Den 3. juli 1721 gik den norske præst Hans Egede (1686-1758) og hans familie i land på en ø i en skærgård få sømil fra nutidens Nuuk i Grønland. Han kom i spidsen for en større ekspedition på næsten 50 mennesker.

I over ti år havde han arbejdet med sine planer om at rejse til Grønland for at oplære lokalbefolkningen i den kristne tro, sådan som den blev forkyndt i tidens dansk-norske imperium, der først ophørte med at eksistere i 1814. Grønland havde været en del af Norge siden middelalderen, men kontakten var ophørt engang i 1400-tallet. Nu skulle Grønland geninddrages i imperiet.

Egede og hans folk gav sig straks til at bygge et hus derude på øen, som han kaldte Håbets Ø. Kolonien blev liggende de næste 7 år, hvorefter den blev flyttet ind på fastlandet og kaldt Godthåb (nutidens Nuuk) i 1728.

Mini-katekismus på grønlandsk

Blandt meget andet gik Hans Egede og hans familie i gang med at lære det grønlandske sprog. Der var nogle få ordlister fra 1600-tallet, men derudover har han ikke haft andre hjælpemidler til sin rådighed end sine ører, sin skarpe forstand og en velvillig lokalbefolkning. Så tidligt som i 1723 kunne Egede skrive sin første tekst på grønlandsk. Det drejer sig om en ganske kort katekismus, altså et sæt spørgsmål og svar vedrørende den kristne tro, som han brugte som grundlag for sin undervisning. Sprogligt er den meget mangelfuld, men helt uforståelig har den ikke været. Snart havde Hans Egede fået lært de første unge grønlændere at læse og at svare på sine kateketiske spørgsmål, og kristendommen begyndte så småt at brede sig. Adskillige gange oplevede han på sine mange missionsrejser, at publikum i forvejen kendte lidt til den kristne tro, for den havde de hørt om fra deres landsmænd, som havde mødt Egede på Håbets Ø.

Allerede året efter (1724) blev Hans Egedes grønlandske tekster markant bedre. Han holdt sig stadig til katekismusgenren med redegørelser for den kristne tro i spørgsmål-svar-form, foruden De Ti Bud, Fadervor og et sæt bønner beregnet til det stærkt ritualiserede kristenliv, som man levede (eller forventedes at leve) i tidens dansk-norske imperium. Der skulle bedes bordbøn før og efter hvert måltid, og der var både morgen- og aftenbønner, hvormed kristendommen blev fremsagt og internaliseret dagligt.

De første oversættelser af bibeltekst

Ud på efteråret 1724 kastede Egede sig over de første bibeltekster. Han begyndte forfra med skabelsesberetningerne og historierne om syndfloden og babelstårnet i Første Mosebog kapitel 1-11. Derefter gik han i gang med tekstrækken, det vil sige de tekststykker fra Det Nye Testamente, som der skal prædikes over i løbet af et kirkeår.

En foreløbig, ufuldstændig version fra 1725 undgik ganske mirakuløst at blive flammernes bytte, da København og grønlandsmissionens arkiv i Vajsenhuset brændte i 1795, men den endelige version fra 1726 forsvandt ved den lejlighed.

Varige aftryk på sproget

Mange kristne begreber var fuldstændig fremmede for grønlænderne, og adskillige ord skulle opfindes. For ”Gud” fandt Egede ikke noget grønlandsk ord. Den dag i dag hedder Gud derfor Guuti på grønlandsk. Derimod mente Egede allerede ved sin ankomst at vide, hvad ”Djævelen” hed på grønlandsk, for i en gammel ordliste havde han fundet ordet Toornaarsuk og læst, at det betød ”Djævelen”; i virkeligheden betyder det ”(åndemanerens) særlige hjælpeånd”. Begreberne ”godt og ondt” var der heller ikke noget ord for, så hvordan oversætter man egentlig ”træet til kundskab om godt og ondt” i Første Mosebog 2,17? ”Det der dur og det der ikke dur” (ajunngitsut ajortullu), blev Egedes løsning, og sådan hedder ”godt og ondt” stadig på grønlandsk i dag.

Hvad så med Helligånden? Ånder var der masser af i den gamle grønlandske religion, men dem havde Egede ikke lyst til at indskrive i det kristne univers. I stedet lavede han et nyt ord ud fra verbet ”at ånde” (anersaartorpoq), og den dag i dag er det stadig, hvad en ånd hedder (anersaaq). For ”hellig” fandt han ikke rigtig noget, han kunne bruge, og i mange år klarede man sig med et låneord, som man så måtte forklare. Det blev derfor de efterfølgende generationer der fandt frem til iluartoq, ”sømmelig”, og illernartoq, ”ikke til almindelig brug”.

Hans Egede og mange andre missionærer efter ham fik på den måde, sammen med dygtige, lokale folk, efterhånden udviklet sproget, så den nye religion og de mange nye tanker og begreber kunne rummes i det. Vi har alle Hans Egede og hans forsøg på at udvikle et grønlandsk skriftsprog at takke for, at det grønlandske sprog blev bevaret og stadig er det vigtigste sprog i Grønland. Ingen andre oprindelige sprog på den amerikanske halvkugle nyder samme status. Efter mindre end 100 års kristen tilstedeværelse i landet havde hele befolkningen i Vestgrønland lært at læse og skrive, og skriftmediet var nu til rådighed for mange andre formål. Den første grønlandske avis begyndte at udkomme i 1861, en grønlandsk offentlighed rejste sig, og den moderne grønlandske nation voksede frem. Det er derfor ikke for meget sagt at kalde Hans Egede den grønlandske nations fader.



Flemming A. J. Nielsen er cand.theol. og ph.d. Han er afdelingsleder ved Afdeling for Teologi i Nuuk. Hans forskningsfelter omfatter blandt andet den grønlandske bibels historie og virkningshistorie samt religionsmødet i 1700-tallets Grønland, herunder forholdet mellem den traditionelle shamanistiske kultur og kristendommen.

Her kan du læse mere:

Flemming A. J. Nielsen: Den ældste grønlandske Bibel – et sprogligt og kulturelt møde. Side 147-189 i Ole Høiris og Ole Marquardt (red.): Fra vild til verdensborger. Grønlandsk identitet fra kolonitiden til nutidens globalitet. Aarhus Universitetsforlag, 2011.

Flemming A. J. Nielsen og Thorkild Kjærgaard: Den første grønlandske bog. Udkommer november 2021 i tidsskriftet Fund & Forskning.