Pige med rygsæk og høretelefoner: Foto: Shutterstock.

17.06.2021

Mød danske salmedigtere i sommerlandet

Danske Digterruter åbner den 18. juni med foreløbigt 14 ruter fordelt over hele landet. Udforsk sommerlandet fx i selskab med to af vores største salmedigtere

Hvad skal jeg sige, når jeg går

blandt blomsterne i enge,

når fuglesangen sammenslår

som tusind harpestrenge?

Hans Adolph Brorson, DDS 15, vers 5

Danske Digterruter inviterer danskerne ud i naturen og rundt i byerne for at sanse, læse og opleve danske digtere på nye måder. På digterruterne kan man lytte til fortællinger, som guider gennem landskabet og de omgivelser, der har inspireret digtningen og forfatterskabet.

Dansk litteratur i den fri natur

Salmedigterne B.S. Ingemann og H.A. Brorson er blandt de første 14 af i alt 22 digterruter, der åbner den 18. juni. De sidste otte ruter åbner i efteråret:

”Danske Digterruter formidler dansk litteratur i den fri natur på en helt ny måde, hvor publikum får lejlighed til at sanse steder, landskaber og grokraft, som har præget og inspireret dansk digtning og forfattere gennem mere end 250 år. Vi lever i en tid, hvor mange heldigvis får øje både for naturens vældige rum og for litteraturens fantastiske muligheder. Det har vi søgt at komme i møde”, siger projektets leder, professor emeritus ved SDU, Johs Nørregaard Frandsen.

Naturens forunderlige sceneri

I Sorø kan man vandre med B.S. Ingemann, der igennem mange år var lektor i dansk sprog og litteratur på akademiet. Og i Ribe kan man gå i fodsporene på H.A. Brorson og opleve, hvordan by og ikke mindst natur satte sine spor i hans salmedigtning.

Salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, som egentlig hed ”Om Skabelsen”, er et eksempel på, hvordan Brorson hyldede Guds skaberværk i sine salmer. Den fremstiller skabelsens storhed og naturens forunderlige sceneri, måske med reference til det sønderjyske landskab, hvor Brorson i mange år havde sit virke. Enge og fugleliv i vers fem kunne meget vel referere til marsken eller egnen omkring. Det kan man høre meget mere om, hvis man tager digterruten i Ribe eller smuglytter, når digterfortællingerne offentliggøres sammen med ruterne på Danske Digterruters hjemmeside.

De i alt 22 ruter er udviklet af forskere og formidlere ved Syddansk Universitet i nært samarbejde med de lokale samarbejdspartnere, herunder lokale digterhjem, museer, foreninger og selskaber.

Se hjemmesiden her: Danske digterruter

Om Danske Digterruter

14 digterruter åbner 18. juni 2021

Ambrosius Stub, Ribe; B.S. Ingemann, Sorø; Carit Etlar, Fredericia; Emil Aarestrup, Nysted; Frank Jæger, Egedal, Nordsjælland; H.A. Brorson, Ribe; Jeppe Aakjær, Jenle, Roslev, Salling; Johannes Jørgensen, Svendborg; Johannes V. Jensen, Louns halvøen, Himmerland; Kaj Munk, Vedersø; Karen Blixen, Rungstedlund; Martin Andersen Nexø, Nexø; Steen Steensen Blicher, Blicheregnen, Thorning/Kjellerup; Thøger Larsen, Lemvig.

8 digterruter åbner i efteråret 2021

Agnes Henningsen, Kerteminde; H.C. Andersen, Faaborg; H.C. Andersen, Odense; Henrik Pontoppidan, Hornsherred; Holger Drachmann, Skamlingsbanken, Kolding; Inger Christensen, Vejle; Martin A. Hansen, Stevns; Tove Ditlevsen, Vesterbro, København.

Læs mere

Danske Digterruter åbner den 18. juni 2021 landet over med lokale ruter og vandringer og med hjemmesiden www.danskedigterruter.dk.

Bibelleksikon

Et flot og gennemrevideret opslagsværk til alle, der ønsker viden om Bibelen
Bibelleksikon - transparent
100,00

Forfatter: Mogens Müller og Lisbet Kjær Müller
Sidetal: 480 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-751-7
Mål: 20 x 27,5 cm