Studiematerialet Livets træ består af fire dele. Hver del er udsmykket med en smuk plante. På billedet ses alle fire planter.
Studiematerialet Livets træ består af fire dele. Hver del er udsmykket med en smuk plante. På billedet ses alle fire planter.

15.10.2017 Tine Hyllested Johannsen

Læs anbefalinger: Studiemateriale roses for nytænkning

To studiekredse deler ud af deres erfaringer med studiematerialet ”Livets træ”. De giver materialet deres varmeste anbefaling

Da Lene Friis Thorkildsens hørte om studiematerialet Livets træ første gang, syntes hun, at det lød spændende og nytænkende. Derfor introducerede hun det for sin bibelstudiekreds i Sdr. Felding. Hendes interesse blev vakt, fordi man med materialet får mulighed for at se Bibelens tekster fra en anden vinkel end vanligt.

"Der er stof til samtale. Sjældent har ALLE i kredsen budt ind med kommentarer og holdninger, som det er sket her", fortæller hun.



Kirsten Støvring, som er medlem af en bibelstudiekreds i Nordsjælland, har haft en lignende oplevelse. Det er hendes erfaring, at materialet giver en anden og ny indgang til teksterne:



”Jeg har været med i den samme bibelkreds i over 30 år, og fordi vi har arbejdet sammen i mange år og kender hinanden vældig godt, så kan vi godt ende i de samme slags samtaler. Vi ved nærmest, hvad den enkelte vil sige til hvad. Men med materialet om livets træ oplevede jeg, at vi kom til at tale om andre og nye ting.”



Livets træ kalder på refleksion

Kirsten Støvring har et bud på, hvorfor det forholder sig sådan. Hun fortæller, at materialets opbygning kan ses som en opslagstavle. I materialet er der forslag til salmer, til bibeltekster og der bliver præsenteret nogle tanker. Hun ser forslagene som små opslag, som man kan lade sig inspirere af.



”Jeg vil anbefale studiematerialet, fordi det er forskelligt fra de pjecer, som er tilgængelige for studiekredse,” siger Lene Friis Thorkildsen.



Kirsten Støvring mener også, at studiematerialet er særligt og forklarer, at det er fordi materialet appellerer mere til refleksion end andre studiematerialer gør. Studiematerialet egner sig derfor godt til brug i bibelkredse, hvor man er vant til at arbejde sammen om og med Bibelen. Det skyldes materialets form:



”I vores garvede gruppe var denne form forfriskende,” pointerer Kirsten Støvring.



Sådan kan man arbejde med materialet

Kirsten Støvring siger, at man kan arbejde med materialet på mange forskellige måder, men at de i deres bibelkreds skiftes til at være den, som forbereder sig lidt ekstra til hvert møde:



”Når det er min tur, så læser jeg alt i den del af materialet, som vi har planlagt at arbejde med, og så plukker jeg det ud, som giver mening for mig, at vi skal tale om ved mødet. Det jeg så udelader, det puttede andre måske ind i samtalen under mødet,” fortæller Kirsten Støvring.

Om Livets træ

Livets træ er et studiekredsmateriale om Bibelens planter og deres betydning. Materialet er udviklet af botaniker Hans Arne Jensen, som er ekspert på området. Materialet kan downloades gratis til fri afbenyttelse.



Download del 1. her

Download del 2. her

Download del 3. her

Download del 4. her