Når den olympiske sejrskrans er visnet

Det er svært at undgå at lade sig fascinere af OL – atleternes dybe koncentration før starten, deres næsten skræmmende evne til fokus, hysteriske jubelscener og skuffelser større end vi hjemme i sofaen kan forestille os.

Alt er sat på spidsen i det olympiske overflødighedshorn af de største sejre og nederlag, for nok kæmper de danske deltagere for guld til Danmark, men allermest kæmper de for at bevare deres identitet og overlevelse i en nådesløs sportsverden, hvor det er det sidste resultat, der fortæller, hvem du er. En eksistentiel kamp på liv og død – enten er du inde eller ude, en vinder eller taber, der er intet midtimellem.

Derfor var det også med skuffelse, at den danske ”guld-firer” modtog sin sølvmedalje og måtte erkende, at deres status og navn på få sekunder var forandret til ”sølv-fireren”. Så kan vi derhjemme synes, at det er ganske imponerende at være verdens nummer to – men kun én vinder sejrsprisen, og roerne ved det: Nummer to er den første taber – i sportens verden er fokus smalt.



Det er en skam, at Team Danmark har valgt ikke at tage en præst med til OL, for præsten kunne fortælle roerne og alle de andre, at deres engagement og livsappetit, deres fokus og livsvilje er god nok – ja, den er beundringsværdig og til inspiration for mange, men det, de håber at få ud af det, kan sporten ikke levere. Selv olympiske sejrskranse visner med tiden – nye landshold bliver sat, nye verdensrekorder, nye sejre, nye nederlag, om fire år et nyt sted. Øjeblikkets intensitet er stor, men evigheden udebliver.

Den evige anerkendelse, den evige kærlighed, må søges et andet sted, med lige så stort fokus og lige så stor energi som en olympisk atlet – men det er en mindre spektakulær vej

Den evige anerkendelse, den evige kærlighed, må søges et andet sted, med lige så stort fokus og lige så stor energi som en olympisk atlet – men det er en mindre spektakulær vej, fordi det er en anerkendelse, som gælder os alle, hurtige som langsomme. Ja her gælder det ovenikøbet, at de sidste skal blive de første! Det er ikke godt fjernsyn, men det er godt at leve i tillid til, at Guds evige kærlighed ikke er afhængig af øjeblikket og ikke gives efter fortjeneste.



Hvor OL i Rios motto lyder ”Live your passion”, svarer Paulus at passion i sig selv er tom, men hvor den er middel til at nå Gud, er der håb om frelse.



"Øv dig i gudsfrygt; for legemlig øvelse nytter kun lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer" Første Timotheusbrev 4,7b-8



Anna Helleberg Kluge er sognepræst ved Sankt Povls Kirke i Korsør og er tidligere eliteroer.