Bibelen påvirker vores tilværelsesforståelse, samfundsindretning og litteratur – også hos dem, der ikke kalder sig troende. Sørine Gotfredsens nye bog "50 bibeltekster du skal kende" er fuld af litterære henvisninger og udforsker forfatterens personlighed undervejs.
Bogen er udgivet af Bibelselskabet og vil kunne købes ved læsermødet.
Sognepræst Kristian Østergaard har anmeldt bogen for Kristeligt Dagblad og vil føre samtalen med Sørine Gotfredsen med det blik på hendes bog. Dens tese er, at vi lærer om os selv ved at læse Bibelen. Men hvad er det egentlig, vi lærer?
Læsermødet vil også handle om, hvad kristendommen har at sige om identitetspolitik, arvesynd, kærlighed og fornuft.
Og da Sørine Gotfredsen ifølge Kristian Østergaard læser Bibelen som en enhed i modsætning til de teologer, som slår et slag for, at de gammeltestamentlige tekster ikke indgår i højmessen, spørger han:
Hvorfor tager de teologer fejl, som vil marginalisere Det Gamle Testamente?
Arrangeres af Kristeligt Dagblad.
Start: 06-12-2023 16:30
Slut: 06-12-2023 18:30