Mickey Gjerris’ nye bog er ikke en facitliste over, hvordan vi redder verden. Eller: Den er i så fald, ifølge forfatteren, en upraktisk en af slagsen. Alligevel er der meget at hente i bogen, der giver stof til eftertanke og refleksion, der måske alligevel kan føre til håb og ikke mindst handling. Og i hvert fald gør os alle klar over, at vi ikke kan fortsætte som hidtil:

”Videnskaben er ikke i tvivl om, at den er gal, og bogen gennemgår en række af de forskningsresultater, der viser, hvor alvorlig klimakrisen er,” fortæller Mickey Gjerris. ”Dét, det gælder om nu, er at begrænse skaderne ved vores livsførelse. Vi bliver simpelthen nødt til erkende, at vi ikke kan leve og forbruge som hidtil. Det vil være uansvarligt.”

For Mickey Gjerris har den erkendelse, og hvordan vi handler med den, intet at gøre med gerningsretfærdighed eller, i kristelig forstand, hvordan vi frelser os selv:

”Men det ligger nu engang som en opgave for os netop nu, at vi bliver bedre til at tage vare på planeten Jorden og handler. Det lykkes ikke altid, men det betyder ikke, vi ikke skal prøve. Det er for mig at se hele hemmeligheden ved kristendommen: vi prøver, og vi fejler hele ugen. Så er der gudstjeneste søndag, hvor du kommer ind og får at vide: jeg ved godt, du har prøvet, og du har fejlet. Men du er tilgivet af Gud. Gå ud og prøv igen.”

Hvad er mit ansvar?

For midt i klimakrisen og al menneskelig fejlbarlighed øjner Mickey Gjerris håb. Det er lysegrønt, og det henter støtte og styrke fra filosoffer og tænkere, særligt K.E. Løgstrup, som løber som en strøm gennem hele bogen. Og dét af en ganske særlig grund, fortæller han:

”Løgstrup lægger vægt på, at vi alle har et ansvar for hinanden, og det ansvar, mener jeg, kan udvides til at gælde ikke kun mennesker, men naturen som sådan. Vi har magt over andre, siger Løgstrup, og vi skal forvalte den magt til fordel for den anden uden at søge egen fordel. Med magten følger ansvaret. Vi er afhængige af hinanden, og det, vi gør ved hinanden og vores verden, påvirker. Dét siger Løgstrup klart og tydeligt, og derfor kan vi bruge ham, når vi skal finde ud af, hvordan vi skal håndtere klimakrisen.”

For Mickey Gjerris opstår problemerne særligt i vores forhold til naturen, som vi tærer uhæmmet på gennem vores dyreproduktion og, ikke mindst, vores forbrug. Og der skal en grundlæggende ny tilgang til for at vende skuden – eller måske nærmere korrigere kursen, for de foreløbige klimaændringer kan ikke rulles tilbage.

Stop tyveriet!

Derfor sætter Mickey Gjerris i første del af bogen vores individuelle og kollektive ansvar under lup ved at spørge, hvorfor jeg skal ændre på, hvordan jeg lever, hvor mange bøffer, jeg spiser, hvor tit jeg flyver, når 1 milliard kinesere er på vej mod middelklassen og søger mod samme forbrug, som vi nyder i dag:

”Det er den modløshed og håbløshed, jeg ofte møder, når jeg er ude at holde foredrag. For hvad nytter det, hvad lille jeg gør, når Kina, staten, naboen forbruger løs som hidtil, og det samlede forbrug bare eskalerer.”

Mickey Gjerris forstår godt modløsheden, men mener til gengæld, at vi hver især bærer et ansvar for, hvad vi gør, og at vi som positive forbilleder tilmed kan inspirere andre:

”Forestil dig, som jeg også skriver i bogen, at en by har samlet 10.000 guldmønter efter høsten, som man skal leve af hen over vinteren. Imidlertid kommer en tyv til byen og stjæler alle 10.000 guldmønter. Vi er ikke i tvivl om, at tyven bærer et ansvar for sin handling. Forestil dig nu, at 10.000 tyve kommer til byen og stjæler hver én guldmønt. De er stadig hver især ansvarlige for deres handling, ikke? Sæt nu, at én af dem holder sig tilbage og undlader at stjæle en mønt. Måske råber han endda de andre op og siger, hey, vi er på gale vej. Stop tyveriet!”

Hykler eller hellig

I klimadebatten, oplever Mickey Gjerris, bliver dem, der råber op, dog ofte hængt ud eller latterliggjort. Enten er de fanatiske, skingre og ulideligt bedrevidende klimatosser, eller også udpeges de som hyklere, når de for eksempel prædiker flyvestop og kødfrihed, men selv flyver og spiser kød:

”Det er et godt eksempel på det, jeg i bogen kalder ”villet blindhed”, nemlig det forhold, at vi som forsvarsmekanisme skyder på manden i stedet for at forholde os til substansen. For skulle vi forholde os til substansen, vil det kræve handling af os. Og det er vi måske ikke villige til, fordi vi har en særlig opfattelse af, hvad det gode liv er. Og en forandring vil medføre en forringelse af vores livskvalitet, føler vi.”

Det økocentriske natursyn

Tager vi alligevel til os, at vi bør gøre noget, kommer vi ofte i konflikt med det, vi har lyst til at gøre, skriver Mickey Gjerris. I Upraktisk håndbog i lysegrønt håb giver han imidlertid et bud på, hvordan vi mindsker afstanden mellem det, vi bør gøre, og det, vi har lyst til at gøre. Han introducerer det, han kalder et økocentrisk natursyn, som rummer nøglen til en større respekt for vores omverden og dermed, i sidste ende, en mere respektfuld og bæredygtig omgang med jorden, lige fra livet i ens egen have til hele økosystemet:

”Håbet er, at der findes et godt liv, der er radikalt anderledes end det, som hyperforbrugssamfundet tilbyder os. Et liv i et mere-end-menneskeligt fællesskab. Et liv, hvor vi ikke kun ser naturen som en ressource, men som vores ophav, som vi kan finde glæde i at leve med og i. Og at vi ved at ændre vores syn på, hvad det gode liv er, får modet og viljen til at begynde at tage hånd om problemerne og aktivt håbe. Vi skal stå på en livsopfattelse, der læner sig op ad begreber som ydmyghed, forundring og respekt for det, som ikke er vores at ødelægge.”

Et meningsfyldt liv midt i klimakrisen

Selv om ”Upraktisk håndbog i lysegrønt håb” netop ikke er en selvhjælpsbog, slutter Mickey Gjerris sin bog af med nogle gode råd til, hvordan vi hver især og i fællesskab gør en forskel for klimaet:

”Først skal vi erkende, der er et problem, og at det har noget med dig og mig at gøre. Dernæst skal vi finde ud af, hvad vi kan gøre. Og som det sidste – og det sværeste – skal vi gøre det.”

Hvad vi skal gøre, overlader Mickey Gjerris dog til læseren og læserens egne refleksioner, som er hjulpet godt på vej med hans upraktiske håndbog i lysegrønt håb. En bog, der kan inspirere os alle til at leve et meningsfyldt liv med hinanden midt i klimakrisen. På trods.