Når ingen andre kan nå ind, sender SAT-7 håb til Iran

Siden 8. januar 2026, hvor myndighederne i Iran lukkede for internet og andre kommunikationslinjer, har millioner af iranere i lange perioder været næsten afskåret fra omverdenen. Men via satellit har SAT-7’s persisksprogede kanal stadig kunnet nå ind til seerne i landet. 

"For mange er satellit ikke bare en teknisk løsning. Det er en livline," siger Reza Jafari, der leder multimediearbejdet hos SAT-7 PARS. 

I mere end 20 år har SAT-7 sendt kristne programmer til persisktalende seere. I dag er det arbejde vigtigere end nogensinde, fortæller han. Når internet og telefoni bryder sammen, bliver satellitten den kanal, myndighederne ikke fuldt ud kan lukke ned. 

Reza Jafari beskriver en befolkning, der er slidt af årtiers undertrykkelse, økonomisk krise, frygt og krig. Mange længes stadig efter frihed og et bedre liv, men håbet er under pres. Samtidig lægger den økonomiske krise endnu et lag af angst oven på en befolkning, der i forvejen er udmattet.

Åndelig modstandskraft 

I den situation er bøn, sang og Guds ord ikke bare programindhold, siger Reza Jafari. Det er noget, der hjælper mennesker med at holde fast. Husmenigheder mødes stadig i Iran, men sjældnere og med færre deltagere end før. Derfor bliver SAT-7 for nogle seere en af de få tilbageværende forbindelser til kristent fællesskab. 

SAT-7 kan ikke give mennesker fysisk sikkerhed. Men kanalen kan give noget andet, siger Reza Jafari: 

"Det, vi kan give, er åndelig og følelsesmæssig modstandskraft." 

Reza Jafari er selv fra Iran, har familie i landet og arbejder i dag fra Cypern sammen med sine kollegaer på SAT-7 PARS. I en periode, hvor internet og andre kommunikationslinjer i Iran var stærkt begrænsede, havde han i næsten to uger ingen kontakt med sin ældre mor i landet. 

Midt i uvisheden lyttede han til et af SAT-7’s egne bønsprogrammer. 

"Først oplevede jeg en overvældende frygt. Men efter kort tid mærkede jeg en dyb og uventet ro," fortæller han. 

Vidnesbyrd fra seere 

SAT-7 modtager stadig beskeder fra seere i Iran, når det lykkes dem at komme igennem. En kvinde ved navn Fereshteh skrev: "I denne tid, hvor vi ikke havde internet, var det kun jeres kanal, der gav mig styrke." 

En anden kvinde, Madona, beskrev, hvordan livet i Iran er blevet så tungt, at "kun Gud kan hjælpe", og takkede SAT-7 for bøn og opmuntring midt i presset. 

Også i Libanon mærker SAT-7 krigens følger. Her har nye angreb, fordrivelse og voksende mistillid mellem befolkningsgrupper gjort et allerede splittet og økonomisk presset land endnu mere sårbart. Også her forsøger SAT-7 at være en stemme for håb, tro og forsoning. 

Derfor er SAT-7’s arbejde blevet endnu vigtigere i en tid, hvor krig, frygt og censur afskærer mennesker fra omverdenen.