Ernæringsekspert Christian Bitz guider til, hvordan vi kan styre fristelsen og kontrollere vores laster – råd, der kan være nyttige i fasten
Uddrag fra Christian Bitzs essay "Slip sundheden fri – om fristelse" fra bogen Det daglige brød:
Min last
Det sker også for mig. Dét, som ingen rigtig taler om. Jeg bliver fristet. Jeg spiser og drikker ting, jeg ikke burde, når jeg har meget travlt, ondt af mig selv eller bare synes, jeg fortjener en belønning. Min helt store last er rødvin, som jeg er meget glad for. Så glad, at det måske er det, der begrænser mig allermest i min hverdag, fordi jeg bruger meget energi på at holde mig fra det, eller også giver jeg efter og drikker. Nogle gange lidt for meget. Så enkelt er det. Jeg er ikke alkoholiker, men jeg kunne formentlig meget nemt blive det. Desværre.
Jeg er flov over min rødvinstrang. Over at jeg ikke altid er i kontrol, men jeg må erkende, at det er mine rammer, og noget jeg skal være ekstra opmærksom på. Vin sætter mekanismer i gang hos mig, som minder meget om en følelse, mange får ved at trøstespise, som vi lidt grimt kalder det. Altså når man spirser for at dulme hverdagens stress eller af andre årsager. Min last er altså vin, men det kunne lige så godt have været vingummier, chokolade eller chips. Jeg burde jo om nogen have styr på at kontrollere min appetit og trang til usunde ting. Det har jeg også langt hen af vejen, men som alle andre har jeg laster. Og rødvin er min akilleshæl.
Hvordan arbejder jeg så med mine laster? Først og fremmest har jeg erkendt, at jeg har en udfordring, som jeg skal være opmærksom på. Ganske som med sukkertrang. Du kan forsøge at løbe fra din sukkertrang, men der vil ikke gå lang tid, før du bliver indhentet af chokolade-skildpadder og det, der er værre! Så accepter din€ udfordring(er) i stedet for at prøve at flygte fra dem. Der er mange uger, hvor jeg holder mig fra at drikke vin i hverdagen. Jeg har lyst, men gør det ikke, og jeg kan som regel holde mig i skindet, fordi jeg går og glæder mig til den flaske, jeg skal drikke fredag aften. Men nogle aftener bliver fristelsen for stor, og når det sker, har jeg fundet en fin løsning på problemet. Jeg har købt vin i små flasker på 37,5 cl, fordi jeg har svært ved at begrænse mig, når jeg har åbnet en almindelig flaske. Og er flasken halv størrelse, er skaden kun halvt så stor. Det er ikke den perfekte løsning, men det fungerer. På samme måde som små poser slik og mindre portioner får dig til at spise mindre. Jeg ved godt, det er kontroversielt, men kendsgerningen er bare, at det er svært at have en halv flaske vin stående eller en halv pose slik liggende. Så hellere erkende, at fristelsen nok bliver for stor, og så skille dig af med det – inden det ender i din mave.
Læs resten af essayet – og 11 andre – i bogen Det daglige brød.
3 gode råd til at få styr på dine laster
1. Accepter de udfordringer, du har. Kun ved at erkende dem kan du arbejde med dem – og ikke mod dem. Det er vejen til at finde din balance.
2. Ta’ en kold tyrker. Jeg tager fx 1 måned, hvor jeg ikke rører vin eller alkohol, og det giver mig styrke at vide, at jeg godt kan lade være. Det er min erfaring, at det kan være med til at sætte fokus på, hvad det er, jeg nyder ved vin, og som efterfølgende gør mig i stand til at nyde og nøjes med mindre mængder.
3. Slap af i andre perioder og giv dig selv lov til at give efter. Nyd det i mindre mængder og uden dårlig samvittighed.
Det daglige brød
Forfatter: | Redigeret af Kristian Ditlev Jensen |
---|---|
Sidetal: | 164 sider |
Indbinding: | Indbundet |
Forlag: | Bibelselskabet |
Varenummer: | 978-87-7523-785-2 |
---|