Anne-Sofie Aabenhus. Privatfoto.
"Marias dedikation til sagen er til inspiration, når nye opgaver skal løftes", siger Anne-Sofie Aabenhus om en af sine yndlingspersoner fra Bibelen. Privatfoto.

05.03.2024

"I kunsten findes mange nøgler og åbninger til Bibelens tekster"

Anne-Sofie Aabenhus er nytiltrådt direktør for Bibliarium – det kommende oplevelsescenter om Bibelen. Her svarer hun på fem skarpe om sit forhold til Bibelen

Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Jeg har altid holdt meget af kirkens rum. Her har jeg fundet mange af de kunstværker og salmetekster, der har været min åbning til at undersøge de bibelske tekster: Hvad er det for en fortælling, hvor Jesus sidder med brødet flankeret af kun to disciple? Hvordan får jeg styr på lidelsesfortællingen på Claus Bergs altertavle og hvorfor er loftet i Frejlev Kirke fyldt af blodårer og kiler fra korset? Kunstnere har gennem en 1000-årig dansk historie mixet deres bibelkendskab med teologiske overvejelser og et almenmenneskeligt blik for hvor Bibelens tekster taler til mennesker om håb, fortvivlelse og kærlighed. Dét er min inspiration til at læse og genlæse de bibelske fortællinger både som samlede tekster og i udpluk. 

Hvem er din favoritperson fra Bibelen? Hvorfor?

Det afhænger af, hvilke udfordringer jeg står i. Peters tvivl, fejltagelser og genoprejsning er et godt spejl, når tvivlen nager. Marias dedikation til sagen er til inspiration, når nye opgaver skal løftes.

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Bibelen er en tekst, der både giver kulturelle indsigter og taler ind i en personlig tro. Som barn af en tid med uro i verden og med effektiviseringer på samfundsplan, finder jeg ro i ordene fra Matthæusevangeliet: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let”.

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Som en del af en kulturel bagage synes jeg, at det er helt uomgængeligt at kende til en række af Bibelens tekster. De har været definerende for, hvordan vores samfund er blevet formet. For eksempel med fortællingen om ikke at kaste den første sten, eller med lignelsen om at se den fremmede som sin næste. Teksterne minder om, at mennesker ofte uretmæssigt gør sig til dommere over hinandens liv og om at vrede, misundelse, kærlighed alle er en del af menneskelivet, som vi aldrig bliver færdige med at fortælle hinanden om. 

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Hvis man læser Lukasevangeliet fra begyndelsen, får man en smuk og sammenhængende fortælling om forudsigelser, bebudelse, fødsel og dåb. Man kan også springe direkte til fortællingen om Zakæus, som går ind i kernen af Jesu etiske udfordring til læseren. 

Er man til det mere poetiske, er starten på Johannesevangeliet en unik tekst, som i et helt andet billedsprog taler om samme fødsel som Lukas. Der er mange muligheder for at læse på kryds og tværs i det bibelske univers – og man kan altid huske på, at der i kunsten findes mange nøgler og åbninger til Bibelens tekster.

 

Om Anne-Sofie Aabenhus

Anne-Sofie Aabenhus er cand.mag. i kunst- og religionshistorie. Hun er nytiltrådt direktør for Bibliarium - det kommende oplevelsescenter til formidling af bibelske fortællinger. Tidligere har hun bl.a. ledet Folkekirkens Skoletjeneste i Gladsaxe-Herlev.

Bibelen i ord og billeder

De største fortællinger vi har, forenet med den store danske kunst
Bibelen i ord og billeder
399,95

Forfatter: Lisbeth Smedegaard Andersen
Sidetal: 256 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-307-7
Mål: 22 x 28 cm.