Den lige vej er altid tom – det er så sikkert som amen i kirken. Og det er godt, at der bliver sagt amen efter de besværlige omveje i 2016 og de omveje, der venter os i 2017. Teolog Louise Højlund reflekterer over teksten til nytårsdag
"Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv." AMEN!
Lukasevangeliet 2,21
Der var engang en hofkrage, der prøvede at hjælpe en lille pige ved navn Gerda med at finde sin hjerteven Kay. Kragen skulle vise Gerda gennem slottet, hen til de kongelige gemakker, og sagde til hende:
"Kom vi går den lige vej. Der kommer ingen!"
Det har den fornuftige krage – I ved, fra H.C. Andersens Snedronningen – ret i! INGEN går den lige vej. I 2016 gik vi ikke den lige vej. Og i 2017 kommer vi heller ikke til det. Den nybagte families vej var heller ikke lige, om end det kunne lyde sådan, så kort og uden svinkeærinder søndagens tekst er.
Den lige vej er altid tom – det er så sikkert som amen i kirken. Og netop dette AMEN synes af den grund vigtigt. Dette korte, lækre, græske ord, der klinger mere tydeligt, når evangeliet er så kort. Det får mere pondus. Blander sig i teksten. Og godt det samme! Godt det samme, at dette ord træder i karakter her i overgangen mellem nyt og gammelt. Godt, at der bliver sagt amen efter 2016s besværlige omveje og inden vi kaster os ud i 2017 – ufrivillig off piste.
Det er så langt fra alt i denne verden, der kan siges AMEN til. Det er ikke alt, som Vorherre stiller sig bag. Ikke alt har sandheden og kærligheden for sig. Og meget af det, der ikke kan siges AMEN til, fyldte i året der gik.
Men selv i de mest langt ude historier på de mest snørklede og bombede veje findes evangeliet, og der må svares AMEN. At Herodes sendte hæren ud for at skaffe sig af med barnet, kan man ikke sige amen til. Men at barnet slap væk, og at hans forældre i flugtens uvished, holdt fast i deres Gud, dét må man sige amen til!
Man kan ikke sige amen til bomber, der falder og rammer en gravid syrisk kvinde, men at der findes mennesker, der kæmper for det menneskelige i det helvede og redder barnets liv og græder da det lykkes, det må man sige amen til.
Man kan ikke sige amen til al den lidelse som folk må gennemleve, men hver gang et sandt møde sker i selv den største lidelse, så må vi sige amen - om det er sygeplejersken, der ser, hvad man længes efter, ægtefællen, der sidder der, når man vågner, eller barnet, der siger det forløsende. AMEN. Det er som et svar: Ja, jeg så evangeliet lige der.
Louise Højlund er præst og ansat i KK44 – folkekirkens skoletjeneste i Silkeborg.
