Så nærmer julen sig igen i år. Selvom julen kan være en velsignet tid, viser den sig ikke sjældent som en tid for polemik og debat. Hvad er den rigtige julemiddag, and eller flæskesteg? Skal kirsebærsovsen være varm eller kold? Hvorfor er der ikke nogen nisser i DRs julekalender? I den lidt mere tænksomme afdeling: er julen bare blevet til tom materialisme og er julegudstjenesten blevet til kulturkristen parade?

Julefred – eller polemisk trængsel og alarm?

Islam og muslimer går naturligvis heller ikke ram forbi i december, ja faktisk forekommer de eksistentielle og politiske indsatser at være ekstra høje på dette punkt. Vi har i de seneste år set demonstrationer og mod-demonstrationer på Nørrebro for manglende julebelysning, beklikkelse af organisationer og personer, der yder julehjælp til muslimer. Julefreden er idealet, men polemisk trængsel og alarm er så sandelig også en del af virkeligheden. På de sociale medier diskuterer muslimer i forskellige fora selv julen. For nogle er højtiden og al dens stads absolut haram, dvs. forbudt, og slet ikke noget, ens søstre og brødre i troen skal befatte sig med.

Andre trosfæller tager til genmæle og argumenterer, at man sagtens kan glæde sig over julens hygge, og at det alt sammen handler om muslimens gode intention, niyya. Så længe man ikke ligefrem kaster sig ud i kristne ritualer og gudsdyrkelse, kan man sagtens snuppe en brunkage og fælde et grantræ. En imam meldte endda ud i medierne, at man sagtens kan dyrke julen, for det er jo blot en fejring af profeten Jesus' fødsel(sdag) i muslimsk optik.

Har Koranen et juleevangelium?

Det bringer os til spørgsmålet om Jesus' rolle i islam, specifikt hans fødsel i Koranen. Har Koranen måske ligefrem et slags juleevangelium? Hvis vi helt basalt definerer julen som en begivenhed, der handler om Jesus' fødsel, så kan vi faktisk godt finde en juleberetning i Koranen. Hvis vi mere præcist forstår julen som et ritual, en kristen fejring af fødslen af Jesus Kristus, Guds søn, går vi forgæves efter information i Koranen.

Mange er nok ikke helt ubekendte med, at Koranen er tæt forbundet med jødedommen og kristendommen. Såvel kristne som jøder omtales, adresseres og ytrer sig i teksten. Ligesom bibelske personligheder som Adam, Abraham, Moses, Johannes Døberen, Jomfru Maria og Jesus optræder - foruden figurer som Gud Allah, englene, en hellig ånd og Satan selv. Men ligesom naturligvis kristendommen ikke er lig med jødedommen, kan vi heller ikke sætte lighedstegn mellem islam og jøde- og kristendommen, ej heller mellem Koranen og Bibelen. Der er – med filosoffen Ludwig Wittgensteins udtryk – familieligheder, men der er så sandelig også rigeligt af familiestridigheder. Her kommer polemikken ind i billedet igen.

For Koranen overtager nemlig ikke det bibelske materiale bevidstløst eller plagiatagtigt, men bearbejder og udvælger det aktivt, polemisk og ikke sjældent ganske subtilt. I forskningen kalder man undertiden det fænomen for intertekstualitet, altså det forhold at tekster altid refererer og trækker på forudgående og samtidige tekster.

Det er netop her, at Koranens 'jul' kommer i spil. Koranens Jesus er for eksempel ligesom Bibelens undfanget mirakuløst og på Gud Allahs foranledning, sura 3:47:

»'Herre!' sagde hun. 'Hvordan kan jeg få et barn, når ingen mand har berørt mig?' Han sagde: 'Sådan er det. Gud skaber, hvad Han vil. Når Han har besluttet en sag, da siger Han blot til den: Bliv til!, og så er den til.'«

Søn af Maria, men ikke af Gud

Jesus er altså blevet til ved et skabende ord, ja han kaldes et sted i Koranen ligefrem for Guds ord, nærmere bestemt i sura 4, vers 171: ”… Jesus, Marias søn, er kun Guds udsending, Hans ord, som Han talte til Maria...” Det er vanskeligt – med rette eller urette – ikke at associere til den berømte Johannesprolog i Det Nye Testamente, hvor Jesus også kaldes for Guds ord.  Læg også mærke til en anden formulering i koranverset: Jesus er søn af Maria, ikke Guds søn. ”Jesus, søn af Maria” kaldes han ret konsekvent i de koranvers, der nævner Jesus. Her har vi et fint eksempel på intertekstualitet, hvor det diskret, men ret konsekvent, markeres, at Jesus altså ikke er Guds søn, endsige Gud selv.

Selve Jesus' fødsel beskrives også i Koranen, i sura 19, versene 23-27. Maria føder ikke jesusbarnet i en stald, men fortvivlet, helt alene og under en frodig dadelpalme i en øde natur: ”Fødselsveerne drev hende hen til palmetræets stamme. Hun sagde: 'Gid jeg var død forinden og gået helt af minde!' Da råbte han [formodentlig det talende jesusbarn] til hende, under hende: ' Vær ikke bedrøvet! Din Herre har skabt et kildevæld under dig ... Så bragte hun ham [dvs. Jesus] i sine arme til sit folk. 'Maria!' sagde de. 'Du har gjort noget uhørt!'” Dette motiv stammer ikke fra Det Nye Testamente, men formodentlig fra Jakobs Forevangelium, et såkaldt apokryft skrift, det vil sige et skrift, som ikke indgår i den autoriserede, kanoniske bibel. Koranens intertekstualitet sprænger nok så ofte den almindelige Bibels grænser.

En julegudstjeneste midt i Koranen?

I de seneste 15 år har en mindre flok forskere, især den pseudonyme Christof Luxenberg, taget Koranens kristne forbindelse helt ud på revisionismens vilde vover. De har fremsat hypoteser om, at Koranen oprindelig hidrører fra kristne skrifter på syrisk (en afart af aramæisk). Senere hen skulle Koranen så være blevet oversat – mere eller mindre kompetent – til arabisk og derved have tabt sin umiddelbare kristne karakter. Det er selvsagt en kontroversiel hypotese, og den har også vakt furore blandt forskere og lægfolk.

Én af de vilde detailhypoteser er blandt andet, at sura 97 i virkeligheden er en kristen julegudstjeneste-tekst, som så er blevet adopteret af muslimerne og inkorporeret i Koranen.

Bestemmelsens nat

Sura 97 er særdeles vigtig i islam, for denne korte sura på fem vers tænkes at omhandle den skelsættende begivenhed, at Koranen blev åbenbaret til Muhammad i laylat al-qadr, ofte oversat til »Bestemmelsens nat«. Denne nat, mener muslimer, skal fastsættes til én af de sidste dage i fastemåneden Ramadan – og på det sæt er vi selvfølgelig langt væk fra den faste julemåned. Suraen lyder og forstås af muslimer således: ”Vi sendte den [dvs. Koranen] ned i Bestemmelsens Nat ... Bestemmelsens Nat er bedre end tusind måneder. / I den stiger englene og ånden ned med deres Herres tilladelse, angående hver en sag. / Den er fred, indtil daggryet bryder frem.”

Der skal en god fantasi til at forstå dette som en hymne til Jesus, men som sædvanlig er djævelen i detaljen. For man kunne strengt taget også oversætte det første vers sådan her: ”Vi sendte ham [dvs. Jesus] ned i Bestemmelsens nat...” Den arabiske tekst giver nemlig mulighed for at læse såvel et ’den’ som et ’han’ ind, fordi konteksten er relativt vag og åben. Verset, der så taler om ånden, kunne så måske associere til Helligånden, som man kender det fra ”Faderen, Sønnen og Helligånden.” At suraen tillige iscenesætter denne begivenhed som et natligt mirakel kunne sådan set også associere til hin julenat.

En smart forkyndelsestaktik?

På den måde forvandles suraen til en sært kristelig tekst. Nuvel, de fleste koranforskere tvivler meget på denne hypotese, selvom de alle stort set også er enige om, at Koranen i den grad er en tekst, der forholder sig stærkt engageret til kristne emner. Løsenet er intertekstualitet! I stedet for at læse suraen som en forvansket salme eller halvarabiseret bibel skal vi i stedet læse den som Koranens helt bevidste forsøg på at levere en alternativ version til kristendommens julenat – vel at mærke en version, der irettesætter og polemiserer mod den kristendom, som Muhammad og de senantikke arabere kendte til. Her lader Koranen retorikken stå åben for association til kristne elementer (måske en god forkyndelsestaktik, når man også skulle henvende sig til datidens kristne), men samtidig tvistes de til at handle om Koranen selv. Altså noget helt andet end Jesus’ fødsel, som alligevel ikke er så vigtig igen for muslimerne. Kristendommens fortælling om Guds inkarnation i Sønnen bliver her til en fortælling om Guds inlibration, ’bog-tilblivelse’, i form af Koranen.

Thomas Hoffmann er ph.d. og professor MSO i islamstudier ved Det Teologiske Fakultet i København.