i Guds ord"

Kort før Ruslands fuldskala-invasion i 2022 mistede Vasyl Lutsyshun sin hustru til covid. Samme dag, som hun blev begravet, blev hans barnebarn sendt til fronten i Luhansk-regionen i det østlige Ukraine. Kort efter gik også hans datter ind i militæret.

For den 75-årige Vasyl Lutsyshun er krigen derfor ikke noget fjernt. Den har ramt hans egen familie hårdt. Til daglig er han præst i den ortodokse kirke i Lviv i den vestlige del af Ukraine og fungerende bestyrelsesformand for landets bibelselskab.

"Sygdommen tog hendes mor, og krigen har på mange måder taget hendes søn," siger han om sin datter, der tidligere arbejdede som tv-journalist. Men da krigen kom, ændrede livet retning.

For Vasyl Lutsyshun er det blevet smerteligt tydeligt, hvad krig gør ved et menneske.

"Ingen kommer hjem fra krigen med et helt sind. Et menneske kan se uskadt ud udenpå, men indeni bærer det på tunge psykiske sår," siger han.

Hans barnebarn er foreløbig blevet skånet for de værste fysiske skader. Men han har oplevet hårde kampe og mistet nære kammerater. En af hans soldaterkammerater blev skudt og dræbt, mens han stod lige ved siden af ham.

"Blod kan vaskes af ansigtet og uniformen. Men chokket og traumerne bliver siddende," siger Vasyl Lutsyshun.

Alligevel ser bedstefaren også noget andet: en tro, der bærer.

"Mit barnebarn har haft en dyb tro siden barndommen. Måske er det den tro, der har reddet hans liv."

Troen bærer i mørket

For Vasyl Lutsyshun er Bibelen ikke teori. Ved fronten bliver Guds ord for mange en livline.

I krigens første måneder håbede mange, at det hele snart ville være forbi. Sådan er det ikke længere.

"Vi beder om styrke til at holde ud. Vi har mistet drømmen om, at krigen snart er ovre. Derfor må vi lære at leve i den virkelighed, vi står i nu. Og kun Gud kan give os kræfterne," siger han.

Krigen tømmer ikke bare frontlinjen. Den tømmer også familier, lokalsamfund og kirker. Unge mænd bliver dræbt, såret eller sendt bort. Tilbage står kvinder, børn og ældre og forsøger at holde hverdagen sammen.

"Vi er i fare for at blive et samfund af enker og forældreløse," siger Vasyl Lutsyshun.

Når trygheden forsvinder, og fremtidshåbet slår revner, vokser behovet for trøst. Og for Vasyl Lutsyshun findes den stærkeste trøst i Bibelen.

"Som bibelselskab er det vores opgave at række Guds ord til mennesker. At minde dem om troen på, at intet er umuligt for Gud," siger han.

Derfor rejser Vasyl Lutsyshun stadig østpå sammen med kolleger fra Bibelselskabet. De møder soldater, deler bibler ud, beder med dem og lytter til dem.

"De unge mænd ved fronten er ikke superhelte. De er helt almindelige mennesker. Men så længe de kæmper for vores land, er der håb," siger han.

Bibler og nærvær ved fronten

Vasyl Lutsyshun fortæller, at det ofte er de enkle bibeludgaver, der når længst.

"Vi oplever tit, at børnebiblerne er meget populære. De er lettere at gå til for mennesker, som ikke er vant til at læse bibelske tekster, og de er enkle og pædagogiske med illustrationer," fortæller han.

På rejserne møder de også soldater i dyb krise. Nogle stiller de sværeste spørgsmål: Hvor var Gud, da det onde ramte?

Vasyl Lutsyshun kender ikke altid svaret.

"Den slags spørgsmål kan vi ikke altid besvare. Men vi kan være til stede. Vi kan bede, og vi kan lytte," siger han.

Netop dét nærvær er blevet en vigtig del af Bibelselskabets arbejde i et land, hvor millioner lever med sorg, frygt og traumer.

Rejserne til fronten er hårde for den 75-årige præst. Men de giver ham også noget tilbage.

"Fysisk bliver jeg træt. Men åndeligt vender jeg hjem med ny kraft."

Vasyl Lutsyshun er ikke i tvivl om, at behovet vil være der længe endnu. Soldater, veteraner og familier har ikke kun brug for praktisk hjælp, men også for sjælesorg, bibler og mennesker, der bliver ved med at stå sammen med dem.

Og derfor må arbejdet fortsætte.