Sara

”Intet er umuligt for Herren!” Sådan hedder det i Første Mosebog, kapitel 18, vers 14, da Sara, Abrahams kone, til sin egen forbløffelse får at vide, at hun skal blive med barn. Hun er højt oppe i årene, og hun ler ved sig selv over det usandsynlige løfte fra Gud. Men hun bliver gravid og føder sønnen Isak; et navn, der i øvrigt spiller på det hebraiske ord for latter.

Sara blev dermed israelitternes stammoder, og så må hun, med sine omtrentlige 90 år, siges at have aldersrekorden som nybagt mor i Bibelen.

Navnet Sara (på hebraisk שָׂרָ֖ה) betyder prinsesse, men oversættes også til ”fyrstinde” eller ”dame”. I kraft af sin stærke tro og trofasthed over for Gud og for Abraham bliver hun et kvindeligt forbillede for hele sin slægt og et billede på at have tillid til Gud og hans ord, selv om de kan være svære at tro på.

Rebekka

Den næste stærke kvinde og mor, vi møder i Bibelen, er Rebekka. Hun bliver, efter beretningen om mødet med Abrahams træl ved brønden i Første Mosebog, kapitel 24, gift med Isak, Saras søn, og mor til tvillingesønnerne Jakob og Esau.

Rebekka spiller en central i det drama, der siden udspiller sig mellem brødrene. I Første Mosebog, kapitel 27, læser vi om, hvordan Jakob, med Rebekkas medvirken og forklædt som Esau, får den velsignelse, som egentlig var Esaus som førstefødte. Dermed bliver Jakob familiens åndelige leder efter Isaks død og arving til Guds løfte til Abraham.

Det var Rebekkas mod, der fik hende til at sige ja til giftermålet med Isak, uden at hun vidste, hvilken fremtid der ventede hende. Siden viste hun igen og igen, at hun var en stærk og efter omstændighederne uafhængig kvinde og mor, der ikke var bange for at tage aktivt greb om handlingen – og for at møde konsekvenserne (Første Mosebog, kapitel 27, vers 13).

Hanna

Hærskarers Herre,

hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på

mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en

søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv.

Sådan hedder det i Første Samuelsbog, hvor vi møder Hanna; en kvinde, der mere brændende end noget andet ønsker sig et barn. Hvert år rejser familien til Silo, og hver gang går Hanna til templet og beder til Gud om, at hun må få børn.

Hun giver Gud det løfte, at hvis hun får et barn, skal det være hans og tjene ham hele livet. Inden året er omme, føder hun en dreng, som hun kalder Samuel (שְׁמוּאֵל), som betyder ”Guds navn” eller ”Gud har hørt”. Tro mod sit løfte til Gud tager hun drengen med til templet, da han er knap tre år, og beder om, at han må gøre tjeneste der.

Hanna havde en enestående tålmodighed og stolede fuldt og fast på Gud. Hun var villig til at give det dyrebareste i sit liv; sit barn, til Gud uden at vide, om hun ville få flere børn.

Hanna fik siden tre sønner og to døtre (Første Samuelsbog 2,21).

Elisabeth

Elisabeth slutter sig til rækken af kvindeskikkelser i Bibelen, som til trods for et langt livs ufrugtbarhed bliver mor i en høj alder. Som det fortælles i Lukasevangeliet, kapitel 1, bebuder en engel til hendes lige så gamle mand, Zakarias, som er præst ved templet i Jerusalem, at hun skal føde en søn. Denne søn bliver Johannes Døber.

Efter Jomfru Maria, som er i familie med Elisabeth, har fået at vide, at hun skal føde Guds søn som jomfru, tager hun hen til Elisabeth for at søge trøst. Da Elisabeth ser Maria, sparker hendes ufødte barn, Johannes, inde i maven, og Elisabeth ved med det samme, at Maria skal bære Jesus. Elisabeth er derfor den første, der anerkender Jesus som Guds søn.

Maria

De bringer os videre til den vigtigste mor i Det Nye Testamente, nemlig Jesus’ mor, Maria, som undfanger sit barn ved Guds indgriben. Hvor Sara og Elisabeth umiddelbart er for gamle til at få børn, er Maria for ung – eller rettere: hun er jomfru.

Maria er en ung pige, forlovet med tømreren Josef. En dag, hvor hun er alene på sit værelse, viser englen Gabriel sig for hende (Lukasevangeliet 1). Hun blev forfærdet over englens budskab, men Gabriel beroliger hende og fortæller, at hun er udvalgt af Gud til at blive mor til den kommende Messias. Efter fødslen i Betlehem må Maria flygte sammen med Josef og Jesusbarnet til Egypten for at undgå Herodes’ forfølgelse. Siden vender de tilbage til Nazaret, hvor Maria får flere børn, nemlig sønnerne Jakob, Josef, Simon og Judas, foruden flere døtre (Matthæusevangeliet 13,55).

Da Maria fik beskeden fra englen Gabriel, svarede hun: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (Lukasevangeliet 1,38). Selv om hun er klar over, at hun ville blive mødt med foragt og spottende bemærkninger, og at Josef måske også vil afvise hende, bøjer hun sig frivilligt for Guds vilje. Hun tager opgaven som mor til Jesus Kristus på sig – intet mindre.