07.03.2022 Tekst: Bjørn Håkon Hovde. Foto: Bibelselskabet i Golfen
Generalsekretær for Bibelselskabet i Golfen: Golfen er som en jernbanestation
Sol, mavedans og ørkensafari er kun én side af virkeligheden i emiratet Dubai. Den anden virkelighed består af alle dem, der ikke har en stemme.
”Det var ikke emiren Khalifa, der opførte verdens højeste bygning, Burj Khalifa, der ligger i Dubai. Det var folk fra Afrika og Østasien. De betalte med blod og sved, og nogle af dem døde under arbejdet.”
Det er Hrayr Jebejians ord. Jebejian er generalsekretær i Bibelselskabet for Golfområdet. Kontoret ligger på Cypern, men hans arbejdsområde omfatter landene Qatar, Kuwait, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Oman. Tidligere var der også bibelarbejde i Yemen, men borgerkrigen har gjort det umuligt for Bibelselskabet at bevare en tilstedeværelse der.
Hvis du kommer for at se det største, det længste og det smukkeste, ja, så er du kommet til det rigtige sted. Men det er kun den ene side af virkeligheden.
90 procent migranter
Det høje antal migrantarbejdere er fælles for alle Golfstater. I De Forenede Arabiske Emirater består næsten 90 procent af befolkningen af arbejdere fra fattige lande i Asien og Afrika.
”Mange af dem håber, at en ansættelseskontrakt i Golfen kan være et springbræt til at rejse videre til Europa eller USA,” fortæller Hrayr. Langt de fleste bliver, indtil ansættelseskontrakten udløber. Så skal de enten hjem eller finde nye opgaver.
”Hvis du kommer for at ligge i solen …”
I Dubai udgør emiratiske arabere de øvrige 10-15 procent af befolkningen; de er de eneste med statsborgerskab. Bybilledet er også præget af millionærerne – lokale og turister fra Vesten, der kommer for at nyde luksussen ved de kunstigt anlagte øer: Gourmetrestauranterne, barerne og de eksklusive hoteller.
”Hvis du kommer som turist for at ligge i solen, se mavedans, tage på ørkensafari eller tage elevatoren til øverste etage i Burj Khalifa, eller hvis du kommer for at se det største, det længste og det smukkeste, ja, så er du kommet til det rigtige sted. Men det er kun den ene side af virkeligheden,” fortæller Hrayr.
Der kommer hele tiden nye folk ind. På den måde ændrer vores missionsfelt sig hele tiden, og det er selvfølgelig vigtigt for os at sørge for, at de, der forlader Golfen, tager det, de har lært, med hjem.
Dem uden en stemme
Den anden virkelighed består af alle dem, der ikke har en stemme: ”Og de er flertallet. De kommer fra næsten 200 lande og endnu flere sproggrupper.”
I 2019 var der ifølge tal fra FN 35 millioner internationale migranter i Golfen, Jordan og Libanon. 31 procent af dem var kvinder. ”Det siger sig selv, at arbejdet er omfattende. Personalet består af syv fuldtidsansatte, nogle deltidsansatte og frivillige. Og selv om man tæller både lønnede og ulønnede medarbejdere med, er vi næppe mere end 20 i alt,” siger Hrayr.
Medarbejderne i regionens bibelselskab løser mange forskelligartede opgaver. Strømmen af mennesker gør, at menighederne hele tiden ændrer sig. Hvis Bibelselskabet kan nå dem, mens de er her, fører det ofte til, at de tager evangeliet med sig til deres hjemland.
”Der kommer hele tiden nye folk ind. På den måde ændrer vores missionsfelt sig hele tiden, og det er selvfølgelig vigtigt for os at sørge for, at de, der forlader Golfen, tager det, de har lært, med hjem.”
Bibelarbejdet bærer stor frugt
”I år er Golfen igen i fokus, når VM i Qatar skal afholdes. Så vil Bibelselskabet også være på plads, blandt andet med uddeling af Johannesevangeliet,” fortæller Hrayr.
Gennem 31 års tjeneste for Bibelselskabet i Golfen har han lært hele tiden at rykke grænserne for, hvad der er muligt: ”Jeg tror på kommunikation. Du opnår mest ved at deles om opgaverne og agere nænsomt og diplomatisk – og samtidig vise respekt for myndighederne. Men for at opretholde arbejdet er der brug for støtte fra bibelvenner i andre lande. Næppe andre steder end i Golfen er arbejdet så vigtigt, og næppe noget sted bærer det så stor frugt."