snyd
Slangen i Paradiset er et velkendt symbol på snyd. Illustration af Helle Vibeke Jensen fra Bibelen til konfirmander.

31.01.2017 Anna Sofie Casse

Hvad siger Bibelen om snyd?

Snyd, løgn og forfalskninger dominerer mediebilledet, men hvad siger Bibelen egentlig om snyd? Faktisk ikke så lidt - og du kan følge en hel temarute om snyd i Bibelen her

Offentligheden har den seneste tid stiftet bekendtskab med et begreb som "alternative fakta", og USA's nytiltrådte præsident, Donald Trump, og hans talsmænd er blevet kritiseret for blandt andet at have løjet om antallet af deltagere ved indsættelsesceremonien den 21. januar i Washington.

Men hvad står der i Bibelen om snyd? I Bibelen til konfirmander finder man forskellige ruter gennem Bibelen, som guider til en række tekster, der siger noget om samme emne. En såkaldt læserute! Her får du læseruten om snyd. Læs med, og bliv klogere på Bibelen og snyd.

FØLG LÆSERUTENS OTTE STATIONER OM SNYD I BIBELEN:

1. Nej, nej, det sker der ikke noget ved!

I Første Mosebog kapitel 3 vers 1-17 findes fortællingen om slangen, der forledte Eva til at spise af Kundskabens Træ, selvom Gud havde forbudt det. Som straf forbander Gud slangen og uddriver Adam og Eva fra Edens have.

2. Da den ene bror snød sig til hele arven

Selvom Jakob frygter, at hans far, Isak, skal opdage hans bedrag, fortæller Første Mosebog, kapitel 27 vers 1-45 historien om, hvordan Jakob lokker sin far til at velsigne ham i stedet for den førstefødte søn, Esau. Esau bliver meget vred over at være blevet snydt, og Jakob må flygte for at undgå hans vrede.

3. Den ondeste måde at score på

I Anden Samuelsbog kapitel 11 vers 1-27 bliver kong David så uimodståeligt forelsket i kvinden Batseba, at han, selvom hun er gift med hittitten Urias, må ligge med hende. Da Batseba bliver gravid, forsøger kong David først at lokke Urias til at ligge med sin kone, men da det ikke lykkes, sender Kong David Urias til krigens frontlinje, hvor han bliver dræbt. Efter Batseba har sørget over tabet af sin mand, gifter Kong David sig med hende og de får en søn. Men Gud bryder sig ikke om Kong Davids gerninger.

4. Nej, nej, jeg mente det ikke alligevel

I fortællingen om Moses' kamp for at føre israelitterne fra trældom i Egypten til Kanaans land bliver de op til flere gange snydt af Farao. I Anden Mosebog kapitel 8 vers 16-28 giver Farao først Moses og israelitterne lov til at gå ud i ørkenen og ofre til Gud mod, at den fjerde plage stoppes. Men da først plagen er stoppet ombestemmer Farao sig, og lader ikke folket gå.

5. Jamen, han prøvede at kysse mig!

Fortællingen om Josef, der blev solgt til Faraoens hofmand, findes i Første Mosebog kapitel 39 vers 7-20, og er også fortællingen om, hvordan hofmandens hustru lyver om Josefs hensigter og er skyld i, at Josef kommer i fængsel. Men Gud er med Josef og beskytter ham.

6. Den forkerte kone

I Første Mosebog kapitel 29 vers 15-30 finder vi historien om, hvordan Jakob skal arbejde 7 år for at gøre sig fortjent til sin drømmekvinde Rakel. Men da de 7 år er fuldført og brylluppet står, bliver Jakob snydt af Rakels far, Laban, og vies i stedet med Rakels søster, Lea. Da lover Jakob at arbejde 7 år mere for Laban, og får derfor også lov til at gifte sig med Rakel.

7. Skat, fortæl det nu …

Dommerbogen kapitel 16, vers 4-22 er fortællingen om den stærke Samson, der til sidst lader sig narre af kvinden, han elsker, til at røbe sin svaghed: Klipper man hans hår af, forsvinder hans kræfter og han bliver svag, som ethvert andet menneske. Da kvinden, Dalila, får det at vide, fortæller hun det til filisterfyrsterne mod betaling. Filisterfyrsterne tager derefter Samson til fange. Til Samsons held, vokser hans hår ud igen.

8. Du skal bare gøre en lille ting for mig, så får du alt det her

Også Det Nye Testamente kan bidrage med en fortælling om snyd. I Lukasevangeliet kapitel 4 vers 1-13 forsøger Djævelen i 40 dage at friste Jesus. Den fastende Jesus lader sig dog ikke friste, og da Djævelen ikke har mere at friste med, forlader han Jesus.

Konfirmandbibelen Liggende

Køb Bibelen til konfirmander

Bibelen til konfirmander er nu udkommet i 2. oplag.

Køb bogen her

Bibelen til konfirmander

Grundværktøj til undervisningen af konfirmander
Konfirmandbibelen
299,95

Forfatter: Louise Højlund, Lars Nymark Heilesen og Mette Behrndtz (red.)
Illustrator: Helle Vibeke Jensen
Sidetal: 1680 sider plus 54 navigationssider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-747-0