Hyrdernes tilbedelse. Maleri af Gerard van Honthorst, 1622. Kilde: Album/Ritzau Scanpix.
Hyrdernes tilbedelse. Maleri af Gerard van Honthorst, 1622. Kilde: Album/Ritzau Scanpix.

21.12.2021 Af Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop

Når krybben er tom, kommer kærligheden til kort

"Når krybben er tom, bides hestene". Sådan lyder et gammelt ordsprog, og betydningen indrammer meget præcist budskabet i juleevangeliet. For her er pointen, at krybben netop ikke er tom. Her er der nok til alle. Læs biskop Thomas Reinholdt Rasmussens prædiken til juleaften

Juleevangeliet er en af de mest kendte fortællinger, vi har, og en fortælling, som bliver ved med at fylde og farve vores liv. Fortællinger er med til at fylde vores liv og verden. Hvis vi lever uden fortællinger, så bliver det hele til for lidt. Og derfor er det også afgørende, hvilke fortællinger vi lader os fylde af, for fortællingerne smitter af på vores måde at være på, og vores måde at handle og agere på.

Fortællinger kan være store som evangeliet her til jul og smitte af på en hel verdens selvforståelse. Og fortællinger kan være små, som de gode ordsprog vi vel stadig bruger i ny og næ. Ordsprog som, med deres knaphed, taler visdomsord om vores tilværelse. Det kan være ordsprog som ”sælg ikke skindet, før bjørnen er skudt”, ”tab og vind med samme sind”, eller ”mange bække små, gør en stor å”. Mange af ordsprogene henter deres fylde, dybde og mening fra de bibelske fortællinger, men særligt ét ordsprog er jeg kommet til at tænke på her i julen. Det er ét, der særligt siger noget om julens evangelium.

Det er ordsproget ”når krybben er tom, bides hestene”. Det betyder, at når der er knaphed på noget, eller trængsel om noget, så kommer vi op at slås, eller strides om det. Allerede romerne kendte åbenbart til ordsproget, der hos dem lød, ”når krybben er tom, fryser Venus”, altså kærlighedsgudinden, og i sidste instans kærligheden.

Når krybben er tom, kommer kærligheden til kort. Det er egentlig ordsprogets mening. Når hestene ikke har noget at spise, kommer de op at slås. Når krybben er tom, fryser kærligheden.

Det er egentlig et ordsprog, der meget præcist indrammer, hvad vi hører i beretningen her til jul. For hele beretningens afgørende pointe er jo, at krybben ikke er tom. At kærligheden ikke fryser. At kærligheden er levende. Krybben er ikke tom, for barn Jesus i en krybbe lå. Hvorfor så slås? Hvorfor ikke høre englenes ord om, at der er en stor glæde for hele folket? Et barn, svøbt og liggende i en krybbe. Fred på jord.

For ved barnet i krybben er alt givet. Det er jo simpelthen hele troens kerne. Alt er her givet, og vi kan kun tro det, for det er ikke til at se: At kærligheden ikke fryser, for krybben er ikke tom.

Måske skulle vi til at huske noget mere på, at krybben ikke er tom? For når krybben ikke er tom, er der ingen grund til at hige efter det, de andre vil. Vi skal tage den indsigt med ud i verden, og ikke kives og bides, og slet ikke kriges, for krybben er ikke tom.

Det er hele kernen, og alt det vi bygger på: Et barn blev lagt i krybben som et levende tilsagn om Guds kærlighed, som han bærer verden med. For vi kan ikke se på verden, at den er båret af kærlighed. Det kan vi kun se på barnet i krybben og ved at se på manden på korset. Det kan kun tros.

Vi kan selvfølgelig også bare postulere det, men så hænger det på os alene. Nej, det gives gennem den fortælling, som vi hører til jul, at ”hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe”.

Og derfor skal vi høre denne gode beretning igen og igen, for at huske på, at krybben ikke er tom, men den er givet til os til fylde, mening og fred på jord. Intet mindre.

For krybben er ikke tom.

Amen.

Thomas Reinholdt Rasmussen er biskop i Aalborg Stift.

Sarahs første juleaften

Et ægte juleeventyr og en gendigtning af historien om den nat, Jesus blev født.
Sarahs første juleaften
229,95

Forfatter: Anette Wilhjelm Jahn
Illustrator: Kirsten Gjerding
Sidetal: 48 sider
Indbinding: Hardback
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-224-7
Mål: 19,5 x 25,5 cm