”Hvis jeg skal åbne for et ægte smil, vil der også stå åbent ind til tårerne.” Sådan skriver Charlotte Rørth i sin nye bog, Med rank ryg med undertitlen En fortælling om tro og moderskab, hvor hun fortæller om tabet af sin voksne søn og om et overgreb som 16-årig, som stadig trækker spor i hendes liv.

Det er samtidig historien om, hvordan hun som kvinde henter råstyrke i kristendommen, og om, hvordan vi får øje på livets mirakel midt i mørket, ja, også midt i den alt for almindelige hverdag.

Verdensrummet og fødestuen

I bogen viser Charlotte Rørth, hvordan vi i dag har trængt sproget for det hellige ved livet i baggrunden. Hun peger blandt andet på behandlingen af fødende:

”Børn er blevet gjort til noget, vi hver især får og har, og hospitalsvæsenet er i dag anlagt på at få den fødende sent ind og hurtigt ud igen. Alt for ofte lader vi vores liv fylde af dagligdags bekymringer og glemmer, i vores egen iver for at lykkes, at se hinanden som mennesker, unikke og værd at elske alene, fordi vi er til.”

I 1988 føder Charlotte Rørth sit første barn på Hvidovre Hospital. Hun ligger på en firsengsstue, hun og en anden har født for første gang. Her, midt i alt det, man står i efter en fødsel, deler de fire en intimitet og en følelse af at have båret på et mirakel, fortæller hun i Med rank ryg:

”Men vi manglede ord for det. Ord for følelsen af, at vores børn var skabt og helt deres egne, og ord for oplevelsen af fællesskab med alle, om at være under Guds himmel. For tænk, at man kan føde et menneske. Et menneske, der er helt sig selv, skabt af Gud.”

Hvis hun dengang havde været fortrolig med kristendommens sprog – hvis hun havde haft troens ord at sætte på oplevelsen – er hun sikker på, det havde været anderledes:

”Hvis man drager Gud med i samtalen, bliver den både himmelsk og jordnær, om man tror eller ej. Verdensrummet lukkes ind på stuen,” fortæller hun i bogen.

”Der står det, jeg tror”

Charlotte Rørths egen vej ind i kristendommen gik gennem et møde med Jesus i et sakristi i Sydspanien i 2009:

”Der gik næsten to år efter mødet, før jeg begyndte at læse i Bibelen. Det krævede mod for mig, for hvad nu, hvis den Jesus, der var i Bibelen, ikke var ham, jeg havde mødt. Samtidig var jeg også bange for, at det passede for godt sammen. For betød det så, at jeg som almindeligt menneske hørte til der? Det var en skræmmende tanke, at jeg, en kvinde i Rold, skulle dele en oplevelse med det guddommelige med Paulus, jeg, der ingen viden, baggrund eller kulturel opdragelse havde til at kunne bevæge mig inden for Bibelens univers. Det blir’ for stort, ik’?”

Alle Charlotte Rørths bekymringer viste sig imidlertid at være ubegrundede, da hun begyndte at læse i Bibelen:

”Jeg blev lettet. For der stod jo ikke det, jeg troede. Der står det, jeg tror. Jeg gik hurtigt fra at være nervøs ved at skulle læse i den til at være tryg i den. Det har jeg ikke oplevet med noget som helst andet, jeg har læst.”

Den største gave – og det største tab

I Med rank ryg folder Charlotte Rørth nogle af de fortællinger ud, hun møder i Bibelen – både, når Bibelen fortæller os, at vi alle er skabt i Guds billede, når Jesus vil rive vores menneskeskabte hierarkier ned, og når kvinderne spiller de afgørende roller. Hun skriver blandt andet:

”Da jeg ventede min ældste søn, kendte jeg som alle andre til Bibelens historier, men anede ikke, at de handlede om mig. Om os. De handlede om Jesus og Maria og Josef og andre navngivne personer. (…) De har alle fået at vide, at det kommende barn er ønsket af Gud. Måske er det det, vi alle skal huske på? At alle børn er det. Børn af Gud.”

Fortællingen om Maria er fortællingen om en kvinde, der føder Guds søn. Men det er også en fortælling om en mor, der mister sin søn.

I 2014 mister Charlotte Rørth sin yngste søn Frederik, da han tager sit eget liv under et studieophold i Florida. Bogen indledes med den begravelsessamtale, hun og hendes mand har med præsten, der også har konfirmeret sønnen. Tabet er totalt, og Charlotte Rørth fortæller det, så ingen kan stå upåvirket. For hvilke ord kan slå til, hvilke handlinger kan lindre, og hvad gør den krop, der har født barnet?

”Alt fødes. Alt dør. Alt genopstår”

Tro, krop, sorg og køn løber som en rød tråd gennem bogen, alt imens Charlotte Rørth reflekterer over sin taknemmelighed over det liv, vi nu engang har fået sammen, om at leve med det liv, der ikke blev alligevel, og om mødet mellem det allerstørste mørke og det allerstørste lys, som på én gang kan rummes i kristendommen. Men hun taler den opfattelse imod, at sorgen skulle være mindre, fordi hun er kristen:

”Intet kan ae sorgen væk, den er der uanset hvad. Men troen giver mig sprog og krop til sorgen. I kristendommen kan jeg få lov til at være dybt lykkelig og dybt ulykkelig på en og samme tid, den kan stå dér, sammen med os, i de allermest afgørende stunder i vores liv så som fødsel og død.”

Eller som Charlotte Rørth siger det i bogen:

”Alt fødes. Alt dør. Alt genopstår. At gå med den viden er en anden måde at være i live på.”