Gud i Det Gamle Testamente

Gud er i den danske oversættelse af Det Gamle Testamente en gengivelse af det hebraiske “el” og “elóah”, som hyppigst optræder i flertalsformen “elohim”. Begge ord har samme oprindelse og grundbetydning, nemlig “styrke”. Både “el”, “elóah” og “elohim” kan i Det Gamle Testamente stå neutralt i betydningen “gud”, “guder”,  hvorfor det først er sammenhængen, der afslører, hvilken gud der er tale om. Det vil altså sige, at Gud hedder ikke Gud, men er Gud, som der så må knyttes en nærmere bestemmelse til, sådan som det f.eks. sker i udtrykket “Abrahams, Isaks og Jakobs Gud”, se 2 Mos 3,6; jf. Matt 22,32, eller ved at der siges “min”, “din” eller “jeres Gud”, se f.eks. 2 Mos 6,7; 5 Mos 12,15. Israels Guds egennavn er “Jahve”, der i den danske oversættelse gengives ved Herren, se f.eks. 2 Mos 5,1.

Nogen egentlig lære om gud findes der ikke i Det Gamle Testamente. Derimod er der mangfoldige vidnesbyrd om guds­opfat­telsen, nemlig i den eller rettere de måder, der bliver talt om Gud. Grundlæggende er her opfattelsen af Gud. som den uendeligt ophøjede og vældige, se f.eks. Dom 13,22; Sl 8,1ff.; Dom 5,5; Job 36,22. Det betyder dog ikke, at Gud. er en tilbagetrukken og hvilende gud. Tværtimod kendes han alene i sine handlinger, i sin indgriben i historien, jf. f.eks. den gammeltestamentlige “trosbekendelse”  i 5 Mos 26,5ff., hvad der også medfører, at man kan finde udsagn om ham, som øjensynligt modsiger hinanden, hvis man f.eks. sammenligner 1 Sam 15,11 med 15,29.

Frem for alt er Gud. i Det Gamle Testamente opfattet som pagtens Gud, idet det er pagten mellem Gud og mennesker, der angiver deres gensidige forpligtelse over for hinanden. Det er derfor herudfra, at talen om Guds forskellige egenskaber skal forstås, f.eks. at han er retfærdig og lidenskabelig. Ellers kan den gammeltestamentlige tale om Gud bedst sammenfattes i forkyndelsen af ham som skaberen og den, der frelser; se f.eks. 1 Mos 1‑3; 14,19; Sl 149,2; 139,14 om hans skabelse af henholdsvis jorden, folket og den enkelte, og Sl 50,23; Es 17,10 om hans frelse; og i jødedommen, hvor frelsen i endelig forstand kommer til at høre de sidste tider til, ses den ligefrem som en genoprettelse af skabelsen, undertiden ved messias’ mellemkomst.

Det er karakteristisk for gudsopfattelsen i Det Gamle Testamente, at den ikke over alt er strengt monoteistisk, idet Israels Gud ikke forkyndes som den eneste, men alene som den første og største af alle guder, se f.eks. Sl 95,3; jf. Sl 82,1. I de senere dele af Esajas’ Bog toner en egentlig monoteisme dog frem. Det synes oplagt, at det gammeltestamentlige billede af Gud er sammensat af elementer af forskellig oprindelse.

Den israelitiske Jahve‑opfattelse, som vi møder den i Det Gamle Testamente, er dog først i sen kongetid blevet profileret i forhold til den kana’anæiske frugtbarhedskult med dens Ba’aldyrkelse. F.eks. har kongetidens israelitter i vid udstrækning brugt de kana’anæiske helligsteder. Først med land­flyg­tigheden i Babylon kom det til det, Det Gamle Testamente fremstiller som sand israelitisk tro, og i eftereksilsk tid bestemmes guds­­opfat­telsen mere og mere af forståelsen af loven som mellem­bestemmelsen mellem Gud og mennesker.

Gud i Det Nye Testamente

Det nytestamentlige gudsbillede er i alt væsentligt bestemt af Det Gamle Testamentes og jødedommens samt af troen på Jesus som Guds Søn. Her er monoteismen imidlertid slået helt igennem, se f.eks. Mark 12,29; 1 Kor 8,5; Gal 4,8; Jak 2,19; jf. talen om afguder i ApG 14,15; 15,20. I Det Nye Testamente opfattes Gud som den almægtige og som den, der har skabt, og som opretholder alle ting, ja som den, der skal blive alt i alle, se Matt 6,25‑34; ApG 17,24; 1 Kor 15,28. Følgelig gør Gud også krav på at være den eneste, mennesker dyrker, se Matt 6,24. Og ganske vist er Det Nye Testamentes Gud “vore fædres Gud”, men ved evangeliet er han også blevet hedningers Gud, se f.eks. Ef 2,11f.

Det græske ord for Gud i Det Nye Testamente er “theos”, og selv om det egentlig blot betyder “gud”, bruges det i Det Nye Testamente selvfølgeligt om den Gud, som er kendt fra sin åbenbaring i Det Gamle Testamente, men som nu har givet sig endeligt til kende i Jesus Kristus. Heller ikke i Det Nye Testamente fremsættes der nogen egentlig lære om Gud. Men der forekommer mangfoldige tilføjelser til ordet Gud, der kendetegner opfattelsen af ham; se f.eks. Rom 2,4; 3,3.7; 15,5.13. Der findes også enkelte direkte udsagn, som “Gud er ånd”, Joh 4,24; “Gud er lys”, 1 Joh 1,5, og “Gud er kærlighed”, 1 Joh 4,8. I Det Nye Testamente finder vi også vidnesbyrd om den jødiske ærefrygt for Guds navn, der giver sig udslag i, at man anvender forskellige omskrivninger, se f.eks. Mark 14,61; Luk 15,18; Matt 26,63-64.

Grundlæggende for forståelsen af gudsopfattelsen i Det Nye Testamente er imidlertid brugen af fadernavnet om Gud. Jesus forkyndes som den, der er udsendt af Gud, ja, er Guds Søn, og som derfor ikke blot taler om Gud, men åbenbarer ham, se f.eks. Joh 1,18; 10,30; 14,6; 17,3. Og den tro, som Jesus kaldte frem hos sine disciple, var en tro på, at mennesket har lov til at komme til Gud som til en far, dvs. med forventningen om alt godt, se f.eks. Matt 6,9; 23,9; Rom 8,15; Gal 4,6. Således er det også i Det Nye Testamente først og fremmest i sit forhold til mennesker, Gud giver sig til kende. Allerede i den ældste kristenhed kunne også Jesus kaldes Gud, fordi Gud her på jorden alene kendes i ham; se Joh 1,1.18; 20,28; Tit 2,13.

Teksten om Gud er fra Bibelleksikon af Mogens Müller og Lisbet Kjær Müller.