Læs prædikenteksten til Kristi himmelfarts dag

”Arrjjjj…. Det her er altså virkelig underligt. Man skal altså være temmelig overtroisk for at tro på den slags” – sådan kan jeg da godt tænke. Hvordan i alverden kan det gå til??



Måske er det faktisk lige her, den største overtro er: at vi tror, at det, der ikke kan findes i vores hjerner, ganske enkelt ikke findes. Det fortælles – og det har helt sikkert fundet sted et andet sted end Sdr. Bjert – at der var en mand, der fortalte sin kone, at han virkelig ikke kunne tro på Gud, for det hindrede hans hjerne ham simpelthen i. Hans kone bemærkede tørt, at det synes hun godt nok var en meget lille hindring.

Hvis vi tager verdens klogeste kat, siger hjerneforskeren Peter Lund Madsen, og hvis vi sender den i katteskole, så lærer den aldrig at regne. For der er en begrænsning i kattehjernen, som ganske enkelt ikke kan overskrides. Det synes jeg lyder fornuftigt. Til gengæld er det uendeligt provokerende, at han siger, at uanset hvor fantastisk menneskers hjerne er, så har den også sin begrænsning.

I de sidste mange måneder tror jeg, at flere af os har måttet erkende netop det: at det her forstår vi ikke. Og jo mere vi har villet forstå det hele og få orden på det, og gjort os selv til coronaeksperter - jo mere krampagtige er vi blevet. Vi har været nødt til at se, at vi har nye vilkår og begrænsninger – og at de ændrer sig – og kun hvis vi indser det, og giver os hen til det mysterium og vilkår, kan vi overhovedet leve.

Tro er og bliver allerdybest nede et mysterium. Og den dag jeg mærker, at jeg kan stå på det og alligevel have fast grund under fødderne, vil jeg mærke, hvor fri jeg er. Når jeg opgiver at forsøge at proppe kærlighed og himmelfart og en hel del andet ned i min begrænsede hjerne. Når jeg tør give mig hen, så begrænser troen netop ikke, men åbner mine øjne for nye horisonter. Så kan jeg måske i et susende nu fornemme, at grænser for tid og sted kan ophæves … også selvom det ikke kan være i min hjerne.

De første kristne har i hvert fald anet, at her var der en særlig guddommelig kraft og de har tænkt, at dagen var så vigtig, at de skrev ”opfaret til himmels” ind i deres trosbekendelse og fejrede dagen som noget helt særligt.

Kristi Himmelfartsdag minder os om, at vi ikke må gøre troen til et lille lufttæt og overskueligt rum. For Guds himmel er åben i mere end én forstand. Her er luft og rum og en evighed af alt godt. Det kalder vi Ånd.



Jeg har ladet mig fortælle, at det i middelalderen var udbredt, her til Kristi Himmelfart, at man ved hjælp af et snoretræk fra kirkeloftet fik en Kristusfigur til at fare til himmels. Men ikke nok med det. Bagefter blev der kastet blomster og brød ned fra netop det sted, hvor Kristusfiguren forsvandt gennem kirkeloftet. Som et tegn på den velsignelse, dagen er. Som paradisets blomster og himmelbrød. Som en forsmag på paradis. Et tegn på, at Kristus’ Ånd stadig er her. Bare duften af blomster og nybagt brød har uden ord fortalt kirkegængerne hvad velsignelsen handlede om: et løfte om meget mere. En duft fra Guds rige, der får os til at forstå, at det allerede er her. ”Jorden løftet er mod himlen, himlen sænket er mod jord”, som vi synger i ”Vaj nu, Dannebrog, på voven”.

Himlens velsignelse er kommet til jorden, og jorden er himmelsk velsignet. Guds Ånd er her.

Vi kan ikke tåle at være åndsforladte og det ved Jesus godt, og det er derfor han forlader os. Han forlader den menneskelige begrænsning til tid og sted, Han forlader os for at sende os sin Ånd, så vi ikke skal være åndsforladte, så vi ved, at himlen fra nu af er alle vegne.

Verden er ikke gudsforladt. Den er velsignet. Det betyder ikke, at alt er lidelsesfrit og nemt. Vi behøver bare at se på, hvor svært livet viste sig at blive for disciplene bagefter. Og hvor svært det kan være for os. Men velsignet var det. Og velsignet er det. 



Det er godt for os – og trøsterigt også – at tænke på, at når vi i denne tid bliver det, som vi her hos os kalder ”bims i forskellig grad og varierende intervaller”, så er det ikke fordi Gud har kastet coronavirus ud over verden for at straffe eller opdrage eller ødelægge.  Han er ved sygesengen, i forskernes hjerner, i sygeplejerskens trætte omsorgsfulde hænder.



Og når vi hører eller oplever situationer, som vi mere forbinder med helvede end himmel, så er det heller ikke Guds vilje. Det er sådan, det er i verden, og det er sådan det er at være menneske. Gådefuldt og smertefuldt kan det være. Men aldrig gudsforladt. Jesus kom ikke til en konfliktfri idealverden. Han kom til verden. Den verden Gud elsker. Med Guds Ånd – for Ånd er ikke noget luftigt fint noget, der ikke tåler at komme i berøring med verden. Tværtimod.



Han kom til os uperfekte mennesker, der så let kommer til at ødelægge og forvrænge livet. Til os kom han. Hos os gik han rundt. Og der hvor han gik, og i det han sagde, hørte og mærkede mennesker, at det var Gud de mødte. Nu lover han at komme til os på en ny måde, som Ånd.

Det fatter vores hjerner ikke. Og alligevel er det den dybeste virkelighed. For fra nu af findes der ikke et helvede så grusomt, at Kristus ikke er der sammen med dem, der lider mere end vi nogensinde kan forstå. Er der med Ånd og velsignelse og Guds himmel og fremtid.

”I skal få kraft” hører vi Jesus sige. Ånd gør os levende og lader os ikke sidde ubevægelige. Lader os ikke i stikken med os selv. Alt det I gør og siger skal dufte af velsignelse og smage af Ånd. Som de roser og det brød, man i gamle dage kastede ned over kirkegængerne Kristi Himmelfartsdag. Skønhed og næring fra himlen. Velsignelse og kraft.

Der er velsignelse i at blive kaldt ud af boksen og ud af min comfortzone og ud af mit eget tankespind. Der er velsignelse i at blive sendt ud – væk fra mig selv – ud hvor nogen behøver mig og vide, at uanset hvordan det vender og falder ud, så har jeg – så har vi -  Guds Ånd, kraft og velsignelse i ryggen. Der er velsignelse i løftet om, at Kristus kommer igen. Det er ikke forbi. Det er kun lige begyndt. Og om ti dage, når det bliver pinse, skal vi synge, at det ånder himmelsk over støvet. Ånd ændrer verden.



Det kan vi ikke forstå med vores hjerne.

Det kan vi ikke undvære at høre.

Det kan vi ikke leve uden at vide.

Tine Illum er sognepræst i Sdr. Bjert Kirke. Hun er også medforfatter til Kærlighedssangen i kirken – et inspirationshæfte til en aften i kirken med kærlighed som tema.