Foto: Søren Rønholt.
07.04.2016 Thilde Thordahl Andersen
Nana Wad: Det er trygt at have Bibelen i nærheden
DET BETYDER BIBELEN FOR MIG
Sommelier Nana Wad ser Bibelen som en god psykologibog. Og så har hun siden sin barndom været frustreret over historien om ofringen af Isak
Sommelier Nana Wad kan godt lide følelsen af, at Bibelen er i nærheden. Derfor har hun bibler stående i både sit hus og sit sommerhus.
"Det er trygt at vide, at jeg har den liggende, og at jeg altid kan tage den ned fra hylden. Jeg holder af den bog, og den er stor og tyk, og jeg tænker, at jeg aldrig bliver færdig med den."
En god psykologibog
Nana Wad ser Bibelen som en god psykologibog, og hun finder mange svar i Bibelen, som hun ellers søger i psykologi- og coaching-litteraturen.
"Psykologiske fænomener som sorg, jalousi, magt og kærlighed er virkelig godt og pædagogisk beskrevet i Bibelen i form af lignelser og fortællinger."
Jeg holder af den bog, og den er stor og tyk, og jeg tænker, at jeg aldrig bliver færdig med den.
Nana Wad peger på, at Bibelens fortællinger om livets store spørgsmål er lettere at forstå og identificere sig med end de tekniske forklaringer, som psykologi-litteraturen benytter sig af.
"Bibelen er fantastisk illustrerende. Den fortæller om grundvilkår gennem dramaer og fabler og med en humor og alvor, så de fleste mennesker kan forstå og genkende dem."
Prædikerens Bog lærer os at have respekt for livet
Det er ikke længe siden, Nana Wad mistede sine forældre, og Bibelen har været en hjælp i sorgen:
"Den har repareret på noget, selv om jeg ikke troede, jeg havde brug for det. Og den hjælper ikke, fordi den er en trosbog, men fordi den er en klog bog."
Nana Wad har blandt andet søgt trøst i Prædikerens Bog.
"Jeg får næsten kuldegysninger af at tænke på den tekst. For mig er det visdomslitteratur på et meget smukt og tidsløst plan."
I Prædikerens Bogs kapitel 3 kan man læse:
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
"Kong Salomons tale handler om vores glæde og sorg og om, hvordan det er at gå gennem livet, fra man er barn, til man dør. Det er en meget smuk og beroligende fortælling."
Ofringen af Isak er en forfærdelig fortælling
Selv om Nana Wad holder af Bibelen, har hun svært ved at forlige sig med historien om ofringen af Isak.
"Abraham er tosset i hovedet og selvoptaget, men da han skal til at ofre sin søn, viser Gud sig og siger: 'jeg skulle bare teste dig og se, om du er trofast.' Det er simpelthen det mest rædselfulde. Det er management by fear fra Guds side."
Bibelen er fantastisk illustrerende. Den fortæller om grundvilkår gennem dramaer og fabler og med en humor og alvor, så de fleste mennesker kan forstå og genkende dem.
Nana Wad kan ikke lade være med at tænke på, hvilket traume Isak må have med sig resten af sit liv, efter at han nær er blevet ofret af sin far. Hun har været frustreret over den historie, siden hun hørte den som barn.
"Men det viser også menneskets ufuldkommenhed. Abraham er en umiddelbart stærk mand, som kan det hele, men så slår det klik for ham, og han vil slå sin søn ihjel."
Historien er ifølge Nana Wad et godt eksempel på, at den gammeltestamentlige Gud ikke er den gud, hun selv tror på:
"Han er meget mere skånselsløs og macho-agtig end den fader, som Gud bliver i Det Nye Testamente, når Jesus træder ind i historien."
Nana Wad
Nana Wad, født 1973, er sommelier og vinskribent. Hun arbejder som blindsmager og skriver om vin i blade og aviser.
Hun er blandt bidragsyderne til essaysamlingen Det daglige brød, som er udkommet på Bibelselskabets Forlag. I bogen skriver Nana Wad om den daglige vin.