Af Synne Garff
Kina: Kirkelivet er omdrejningspunkt for et solidt socialt arbejde
I Kinas landdistrikter er der enorme sociale udfordringer. Kirkerne gør et stort arbejde, og det hilses velkomment af regeringen. Præsten Ma Xin er en af dem, der yder en kæmpe indsats for at løfte den sociale opgave og skabe rammer for det voksende kirkeliv
Byggeriet giver mindelser om domkirken i København. Måske en anelse større. Kirken er under opførelse, det har den været i snart tre år, og seniorpræsten Ma Xin har besluttet sig for at lade skægget stå, indtil byggeriet er færdigt – ifølge planen til jul.
Kirkens 5000 medlemmer kryber om søndagen sammen i en nærliggende bygning, der for længst er blevet for lille til den succesfulde prædikant. Der er en stoisk ro over den høje mand, som er chef for byens kristne kirkeorganisation, men ikke gør meget væsen af sig. Man mærker med det samme, at han er noget særligt. Folk lytter opmærksomt, når han taler, selv om stemmen er lav. De sorte øjne er observante og smilende. Jeg spekulerer alligevel på, hvordan den stille stemme kan tale kirkens mange medlemmer op.
Jeg får en sikkerhedshjelm på, før jeg begiver mig ind i det enorme rum, hvor der i apsis igennem nogle huller i kuplen er udsigt til en diset himmel. Et par vandstråler plasker ned på det mudrede betongulv flere steder. Vi har lige rejst os fra en enkel og velsmagende frokost bestående af ris, krydret kylling, kogte grøntsager, grøn the og vindruer til dessert, hvor seniorpræsten har givet indblik i de enorme sociale udfordringer, som landdistrikterne har.
Diakonien trives
Aids-ofrene er blot et af de mange problemer, som seniorpræsten har sat sig for at hjælpe med. Der er 6000 aids-ramte i området. I en butik ved siden af kirkens boghandel kan man købe vintertøj til en billig penge. Overskuddet går til de syge, der ikke har råd til lune klæder. Seniorpræsten arbejder hårdt og målrettet, men er også realist:
”Kirkerne kan ikke hjælpe alle. Når havet smider fisk op på land, kan man måske nå at smide nogle enkelte ud i vandet igen, inden de dør. På samme måde må vi slå os til tåls med, at vi ikke kan redde alle, men vi skal redde så mange, som muligt.”
Ma Xin har mange talenter. Han er også uddannet læge og driver et hospital på kirkens grund. Ligesom de øvrige bygninger på kirkens grund, er hospitalet slidt. Diakonien har for alvor udviklet sig de senere år. Udenfor hospitalet holder en ambulance, der en gang om ugen kører ud på landet for at tilbyde lægetjek og medicin. Samtidig medbringer den fra tid til anden bibler, som der er en næsten endeløs efterspørgsel på. Man anslår, at der stadig er hundredtusindvis af Henan-provinsens kristne, som ikke har deres eget eksemplar af Bibelen. Ambulancen er sponsoreret af blandt andre generøse givere fra Bibelselskabet.
Hospitalet er omkranset af en have, fyldt med lægende urter. Seniorpræsten bøjer sig af og til ned for at plukke nogle blade og forklarer anvendelsen. Han er desuden meget optaget af landbrugsmetoder, der kan hjælpe bønderne til at få mere ud af jorden.
Fokus på uddannelse
Ma Xin bekymrer sig om kirkernes udvikling på landet og har systematiseret undervisningen af lægfolk, så vidensniveauet bliver løftet. Han viser mig først op på gangen, hvor de kvindelige studerende bor på firemandsstuer. Der er lys og luft.
Derefter går vi ned i kælderen, hvor de mandlige studerende bor. Der er mørkt, kun lidt lysstråler fra nogle vinduer oppe under loftet når et par meter ind. Jeg begynder at tælle køjesengene. Der må bo langt over tyve studerende sammen. Her er man tydeligvis for sagens skyld. Lige for tiden er der stort set ingen studerende. De er taget hjem for at høste. Seniorpræsten er klar over, at forholdene for de unge mænd er primitive:
"Ind imellem klager de over, at kvinderne bor mere komfortabelt. Derfor siger jeg nu ved velkomsttalen, at Gud som bekendt skabte Eva ud af et ribben. Det sidder lidt højere oppe. Så hun skal have lys og luft."
Musik og bibler
Kirken har også sit eget kor med ugentlige sangprøver før gudstjenesten om søndagen og klaverundervisning for eleverne. Det er ofte musikken, der rører nye tilhørere og får dem til at blive kristne. Der er bønnemøder, gudstjenester og snart også et lille museum, hvor nogle af de ældste bibler skal udstilles. Seniorpræsten fremviser et eksemplar fra 1800-tallet, som missionærer bragte i sikkerhed, dengang kulturrevolutionen forbød Bibelen. Da der igen blæste milde vinde efter 1976 i Kina, kom det fine eksemplar tilbage. På hylderne står læderindbundne bibler side om side. En bibel er bundet ind, så den ligner Maos lille røde på en prik.
”Den var så lille, at den snildt kunne ligge i brystlommen på en skjorte. Sådan forsøgte man at snyde regimets vagter”, forklarer seniorpræsten og peger på sit bryst. Her gøres der op med kulturrevolutionens grusomheder.
Samlingspunkt
Seniorpræsten peger ind i et stort rum med en lang række bænke, der tjener som kirke. Også her bærer alt præg af slitage. Bygningen er små hundrede år gammel og blev opført med støtte fra engelske missionærer. ”Der er ikke plads til alle medlemmer i den nuværende kirke. Derfor bliver vi nødt til at udvide. Kirken her er i vældig vækst.”
Og det skal jeg love for. Om søndagen får jeg lejlighed til at overvære en gudstjeneste. Bænkene er stuvende fyldt med kvinder og mænd. Mange er ældre og noterer flittigt under prædikenen, der handler om Ruth, som tog vare på sin svigermor – et vigtigt emne her, hvor der er mange familiære problemer. Ude i sidefløjen er der opstillet en fjernsynsskærm, så de tilhørende kan følge med, for der er ikke plads til alle i den gamle kirke. Jo, der er brug for en større kirke. Og erfaringen fra andre kirkebyggerier er, at de bliver et vældigt samlingspunkt for lokalbefolkningen. Der er mulighed for at have aktiviteter hver dag med bl.a. fællesspisning på de øvrige etager. Omsider forstår jeg, at byggeriet af Gospel Church i Henan-provinsen ikke bare er et statussymbol, men helt nødvendigt. De kristne skal have et sted at samles og dyrke deres religion.
Samfundsengagement
Dagen efter taler Ma Xin for en stor menighed ude i en lille landsbykirke. Den stilfærdige stemme løfter sig i mikrofonen, og menigheden lytter åndeløst til præsten, der i hele Henan-provinsen er kendt for sin dygtighed og sit utrættelige engagement for de udsatte. Det ligger Seniorpræsten på sinde at gøre de kristne klogere på kristendommen, samtidig med at de lærer praktiske færdigheder. Det sidste går naturligvis fint i spænd med de kommunistiske regeringsplaner.
En tillægsgevinst ved en ny stor, smuk kirke er chancen for at tiltrække flere velhavende kristne. Dem har Kina virkelig brug for, så landets kristne på et tidspunkt ikke mere er afhængige af økonomisk bistand udefra til bibler, bibelsk materiale og de udsatte. Men det har lange udsigter.
