Vintermørket i Ukraine kan være særligt tungt i år, når årsdagen for besættelsen nærmer sig. Men midt i mørket brænder et lys: Traumebehandling med afsæt i Bibelen giver børnene håb
Vintermørket herhjemme kan føles tungt for mange. I Ukraine nærmer man sig årsdagen for besættelsen, og her er mørket tungere. Men midt i det hele glimter et håb, siger Victoria Raychynets, som har ansvar for et omfattende traumearbejde blandt ukrainske børn.
Det Ukrainske Bibelselskab har det seneste halve år uddannet mere end 1.000 traumebehandlere i et behandlingsprogram, som bygger på solid psykologisk viden og bruger fortællinger fra Bibelen. Victoria fortæller, at børnene spejler sig i bibelske personer, der gennemgår svære oplevelser. Bibelens fortællinger og poesi kan give stemme til børnenes sorg og angst, samtidig med at de kan erfare, at Gud lytter midt i det svære. På den måde er Bibelen et aktivt redskab i traumebehandlingen, som indgyder håb hos børnene.
De børn, Victoria fortæller om, har oplevet bomberegn og set lig ligge i de gader, hvor de plejer at lege. Deres møde med russiske soldater har været stærkt traumatiserende.
Mange af børnene begraver deres traumer, så omgivelserne ikke bemærker dem. Men det er Victorias erfaring, at børnene efter kort tids tillidsfuld samtale fortæller om de forfærdelige ting, de har været vidne til.
Derfor er traumebehandlingen af altafgørende betydning. De ukrainske myndigheder har da også fremhævet Det Ukrainske Bibelselskabs initiativ som en af de vigtigste indsatser omkring traumebehandling. Og traumearbejdet bærer allerede frugt, fortæller Victoria:
”Der findes ikke noget mere håbefuldt end at se, når lyset og glæden vender tilbage i et par børneøjne. Det er i det blik, Ukraines fremtid er at finde.”
Hjælp Det Ukrainske Bibelselskab med at tænde lys og skænke håb.
På forhånd tak for enhver gave.
Sådan kan du støtte Ukraines børn
Eller:
- Støt via MobilePay 62903, mærket ’UKRAINE’
- Støt via bankoverførsel til reg.nr. 3001, kontonr. 9000488, mærket ’UKRAINE’
Fakta om Det Ukrainske Bibelselskab
• blev dannet i kølvandet på Sovjetunionens opløsning
• har 24 ansatte fordelt på fire lokaliteter
• har siden krigens start uddelt 500.000 bibler og bibeldele
• har undervist mere end 1.000 ukrainere i bibelsk sjælesorg