Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod. 
Johannesevangeliet 10,10

”Det er det første bibelvers, jeg lærte udenad,” siger forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky. ”Og det er det vers, jeg bliver ved med at vende tilbage til.” 

Hun er ikke vokset op i en kristen familie. Selv om hun er døbt og konfirmeret, måtte hun finde ind i kristendommen på sin egen måde. Måske er det derfor, netop ordene fra Johannesevangeliet blev så vigtige for hende. De stiller noget enkelt op: Det, der stjæler liv, og det, der giver liv. 

”Jeg synes, verset opsummerer kristendommen,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky. ”Det onde kommer for at stjæle, slagte og ødelægge. Men Jesus’ budskab er liv. Og det liv fører med tiden til overflod, som strømmer ud på andre mennesker.” 

Med årene er verset blevet en slags prøve, hun kan holde hverdagen op imod: Fører det her til liv? Eller stjæler det noget? 

”Jeg er et meget målrettet menneske,” siger hun. ”Og det betyder, at jeg får udrettet en hel del. Men livet handler jo ikke kun om at udrette noget. Det handler også om at sætte sig ned og være til stede. Dage skal ikke bare overstås. De skal også opleves og nydes.” 

Det gode er ikke altid noget, hun skal nå frem til. Nogle gange er det allerede dér, ved bordet, i samtalen, i haven, hvis hun bliver siddende længe nok til at tage imod det. 

Netop dér rammer verset hende mest personligt. For dét, der stjæler, er ikke altid noget åbenlyst ondt. Det kan også være en vane. En travlhed. En iver efter at komme videre til næste punkt. 

”Min tendens er, at når måltidet er overstået, rejser jeg mig og går i gang. Også selv om jeg sidder med en god veninde eller min mand. Men nogle gange kan jeg næsten høre det indeni: Bliv nu siddende. Nu er rummet for den gode samtale der.” 

Det er ikke forkert at rydde af, understreger hun. Men hun kan mærke, at noget går tabt, hvis hun altid rejser sig for hurtigt. 

”Jeg kan komme til at stjæle det gode samvær i min iver efter at få gjort tingene færdige. Og fordi jeg i forvejen ofte kommer til at leve lidt for hurtigt, bliver verset en tilskyndelse til at sætte mig ned og tage en pause.” 

Hun ser også faren i det, der ellers begynder som noget godt. Flid, kald og gode gerninger kan være værdifulde, men også det gode kan blive for meget. 

”Jeg har oplevet en del kristne, der er blevet fuldstændig udbrændte af at forsøge at gøre gode gerninger til glæde og gavn for Gud og andre mennesker. Og der tænker jeg nogle gange: Jeg tror altså ikke, det var Guds mening, at du skulle være helt udslidt.” 

Da hun lærte verset i midten af 20’erne, så hun især tyven som noget uden for sig selv og Jesus som det gode. Sådan læser hun det stadig. Men erfaringen har givet ordene flere lag. 

”Man kan også selv komme til at være tyven. Eller ens vaner kan være en tyv i ens liv. Selv gode gerninger kan blive noget, der stjæler fra dig, hvis du gør mere, end du har kræfter til.”