Alene eller ensom? Bibelen giver os ord til at være i savnet om fællesskab med andre – og fortæller os, at vi ikke er (helt) alene
Bibelen har flere eksempler på mennesker, der lever i social isolation. Der er selvfølgelig Adam, der lever alene før Eva. Senere i Første Mosebog kapitel 37-50 læser vi fortællingen om Josef, der må tilbringe år i fængslets mørke, før han vinder anerkendelse igen. Det Nye Testamentes Paulus må også lide gentagne fængslinger og ensomhed. En af Det Gamle Testamentes absolutte hovedpersoner, Moses, har perioder med isolation – ligesom profeten Elias, der flygter ud i ørkenen og tilbringer 40 dage og nætter alene på Horebs bjerg – vist nok mest, fordi han flygter fra dronning Jezabels vrede.
Alenehed og ensomhed
Bibelen beretter også om personer, der opsøger aleneheden mere frivilligt. I Det Nye Testamente synes Johannes Døberen at opsøge ørkenens ensomhed, og vi hører om, at Jesus må udholde 40 dage alene i ørkenen uden mad – kun holdt med selskab af Satan og hans fristelser. Derfra har Jesus gerne følgeskab af folkeskaren og sine disciple. Alligevel går han gerne om aftenen eller tidlig morgen for sig selv for at bede og på den måde tilbringe tid med sin far i himlen.
Dén slags alenehed taler Jesus gerne frem. Med ensomheden og isolationen er det en anden sag: Igen og igen blæser evangeliernes Jesus til kamp mod alt, der skiller mennesker fra Gud og fra hinanden, og mod den ensomhed, som rammer de udstødte, dem, ingen regner for noget, eller dem, der foragtes, fordi de har sat sig selv på samfundets øverste, øverste, øverste hylde.
Kalder os til fællesskab
Evangelierne er rige på beretninger om, hvordan Jesus søger at invitere netop dem ind i fællesskabet med ham. Ét eksempel er Zakæus, som vi møder i Lukasevangeliet kapitel 19. Han beskrives som en rig overtolder, og da han er lille af vækst, må han klatre op i et træ for at kunne se Jesus. Jesus kalder ham imidlertid ned fra træet og bliver gæst i hans hus – til manges forargelse. Mange af de bibelske beretninger i især Det Nye Testamente kalder os til fællesskab med hinanden, også, når der står noget imellem os. I Matthæusevangeliet kapitel 5 siger Jesus:
”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.”
Brudte relationer – og nye begyndelser
Men sårene kan være så dybe mellem mennesker, at det kan synes umuligt at forlige sig med hinanden. Og af ødelagte relationer og sorgfulde brud følger ofte ensomhed – også i de bibelske fortællinger. Men måske der alligevel altid er et lille håb om nye begyndelser?
I Lukasevangeliet kapitel 15 fortæller Jesus lignelsen om sønnen, der forlader sin familie, solder sin arv op og ender i fattigdom og ensomhed. Da alt er tabt, drager han hjemover for at søge tilgivelse. Og idet faderen ser sin søn, fyldes han af medfølelse og glæde og falder ham om halsen. Han, der var allerlængst væk, er kommet tilbage. Dét er værd at fejre.
Læs mere i Bibelen
Vi finder mange ord om ensomhed i Bibelen, der er talt af mennesker, som står i ensomhedens skygge, og som har svært ved at finde vej og finde kræfterne til at række ud – ofte med et udtrykt håb om, at Gud vil være nær. For eksempel hedder det i Salmernes Bog kapitel 25:
Vend dig til mig, og vær mig nådig,
for jeg er ene og hjælpeløs.
I Salmerne Bog kapitel 27 lyder det fortrøstningsfuldt:
Min far og mor har forladt mig,
men Herren tager mig til sig.
Også i Femte Mosebog kapitel 31 kan der hentes trøstende ord:
Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem, for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.
Endelig lyder ordene fra Matthæusevangeliets kapitel 28b, der forvisser os om, at vi aldrig er (helt) alene:
Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
