Gamle tekster i ny sprogdragt er givende læsning

Bibelselskabet har udsendt sit andet bind i serien af nudanske oversættelser af Det Gamle Testamente; en serie som til slut skal udgøre en komplet udgave af Bibelen på nudansk.



Det er næppe den religiøse tyngde i de tre gammeltestamentlige skrifter, der nu er nyoversatte, som har været styrende for den aktuelle udgivelse. Snarere virker de tre udvalgte skrifter, Frihedskampen (Dommerbogen), Verdens undergang (Daniels Bog) og Undertrykkernes by (Jonas' Bog) som et sproglaboratorium med henblik på at kalde de gamle tekster til live i et dramatisk og hverdagsnært sprog.



Med betegnelsen "sproglaboratorium" mener jeg ikke, at oversættelses- og sprogarbejdet bag udgivelsen endnu er på laboratoriestadiet. Slet ikke. Det eksperimentelle sprogarbejde foregår derimod i læserens hoved lige dér, hvor det optimalt set skal foregå, så det ikke så meget er mig, der læser de gammeltestamentlige tekster, men teksterne, der læser mig.



De tre nyoversatte skrifter er alle stærkt farvede af magt og vold og drab, og det gøres ikke mindst overraskende tydeligt i oversættelsen af Dommerbogen, eller Frihedskampen som den er omdøbt til.



Frihedskampen er én lang beretning om de 12 israelitiske stammers i bogstaveligste forstand voldsomme kamp for at erobre Palæstina. Det er beretninger om krig og vold, voldtægter og drab, svig og afgudsdyrkeri i et så voldsomt omfang, at man næsten ikke ved, om man skal le eller græde. Et drama, der takket være en nutidig og mindre højstemt gengivelse, kalder et væld af følelser frem i én. Retfærdiggøres ethvert voldeligt middel af målet? Hvad vil det sige at have Gud på sin side endsige at gøre Guds vilje?



Man bliver som læser stærkt i tvivl om, hvad der moralsk set er op og ned i historierne, netop takket være en oversættelse, der lægger vægt på at gengive dramaet i fortællingerne og skabe nærvær hos læseren. Det lykkes, synes jeg, i så høj grad, at det er vanskeligt ikke at associere beretningerne om Israels ”frihedskamp” til krigsvirkeligheder forskellige steder i verden i dag.

Bibelselskabets nye udgivelse lykkes med at forny tre af Det Gamle Testamentes lidt ”fjerne” fortællinger, så de igen kan give anledning til kritisk refleksion og til at tale om tro.

Selv om historien ikke gentages, så beskæmmes i hvert fald undertegnede i mødet med de nudanske fortællinger i Frihedskampen over, hvor lidt flere tusind års forsøg på at civilisere mennesker og kultur er slået igennem. Menneskehedens historie beherskes den gang som nu mere af dårskaber end af de heltegerninger, som Israels ”dommere” traditionelt er blevet forbundet med. Og det er sanerende.



Eller med andre ord: Bibelselskabets nye udgivelse lykkes med at forny tre af Det Gamle Testamentes lidt ”fjerne” fortællinger, så de igen kan give anledning til kritisk refleksion og til at tale om tro.



De nye tekster rummer også herlige sproglige overraskelser. Guds profet, Jonas, flygter væk fra Guds bud om at gå til Nineve for at gøre assyrerne opmærksomme på, at Gud selv ser, at de undertrykker israelitterne. Under sin flugt ender Jonas, som vi ved, herefter i den store fisks mave. Gud hiver Jonas i land, og han må gå til Nineve og forkynde Guds trussel om byens udslettelse. Nineves indbyggere gør bod, og Gud tilgiver dem. Dét gør Jonas rasende. ”Det var derfor, jeg først ville flygte …, så jeg ikke blev til grin!”



Det er en såre menneskelig reaktion hos Jonas. Sætningen ”så jeg ikke blev til grin!” er ikke i nogen form med i den autoriserede oversættelse. At den nye nudanske oversættelse vover en mere fri psykologiserende fortolkning, gør teksten mindre fjern eller enkel og dermed sikkert lettere at forholde sig personligt til for de fleste læsere i dag.



Og oversættelserne rummer masser af nye indlysende omskrivninger. Hør f.eks. forskellen mellem tydningsord i profeten Daniels tale i Daniels Bog til kong Belshassar:



”Men da hans hjerte blev hovmodigt og hans ånd stolt og overmodig, blev han styrtet fra sin kongetrone, og hans ære blev taget fra ham.” I nyoversættelsen ”Verdens undergang” lyder de samme linjer: ”På et tidspunkt blev han selvglad, arrogant og overmodig, og derfor blev magten og kongetronen taget fra ham.” Sådan. Eksemplet begrunder tydeligt, hvorfor det med mellemrum er nødvendigt at oversætte også de bibelske tekster på ny, hvis vi i takt med sprogets udvikling skal kunne læse og tilegne os dem.



Det er banalt, men der er selvfølgelig en grænse for, hvor enkelt eller omskrevet en bibeloversættelse kan blive. Omvendt er det enkle ikke usandt. Det kan det fagligt komplicerede eller sprogligt utidige snarere siges at være, hvis det hindrer tilegnelsen.



Både Bibelselskabet, bibelforskerne og sprogkonsulenterne, der er ansvarlige for den aktuelle udgivelse, skal have tak for den kompetente indsats og for det tankevækkende resultat. Samtidig er det godt at vide, at nærværende udgivelse efterfølges af oversættelser, der skal blive til en hel nudansk bibel, der kan være med til at gøre klart, at de bibelske fortællinger er andet og mere end vold og drab og en til tider vilkårlig Gud – og derfor i indhold og nu også i en ny sprogdragt er stærkt givende at fordybe sig i.



Carsten Kolby Kristiansen, født 1952, er

cand.theol., tidligere informationschef

i Folkekirkens Nødhjælp og tidligere

forstander for Silkeborg Højskole