Jesus. Maleri af Alexander Ivanov, 1835. Kilde: Wikimedia Commons.
Jesus. Maleri af Alexander Ivanov, 1835. Kilde: Wikimedia Commons.

07.11.2024

Brevkassen: Er det ikke forbudt at afbilde Jesus?

Hvorfor må man lave billeder af Jesus, når der er et forbud mod gudebilleder i Bibelen? Sådan spørger Paw og Anne-Mette Gravgaard giver et svar

Kære Brevkasse

I Bibelen står således: ”Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.” Alligevel ser jeg billeder af Jesus alle vegne, selv i kirken. Kan I få det til at give mening?

Venlig hilsen
Paw

---------------------------------------

Kære Paw

I Anden Mosebog kapitel 20 vers 4 står der et forbud mod at ”gøre sig billeder af Gud”. Bag billedforbuddet lå en afstandtagen fra de hedenske gudestatuer, som man tilbad i egen ret. Men i de monoteistiske religioner, i kronologisk rækkefølge: Jødedom, kristendom og islam, kan man simpelthen slet ikke afbilde den eneste ene Gud, man tror på, for han er aldrig set af noget menneske og derfor ubegribelig.

I kristendommen er vi dog så heldige, at vi tror på en ”Treenig Gud”, en gud, der har tre forskellige fremtrædelsesformer: Som Skaberguden, Gudfader, som hans Menneskesøn, Jesus Kristus og som Helligånden.

Af disse tre er det kun Guds Menneskesøn, Jesus, der kan afbildes, for han gik ifølge Det Nye Testamente rundt på jorden og blev set af et utal af mennesker, der kunne fortælle historier om ham. 

Det var også, hvad man kom frem til i år 843 efter en længere periodes diskussioner blandt lærde teologer om netop dit spørgsmål. I perioden 726-843 affødte disse diskussioner i Østkirken, at billedmodstanderne ødelagde alle billeder af menneskelige væsener, eftersom mennesket jo ifølge Bibelen er skabt i Guds billede. 

Kun udsmykninger med kristne symboler (kors, hyrder, duer, fisk osv.) kunne anerkendes. 

I jødedommen og islam er det fortsat forbudt og ganske umuligt at afbilde henholdsvis Jahve og Allah med andet end bogstaver.

Venlig hilsen 
Anne-Mette Gravgaard

Anne-Mette Gravgaard har været præst ved Davids kirke 1996- 2020. Hun er oprindelig uddannet som kunsthistoriker og klassisk filolog og har en fortid som forsker og lektor i byzantinsk kunst og kultur ved Københavns og Århus Universitet og landssekretær ved Kirkefondet med kirkekunst og ændring af kirkeindretning som speciale og har i mange år vejledt menigheder i anskaffelse af kunst til deres kirker. Se hendes brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Bibelen i hardback – livets træ

Klassisk og solid bibel i mellemformat
Bibelen i hardback – livets træ
299,95

Sidetal: 1440 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-252-0
Mål: 16,5 x 22 cm.
Andet: Med 2 læsebånd