J.K Rowling læser op ved Det Hvide Hus i Washington i 2010. Foto: Daniel Ogren.
J.K Rowling læser op ved Det Hvide Hus i Washington i 2010. Foto: Daniel Ogren.

Kort og godt om J.K. Rowling

J.K. Rowling er forfatteren bag Harry Potter-fænomenet. Læs mere om forfatteren her.

Joanne Rowling blev født i Yate, Cloucestershire den 31. juli, 1965. Hun begyndte meget tidligt at skrive eventyr, som hun fortalte til sin to år yngre lillesøster, Diana. Barndommen var præget af hendes mors kamp med multipel sklerose.

I 1982 begyndte hun på en bachelor i fransk sprog og oldtidskundskab på Exeter Universitet. Hun færdiggjorde den i 1996 efter et studieår i Frankrig, og flyttede til London, hvor hun arbejdede som researcher og tosproget sekretær ved Amnesty International.



Rowlings arbejde på Harry Potter begyndte i 1990 ombord på et tog. Pludselig kom idéen om en dreng, der ikke ved, han er en troldmand, til hende, og hun blev overvældet af tanker og idéer. Samme aften begyndte hun at skrive. Fortællingen blev stærkt påvirket af hendes egen mors død senere på året, der gjorde Harrys tab af sine forældre mere nærværende i bøgerne. I et interview med Oprah Winfrey har hun senere givet sin mor æren for bøgernes succes: ”Bøgerne er, som de er, fordi hun døde. Fordi jeg elskede hende, og hun døde.”

Den første roman i Harry Potter serien blev gjort færdig i 1995. Efter 12 afslag fik hun endelig et ja fra Bloomsbury i 1996, og bogen blev udgivet i juni 1997. Det første oplag var kun på 1.000 bøger, hvoraf de 500 blev uddelt til biblioteker. De seks følgende bøger blev udgivet mellem 1998 og 2007. De har modtaget mange litterære priser og slået adskillige salgsrekorder. Derudover er bøgerne blevet filmatiseret med Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson i hovedrollerne. Den første film udkom i 2001.



Joanne Rowling bor i dag sammen med sin mand, anæstesilægen Neil Michael Murray, og deres to børn, samt sin datter fra sit første ægteskab.

Læs også: Kærligheden er den største magi og Harry Potter og jagten på de kristne symboler

Læs også: Harry Potter og kærligheden og Hvordan opstår ondskab?

Bibliografi

Harry Potter serien:

  1. Harry Potter og de Vises sten (1997; på dansk i 1998)
  2. Harry Potter og Hemmelighedernes kammer (1998; på dansk i 1999)
  3. Harry Potter og fangen fra Azkaban (1999; på dansk i 1999)
  4. Harry Potter og Flammernes Pokal (2000; på dansk i 2000)
  5. Harry Potter og Føniksordenen (2003; på dansk i 2003)
  6. Harry Potter og Halvblodsprinsen (2005; på dansk i 2005)
  7. Harry Potter og Dødsregalierne (2007; på dansk i 2008)

Også fra Harry Potter universet:

Quidditch Through the Ages (2001; ikke oversat til dansk)

Fantastic Beasts and Where to Find Them (2001; ikke oversat til dansk)

Barden Beedles eventyr (2007)

Andre:

Den tomme plads (2012; oversat til dansk i 2012)

The Cuckoo’s Calling (under pseudonymet Rober Galbraith) (2013)