Filminstruktør Parminder Singh læser i Bibelen hver morgen. Her svarer han på fem skarpe om sit forhold til Bibelen
Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?
Jeg læser oftest i Bibelen om morgenen. Hver morgen læser jeg nogle få minutter. Jeg læser Det Nye Testamente kontinuerligt, og det passer med, at man kan læse hele Det Nye Testamente på et år. Det, jeg har læst, står ikke nødvendigvis krystalklart for mig resten af dagen. Det er vigtigt for mig at begynde dagen med Gud. Dermed er alt ikke fryd og gammen resten af dagen, men det betyder noget, at jeg aktivt vælger det perspektiv til hver dag.
Hvem er din favoritperson fra Bibelen?
Selvfølgelig er Bibelen for mig centreret omkring Jesus, så det ville være absurd ikke at have ham som favoritperson. Men jeg vil gerne nævne to andre også: Moses og Josef, Jesu jordiske far.
Beretningen om Moses er for mig en urfortælling om identitet. Det er den bedste beskrivelse, jeg har læst, af det at være emigrant og foretage en kulturel rejse, og det er en tidlig beskrivelse af en form for fremmedgørelse. En historie om at flygte og finde sig selv og vende tilbage.
Josef, Jesu jordiske far, er den bedste rollemodel for mig som menneske og især som mand og far. Han handler og han lytter – han siger ikke et eneste ord i de fire evangelier. Han hviler tydeligvis så meget i sin maskulinitet, at han kan lade sin kone og sit barn træde frem og shine. Men han er på ingen måde en ubetydelig biperson. Jesus er blevet formet; han har gået sammen med Josef i tømrerværkstedet og har lært at arbejde. Jeg er tæt knyttet til Josef og beder dagligt om hans forbøn.
Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?
Det skifter. Men jeg har to, som jeg ofte vender tilbage til. Det ene er fra Femte Mosebog 31,6, et vers, som står på en læderrem på en nøglering, jeg har fået i gave: ”Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem, for Herren din Gud går selv med dig; han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.”
Det andet, som jeg selv har fundet, er fra Anden Makkabæerbog 15,38, og det er det bedste skriveråd, jeg har set i mange år: ”Og er den godt skrevet og vel disponeret, er det, hvad jeg også selv ville: er den enfoldig og middelmådig, så er det alt, hvad jeg har været i stand til.”
Som forfatter må man give, hvad man kan, og stole på, at resultatet er, hvad man kunne præstere.
Hvorfor skal vi læse i Bibelen?
For at forstå os selv, først og fremmest. Da jeg læste Bibelen første gang, havde jeg en oplevelse af, at her ser jeg hele filmhistorien udspille sig. Jeg så elementer af alle mulige film, jeg havde set. Jeg fandt meget humor, især i Det Gamle Testamente. Tænk fx på udfrielsen fra Egypten, hvor israelitterne oplever et kæmpe mirakel, da havet skilles, og de kan gå igennem, mens deres forfølgere drukner. Men ganske kort tid efter begynder de at brokke sig over, at de mangler mad. Det er et godt billede på, hvordan vi mennesker er. Det Nye Testamente er på en anden måde meget vild læsning, fordi Jesus er så radikal. For mig var han ikke nogen mild hippie, men en radikal Che Guevara-agtig type, som talte direkte til mig og stillede mig over for et valg. Så man skal være parat til at blive konfronteret, hvis man læser i Bibelen.
Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?
Det er svært at give et generelt råd om, for det afhænger meget af, hvem man er. Sproget kan i sig selv virke meget stærkt. Da jeg læste Det Nye Testamente første gang, slog det mig, at det var meget konkret og direkte i forhold til mange andre helligskrifter. Det var som at læse en 2000 år gammel avis. Samtidig er der også meget poetiske passager, fx i Johannesevangeliet.
Om Parminder Singh
- Er uddannet filminstruktør og har skrevet manuskript til flere film og instrueret en række tv-serier.
- Er ved at uddanne sig til familie- og psykoterapeut.
- Bor i København med sin kone og parrets tre børn.
- Er katolik og medlem af menigheden ved Skt. Ansgar Kirke i Bredgade, den katolske domkirke i København.
Bibelen med apokryfer – livets træ
Indbinding: | Indbundet |
---|---|
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7232-251-3 |
---|---|
Mål: | 16,5 x 22 cm. |
Andet: | Med 2 læsebånd |