Da Erik A. Nielsen gik på Gl. Hellerup Gymnasium i slutningen af 1950'erne, blev der hvert år holdt en juleindsamling, hvor overskuddet gik til fattige københavnske familier. I dagene op til jul cyklede Erik og hans kammerater rundt til de fattige kvarterer i København for at aflevere julegaver til de familier, der på forhånd havde bedt om at få besøg.

Han husker især en brandfarlig ejendom i Adelgade med udvendige trætrapper og familier med op til fem børn, der boede i ét rum, hvor snore med vasketøj hang som juleguirlander fra loftet.

”Det var en virkelig juleglæde for de familier, at vi kom. Det betød jo, at de nu kunne lave noget, der lignede en slags juleaften. Vi kom med gaver og godter, og der var også lidt penge til at gøre indkøb for”, siger 72-årige Erik A. Nielsen, der husker, at hændelsen dengang også efterlod ham selv med en følelse af glæde og meningsfuldhed. 

Erik A. Nielsen tager imod i hjemmet på Strindbergsvej i Valby. En gammel hyggelig villa, der i 40 år har udgjort rammen om hans liv og adskillige juleaftner sammen med hans hustru, præst og politiker Margrete Auken, og parrets tre børn, Kirsten, Sune og Ida. Børnene er i dag gift, så familien nu også omfatter syv børnebørn. Desuden har der næsten altid været inviteret en gæst, der ikke selv har familie.

”I gamle dage var der altid masser af folk på gårdene juleaften. Det er festligt at være mange”, siger han. Juleaften indledes med at gå i kirke, gerne i Frederiksberg Kirke, hvor Margrete Auken er præst på deltid, fordi hun samtidig er EU-parlamentariker. Der er sjældent en jul uden højmesse i Vor Frue Kirke julemorgen, og det er også fast tradition, at den sangglade familie mødes i adventssøndagene og synger julen ind.

Den rette ånd

I alle årene har familien prøvet at holde fokus på det væsentlige i julen: At det handler om at give og tage imod i den rette ånd. Den kommercielle jul med overflod af gaver og mad har man prøvet at holde fra dørene. Da Sune Auken var teenager, havde far og søn et lille ritual, når de første julekataloger dumpede ind ad brevsprækken allerede i november måned.

”Vi så på hinanden, og så udbrød vi: ”Kom broder, lad os brække os!”. Der er jo ikke noget i vejen med gaver, men man skal bare passe på, at det ikke tager fokus fra det væsentlige, uden at det naturligvis skal udvikle sig til ren livsforsagelse”, siger Erik A. Nielsen, der understreger at børnebørnene skam får, hvad de ønsker sig til jul.



”Når man bliver ældre, bliver man lidt af en iagttager til livet. Jeg kender ingen større glæde end at betragte børnebørnene og deres reaktion, når de åbner deres julegaver. Julen er for mig først og fremmest børnenes fest. Jeg husker stadig, hvordan jeg som 13-14-årig sagde til min mor: ”Hvorfor er jeg ikke i julestemning, sådan som jeg var tidligere?” Det er svært at forklare, hvorfor det hører op. Men jeg kan bekræfte, at det kommer i en ny form, når man bliver ældre. Måske bliver man med alderen mere opmærksom på, at glæden i høj grad har at gøre med fællesskab. Under alle omstændigheder er det svært at holde fast i juleglæden, hvis vi overgiver os til den kommercielle jul. Man skal på en måde have mødt fattigdom eller modgang i sit liv, for at forstå, hvad egentlig juleglæde er”, siger han.

Julesorg

Julen er de store følelsers fest. Det begyndte med Bibelens beretning om Jesus’ fødsel og englen, der forkynder en stor glæde, som skal være for hele folket. Senere har store danske salmedigtere som Kingo, Brorson og Grundtvig, som Erik A. Nielsen har brugt en stor del af sit liv på at beskæftige sig med, digtet om julen.

Hver juleaften strømmer danskerne til kirke for at synge om den glædelige begivenhed julenat. Men også for at synge med Grundtvig ”Vor Fader i Himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes!”

Grundtvig skrev ”Velkommen igen, Guds engle små” julenat 1825, og julesorg er siden blevet et begreb. Grundtvig have mange personlige sorger. Han led af det, vi i dag ville kalde en maniodepressiv psykose, der kom til udbrud flere gange i hans liv, og han var oppe imod stor modstand i sin samtid og underkastet censur. Alligevel mener Erik A. Nielsen ikke, at julesorgen i salmen så meget er møntet på Grundtvigs personlige liv.

”Man skal passe på med at isolere ordet julesorg for meget. I dag er vi optaget af at tage udgangspunkt i, hvordan vi føler og har det. Sådan var det ikke i udpræget grad for 200 år siden, da salmen blev skrevet. Dengang var der i øvrigt heller ikke noget, der hed julegaver til børnene, og den hele livsindstilling var i højere grad præget af elementær nøjsomhed.”

Kirkeåret

”Grundtvig var sig meget bevidst, at julen er begyndelsen på Jesus’ lidelseshistorie: Jesus fødes julenat, og dermed bliver julen også sorgens begyndelse, fordi vi ved, at Jesus dør på korset langfredag. Samtidig var Grundtvig naturlyriker og forbandt i sine salmer julen med vintersolhverv. Julen blev jo oprindeligt fejret i Norden som en hedensk fest, der markerede overgangen fra mørke til lys, og det natursyn indflettede Grundtvig i sine salmer. Dette er nyt. I Brorsons julesalmer optræder ikke et eneste snefnug. Jeg tror, at Grundtvig først og fremmest tænkte teologisk og i kirkeårets gang og ikke så meget på sin egen personlige livshistorie, da han skrev om julesorg”, siger Erik A. Nielsen, der dog samtidig understreger, at menneskelige følelser i høj grad har plads i julen.

Sorrig og glæde

Julen er den højtid, hvor skilsmissen eller tabet af en elsket slægtning kan være tungest at bære. Fordi der er en forventning om, at alle er glade, er det dobbelt svært at sidde i sofahjørnet med sorg i sinde. Erik A. Nielsen husker i den sammenhæng særligt julen 1967. Han og Margrete Auken skulle have holdt bryllup, men det blev udskudt, da hans svigermor, dr.med. Kirsten Auken, blev syg med kræft og døde kort tid efter jul som kun 54-årig.

”Da var der julesorg i det Auken’ske hjem. Men selv der midt i sorgen blev der sunget julesalmer som i protest. Døden skulle ikke have det sidste ord”, siger Erik A. Nielsen, der blev gift med Margrete Auken det følgende forår.

”Da vi skulle vælge bryllupssalmer, valgte vi selvfølgelig Kingos ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”. Det er et vilkår i vores liv, at glæde og sorg følges ad, og det føler vi måske stærkest, når det er jul”.