Indlagt med stress: Hospitalspræsten så mennesket før diagnosen

Livet kører på skinner for Vibeke Hansen. Hun bor i Lyngby, arbejder som projektleder og har gjort det, siden hun blev færdiguddannet som civilingeniør. Hun har en kæreste og bruger sin sparsomme fritid på sejlads og venner.

Men så brænder det hele sammen. For to år siden sagde kroppen stop, og psyken kollapsede. 33-årige Vibeke Hansen sluttede sig dermed til gruppen af godt 30.000 danskere, som hvert år ifølge Stressforeningen lider af stress i en så alvorlig grad, at de må indlægges på en psykiatrisk afdeling.

”Det var et hårdt slag at indse, at jeg var syg. Arbejdet havde været en stor del af mit liv i mange år, og jeg var vant til at køre derudad med 120 kilometer i timen og sjældent sidde stil­le. Men nu sad jeg bare tilbage og tænkte over, hvordan min verden ville se ud på den anden si­de af sygdommen. Som sygemeldt kæmper man med sin egen personlighed, for det var mit liv og min livsstil, der havde gjort mig syg. Noget skul­le ændres – men hvor starter man lige?” fortæl­ler Vibeke Hansen.

Hun blev indlagt på Ballerup Psykiatriske Center. Her mødte hun hospitalspræsten Susan­ne Engberg, som hun havde lange samtaler med om livet, om hvad der var vigtigt og om hvilke værdier, hun ville fokusere på. Samtalerne blev et vigtigt led i hendes daglige kamp for bedring:

Jeg måtte på en eller anden måde slutte fred med, at jeg havde fået revet et par år ud af mit liv, men at jeg nok langsomt skulle finde vejen tilbage til livet

”Det psykiatriske centers personale er uden tvivl dedikerede og dygtige mennesker, der ar­bejder hårdt. Men jeg fik alligevel følelsen af, at mange så min sygdom først og min person bag­efter. Mine bekymringer og min livskrise blev of­te forklaret med, at jeg så sort på tingene på grund af depression og stress. Så derfor er der en enorm værdi i, at der findes en som Susanne (Engberg, red.), jeg kan tale med.

Hun møder mennesker, nøjagtigt som de er, uanset bag­grund og tilstand, og uanset om de er kristne el­ler ej. Og så har hun tavshedspligt. Der er mange patienter på den psykiatriske afdeling, som ikke har et personligt forhold til troen, men de taler alligevel med præsten. Hun er blevet et helle. For mig er det den mest kristne gerning overho­vedet – at se mennesket først.”

Føler ansvar for alt

Vibeke Hansen har kristendommen med hjem­mefra. Hendes far er formand for menighedsrå­det, og hun var som ung aktiv i KFUM og KFUK. Det faldt hende derfor naturligt at søge tilbage til den tro, hun kendte så godt, da alt så mørkt og alvorligt ud. Men indlæggelsen udfordrede også hendes tro, for hvorfor skete alt det her? Hvad var meningen?

”I min fortvivlelse oplevede jeg, hvordan mange af bibelversene nu talte direkte ind i min situation og tilbød trøst og forståelse. I Matthæ­us 11,28 siger Jesus: ”Kom til mig, alle I, som sli­der jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Jeg prøvede at lægge fremtiden i Guds hænder og lade være med at bekymre mig for meget. En del af sygdommen er jo, at man har tendens til at føle ansvar for alt, så man higer også efter at blive rask hurtigst muligt. Men det lægger ikke en dag til ens liv, at man bekym­rer sig. Det, der gør mig rask, er ro.”

Vibeke Hansen havde mange samtaler med hospitalspræst Susanne Engberg (som ses på billedet til højre), og sammen fandt de flere vers fra Bibelen, som kunne hjæl­pe med at sætte ord på Vibeke Hansens kampe:

”Jeg hængte versene op på væggen på mit væ­relse, så jeg kunne kigge på dem. Jeg holder me­get af Jeremias’ Bog 29,11: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lyk­ke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” Man har virkelig brug for et håb for fremtiden, når alt ser sort ud. Det læser jeg også gerne på engelsk, hvor ordene får en anden styrke,” fortæller hun.

Tilbage til verden udenfor

Tålmodigheden og roen har hjulpet Vibeke Hansen, der for et halvt år siden blev udskrevet og nu går i et terapifor­løb med gruppeterapi og jævnlig kontakt med overlægerne. Hun taler fortsat med Susanne Engberg hver uge, for hjemkomsten har bragt nye eksistentielle dilemmaer med sig:

”Som indlagt lever man i en boble uden særlig meget kontakt til og viden om verden. Når man så kommer hjem, rammer den gamle virkelighed med kærlighedsforhold, arbejde og tvivlen omkring, hvad der nu skal ske. Jeg skal jo ikke gøre som før, for så bliver jeg syg igen. Så jeg har haft ligeså meget brug for at tale med Susanne nu, som jeg havde tidligere. Men det går bedre. Det er godt at gå lange ture, og jeg er begyndt at kunne lytte til lydbøger, strikke, tegne og endda gå på café med mine veninder indimellem. Så jeg føler mig langsomt levende igen.”