En lille bog om et stort tema. Så kort kan en af de seneste bøger i Bibelselskabets håndbiblioteksserie beskrives. I bogen går Søren Holst på jagt efter baggrunden for Det Nye Testamentes forventning om en frelser. For vil man forstå kristendommen, skriver han, må man trænge ned til dens jødiske rødder og sætte sig ind i det, der skete i tiden mellem Det Gamle Testamente og Jesus. Søren Holst forklarer:

”Der er et sort hul mellem Det Gamle og Det Nye Testamente – men vi ved fra arkæologi og andre kilder, at der skete utrolig meget i den periode. Så vi har faktisk mulighed for delvist at fylde det hul ud i dag. Og det, vi ved i dag, udfordrer vores opfattelse af, hvad ’Messias’ er – og det er med til at forklare, hvorfor titlen, der blev til ’Kristus’ på græsk, blev tillagt en tømrersøn fra Nazaret.”

Søren Holst har igennem sin forskning og virke som teolog først og fremmest arbejdet med Det Gamle Testamente. Han har, fortæller han, altid været optaget af sammenhængen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente og tiden mellem de to testamenter:

”Det, der er min drivkraft i det arbejde, er at nå dybere ned i, hvordan det jødiske danner baggrund for kristendommen. Jeg mener simpelthen, at vi er nødt til bedre at forstå den sammenhæng for derved også at komme de allerførste kristnes forestillingsverden nærmere.”

Søren Holst vil ikke tage Det Gamle Testamente ud af kristendommen. Tværtimod. Men han opfordrer til, at vi ikke lader det stå alene som kristendommens forhistorie – og også, at vi udfordrer vores egne læsninger:

”Som kristne starter vi gerne med Det Nye Testamente, og så læser vi Det Gamle Testamente for at finde det, vi leder efter – i dette tilfælde forudsigelserne om, at der skal komme en frelser. Men spørgsmålet er, om det er så lige til? Altså, der er ikke nogen tvivl om, at de første kristne har forbundet titlen Kristus med noget bestemt. Spørgsmålet er bare, om vi alene ved at læse Det Gamle Testamente kommer dette bestemte tæt nok.”

I bogen nærmer Søren Holst sig, hvad Det Gamle Testamente siger om Messias, ”den salvede”, og viser, at denne har meget lidt at gøre med det, vi forbinder med Messias: en forventet frelser, der skal komme:

”Faktisk optræder ordet slet ikke i forbindelse med de måske mest kendte ord fra Det Gamle Testamente om en kommende frelser, nemlig Esajas’, der lyder søndag efter søndag op til jul. Forfatteren har med al rimelighed slet ikke tænkt på en kommende frelser, men nærmere på en situation tættere på hans samtid, nemlig fornedrelsen og håbet om en snarlig genrejsning af Israel.”

Dertil, forklarer Søren Holst, er en profet i Det Gamle Testamente i bedste fald en, der er optaget af en snarlig fremtid og da allermest optaget af at formane sin samtid.

Til gengæld finder vi i umiddelbar nærhed af Det Gamle Testamente nye nøgler til at forstå, hvordan frelseren som både konge, præst og profet udvikler sig i århundrederne før Jesus. Derfor konsulterer Søren Holst i bogen en række af de skrifter, der ikke klarede cuttet til at blive en del af Det Gamle Testamente – skrifter, vi i dag kender som apokryferne og pseudepigraferne. Han inddrager også vigtige erkendelser fra forskningen i Dødehavsrullerne, og også den jødiske historiker Josefus titter frem:

”Disse kilder er med til at tegne det brogede billede, der udgjorde tiden umiddelbart før Jesus. Og de hjælper os til at forstå den mosaik af Kristusbilleder, som Det Nye Testamente i grunden også er. Det håber jeg, bogen kan tilvejebringe. Ja, og så håber jeg, at man får lyst til selv at læse videre i Bibelen. For historien om, hvem Messias er, er langt fra fortalt færdig,” slutter Søren Holst.