22.02.2023
Brevkassen: Hvem skal have den tolvte trone?
I Matthæusevangeliet lover Jesus disciplene tolv troner i himlen. Men får Judas sin plads, selvom han forråder Jesus?
Kære Brevkasse.
I Matthæusevangeliet kapitel 19 vers 27-28 står der: ”Da tog Peter ordet og sagde til ham: Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi? Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødsel, når Menneskesønnen tager sæde på sin herlige trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer”
Det fremgår ret klart, at Jesus allerede på det tidspunkt vidste, at han skulle korsfæstes og således også, at Judas ville forråde ham. Skal det derfor forstås derhen, at han allerede på det tidspunkt har tilgivet Judas. Jeg ved godt at Judas bliver skiftet ud med Mattias, men det er som apostel og ikke som disciple!
Med kærlig hilsen
Lars
---------------------------------------------------------------
Kære Lars
Tak for dit spørgsmål. Jeg forstår det sådan, at problemet ligger i, at Jesus lover “tolv troner” væk. Hvem skal have den tolvte - Judas eller Mathias eller en anden?
En måde at gå til det på vil være at se på evangelierne som fortællinger, som narrativer, med en indbygget spændingskurve.
I forhold til den, ville det ikke være naturligt, hvis Jesus så satte en fodnote ind ved udsagnet her a la: “Det gælder dog ikke Judas… ”. Som læsere får vi først den oplysning senere.
I Matthæusevangeliet står det så som et åbent spørgsmål, hvad der bliver af den tolvte trone. Det er kun i dobbeltskriftet Lukasevangeliet / Apostlenes Gerninger, at dette spørgsmål besvares.
Her fylder det til gengæld betragteligt og en stor del af Apostlenes Gerninger kapitel 1 drejer sig om at få på plads, hvem der skal overtage Judas’ plads. Her vil jeg så mene, at valget af Matthias er beskrevet som en fuldstændig overtagelse af Judas’ rolle, herunder også hans rolle i fremtidige begivenheder. Så det vil være en anden måde at svare på dit spørgsmål: Ud fra Apostlenes Gerninger er det Matthias, der overtager Judas’ rolle
Med venlig hilsen
Morten Hørning Jensen
Morten Hørning Jensen er professor i Det Nye Testamente ved Menighedsfakultetet og ph.d. i teologi. Læs hans andre brevkassesvar her.
Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning. Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk
Studiebibelen
| Forfatter: | Redigeret af Bodil Ejrnæs, Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen |
|---|---|
| Sidetal: | 1872 sider |
| Indbinding: | Hæftet |
| Forlag: | Bibelselskabet |
| Varenummer: | 978-87-7523-728-9 |
|---|---|
| Mål: | 16,2 x 23 x 3,3 cm |
| Andet: | 1131 g |