For et par år siden talte jeg med en musiker, der hele sit liv havde spillet koncerter for børn i alle aldre og præsenteret dem for musikken. Jeg var på det tidspunkt engageret i det projekt, der hedder Børn i kirken, som har til formål at styrke fagligheden i kirkens tilgang til børn, og jeg var interesseret i, hvad musikerens egen tilgang havde været. Han fortalte, at han indledte koncerterne med at fortælle børnene, at han nu ville spille noget musik for dem, fordi det var musik, som han selv holdt meget af og derfor gerne ville dele med dem. Han sagde også til børnene, at det var helt i orden, hvis de ikke brød sig om musikken. De behøvede ikke overtage hans forhold til netop den musik. Men han ville gerne dele musikken med dem, fordi han selv havde haft så stor glæde af den. Siden da har jeg forsøgt at gå til mit møde med børnene i kirken på samme måde. 

Stier skaber vi sammen 

Børns møde med verden finder i høj grad sted gennem mennesker omkring dem, der åbner verden for dem og går på opdagelse i den sammen med dem. Relationerne har enorm betydning for alt, hvad børnene lærer, tænker og senere husker, og de er afhængige af voksne, som tager sig tid og tør dele deres skatte med dem. Åbent og uden skjulte forventninger. 

Sådan er det også med børnenes møde med Bibelen, og derfor handler det måske ikke så meget om at bygge bro, men i højere grad om at lave stier. Broer bygges til offentligt brug og er uafhængige af, hvor mange der færdes på dem. Men stier skaber vi sammen og de lukker sig, hvis ingen gør brug af dem.

Kirken skal gribe børnenes forundring 

Det er en betydningsfuld og til tider vanskelig opgave at være kirke for børn. Kirkens møde med voksne mennesker er fastlagt af ritualer og traditioner, men i mødet med børnene er vi nødt til at finde nye former, samtidigt med at de fleste af de børn, jeg møder i kirken, tripper hen over dørtærsklen og ind i det store, mystiske kirkerum uden nogen forudfattede ideer om, hvad kirken er for et sted. Pludselig står de i et rum, hvor der er malet på vægge og loft, hvor man sidder på lange bænke, og hvor der hænger et dødt menneske på et kors på væggen. Selv lydene fra orgelet i rummet er anderledes end dem, de kender fra deres øvrige landskab. 

Børnene møder rummet med forundring, varsomhed og nysgerrighed efter de fortællinger, der gemmer sig bag det hele. Og de fortællinger er det kirkens opgave at forære dem; ikke ved at slukke deres forundring, men ved at undre os sammen med dem. 

Kæmpehvaler, ørkener og vise mænd 

De fleste børn, jeg møder, vil gerne høre bibelhistorier, fordi de fortæller om en verden, der er eventyrlig og fjern fra deres egen – en verden med kæmpehvaler, ørkener og vise mænd – men samtidigt genkendelig med mennesker helt som dem selv og med misundelse, familier, godt og ondt. 

Jeg tror ikke, det betyder så meget, om de møder historierne gennem de forskellige børnebibler, om de opfører dem som teater eller får dem gengivet frit og selv kan tegne billederne i deres indre. Det afgørende er, at der er et andet menneske til at fortælle dem. Og det bedste er, hvis det er et menneske, der fortæller af lyst, selv kan lide historierne og måske endda kan lide at tale om historierne sammen med børnene. 

Stier skal trædes til og holdes åbne 

På den måde skabes en sti. Præcis som de stier, vi kender fra sommerlandet, hvor mange har tilbragt tid de seneste måneder og vandret ad små passager mellem skov, strand, huse og hemmelige brombærkrat og derved været med til at holde stierne ved lige. Stier opstår, fordi nogen træder dem til og holder dem åbne, og de formes af de fødder, der går på dem. 

Det er det, kirken bestræber sig på i mødet med børnene. Vi forsøger at skabe en passage mellem børnene og kirken, som gør det muligt for os at finde vej til hinanden i det landskab, vi nu engang befinder os i, og relationen er afgørende for, at stien holdes åben. 

Jeg vil derfor opfordre alle voksne, der holder af Bibelens fortællinger, til at dele dem med de børn, de holder af – børn, børnebørn, niecer og gudbørn. Vis dem vej til de fortællinger, I selv har nydt at gå på opdagelse i, og find vej mellem fortællingerne sammen. Men vær forberedt på, at stien formes lige så meget af deres vægt som af jeres. Børn har brug for voksne, der vil dele verden med dem og gå på opdagelse i fortællinger, sange og mystiske rum med dem. Og vi voksne har godt af børn, der kan hjælpe os til at genbesøge glemte bibelhistorier med nye øjne og åbent sind – uden altid at vide, hvor man ender henne.