I påsken i år sad Anne Lise Marstrand-Jørgensen i Madrid og skrev på sin gendigtning af Det Nye Testamente i romanform, Natten åbner sig som en port. Byen var præget af højtiden på mange måder. Allerede palmesøndag var påskefejringen synlig i gadebilledet. Selv i metroen var der gamle damer og små børn, som sad med palmeog olivengrene, på vej til fejringen af Jesus’ indtog i Jerusalem. Påskenat var der store optog gennem byen, hvor tableauer levendegjorde nogle af påskens mest dramatiske begivenheder: 

”Mens jeg var i Madrid, skrev jeg om påsken. Jeg satte mig med min bibel og min computer, og så var det, som om en grænse mellem det almindelige levede liv og det bibelske univers blev ophævet. Der kom et flow, som om noget bevægede sig begge veje,” fortæller forfatteren. 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har stor respekt for teologer og præster og kan godt lide gudstjenesten som ritual. Hun holder også af kirkerummet og har også fundet inspiration til arbejdet i nogle af de kunstværker, der tager livtag med Bibelens fortællinger. Men Bibelens beretninger har rørt hende mest, når hun har levet sig ind i dem med afsæt i sit eget livs smerte- og glædespunkter – og når hun har brugt sin indlevelsesevne til fordomsfrit at forestille sig, at hun selv var med, da det hele skete: 

”Min tro har udviklet sig mest, når jeg har levet mig ind i de bibelske scener, for eksempel ved hjælp af guidede meditationer, hvor en bibeltekst bliver læst op, og der bliver stillet nogle spørgsmål, der lægger op til, at man lever sig ind i teksten og tager stilling til den,” siger den prisbelønnede forfatter.

”Hildegard åbnede Bibelen for mig” 

Hun er blandt andet kendt for sin dobbeltroman om en af middelalderens betydeligste kvindeskikkelser, Hildegard af Bingen, en nonne, mystiker, klostergrundlægger og abbedisse, hvis åndelige liv var præget af stærke visioner og en helt særlig indlevelse i Jesus’ liv, død og opstandelse og i Guds skaberværk og de store sammenhænge og de menneskeskabte ubalancer i Guds skaberværk: 

”Det var i virkeligheden under arbejdet med min roman om Hildegard af Bingen, at min egen tro begyndte at udvikle sig i takt med, at jeg lærte det bibelske univers at kende, fordret af Hildegard. Jeg kunne ikke forstå hende og skrive om hende uden at lære Bibelen at kende og også investere mig selv personligt i den,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen. 

Hun er ikke vokset op i noget kirkeligt hjem og havde meget lidt forhold til bibel, kirke og kristendom i sin barndom og ungdom, om end en moster indimellem tog hende med i kirke. Hun havde i mange år en fornemmelse af kristendommen som en påbuds- og forbudsreligion, der opstillede krav, som det var umuligt at leve op til, og som derfor fik hende til at føle sig forkert og uværdig. Men da hun i forbindelse med sin research til Hildegard-romanen læste i Bibelen, åbnede den sig for hende på overraskende måder, og hun kunne spejle sine egne livserfaringer i den. 

Med sin egen erfaring som filter 

Med dobbeltromanen om Hildegard fik hun sit gennembrud i den brede offentlighed, og med sine senere romaner om Dronningen af Saba og Dronning Margrethe den 1. har hun igen imponeret med sin evne til at gøre umiddelbart fremmede miljøer og tidsaldre levende og nærværende for læserne. Det er i høj grad også det, hun ønsker at gøre med gendigtningen af Det Nye Testamente:

"Under arbejdet med bogen har jeg oplevet, at jeg egentlig ret ubesværet kunne gå ind og ud af personerne. Det blev personligt for mig, og jeg tror også, at den eneste måde, jeg kunne skrive bogen på, var ved at bruge min erfaring som et filter at fortælle historien igennem,” siger hun. ”Da Jesus som 12-årig forsvinder, og Maria og Josef ikke aner, hvor han er, er det naturligt for mig at skrive ud fra min egen erfaring som mor. Jeg kender bekymringen for et barn og det dybt menneskelige dilemma i, hvor meget man kan lade frygten og angsten fylde, selv hvis man har en tro på, at nogen holder hånden over én,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen. 

Netop det menneskelige aspekt har været vigtigt for hende at have med hele vejen igennem romanen, fortæller hun. For selv om Det Nye Testamente er fuld af vilde fortællinger, hvor der sker ting, som vi med en rationel, naturvidenskabelig tilgang til verden ikke kan godtage eller i hvert fald ikke forstå, så er det ikke det, der er det centrale, mener forfatteren: 

”For mig ligger det interessante ikke i, om Jesus rent faktisk går på vandet eller ej. Hvis det handlede om det, ville det jo være en form for cirkusnummer eller magisk trick. Det vigtige ligger på et dybere og meget menneskeligt niveau,” siger hun og uddyber: "At Peter går ud til Jesus på vandet, er ved at drukne og bliver reddet af en udstrakt hånd midt i mørket er for mig et meget smukt billede på en troserfaring. Det, at man vover sig ud, holder øjnene på sin tro, men begynder at tvivle, fordi der sker alt muligt, som svækker troen. Men når man så føler, at man synker i og er ved at drukne, rækkes hånden ud.”

Et sted at begynde en samtale 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gennem sit liv oplevet flere dybe depressioner. Her har troen i sig selv ikke kunnet redde hende fra smerte og lidelse, men hun er overbevist om, at den har været helt afgørende for, at hun er kommet ud på den anden side af de mørke perioder: 

”Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kunne have været, hvor jeg er i dag, hvis det ikke var for troen. Så derfor er Bibelen for mig noget, jeg forholder mig meget personligt til – også med min tvivl og mine anfægtelser og min frustration. Derfor håber jeg også, at læserne af min roman vil kunne bruge den som en form for bro til det bibelske univers – et sted at begynde en samtale med Bibelen, uanset om de er troende eller ej,” siger hun. 

Samtalen kan begynde i det personlige, også i det, der er svært at forstå eller umiddelbart acceptere, mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen: 

”Jesus’ ord kan ofte virke barske og radikale, og meget af det, der sker i Det Nye Testamente, er jo ret voldsomt og kan også være svært at forstå. Derfor har jeg brugt en række forskellige karakterer i romanen, hvoraf nogle på mine – og læsernes – vegne kan stille nogle af de spørgsmål, man kan sidde med, når man læser Det Nye Testamente,” siger hun. Hun bruger blandt andet et par af disciplene, Simon Peter og Thomas, til at stille spørgsmål til Jesus’ liv og lære. 

Derudover fylder kvinderne meget: ”Kvinderne indrammer hele fortællingen – de er med ved begyndelsen og slutningen af den dramaturgiske bue, som jo allerede ligger i Det Nye Testamente, og som jeg har forsøgt at rendyrke. Det hele begynder med to fødsler, og det slutter med kvinderne ved graven. Så det er vigtigt for mig, at kvindernes erfaringer og tanker får plads – og derigennem håber jeg, at også kvindelige læseres erfaringer kan få et rum at udfolde sig i,” siger hun.

Det Gamle Testamente venter 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har for flere måneder siden lagt sidste hånd på Natten åbner sig som en port, og hun er så småt begyndt at indkredse sit næste projekt, som formodentlig ikke kommer til at have med Bibelen at gøre. Men dernæst venter endnu et projekt, hvor bøgernes bog igen kommer til at spille hovedrollen: ”Jeg har lovet også at skrive en bog, der har Det Gamle Testamente som grundmateriale. Den udfordring kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Men hvilken form den skal have, aner jeg ikke endnu,” siger hun.