Jakob Svendsen
"Jeg har altid været fascineret af, at personerne i Bibelen er så fyldt med fejl. Det viser, at Gud kan bruge os, uanset hvor uperfekte vi er", siger Jakob Svendsen.

12.12.2024

Fem skarpe om Bibelen til standupkomiker Jakob Svendsen

Standupkomiker Jakob Svendsen deler her sine tanker om at læse Bibelen og om hvorfor dens fortællinger stadig er relevante i dag. Læs hans svar på fem skarpe

Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Jeg prøver at finde tid til at læse i Bibelen et sted og på et tidspunkt, hvor jeg kan være i ro og uden afbrydelser. Med børn, hverdagsliv og aftensmad, der skal klares, er det typisk enten om aftenen eller om morgenen. Jeg har en fast plads i stuen, hvor jeg sætter mig før resten af familien vågner. Der får jeg læst et kapitel og har lidt tid til at reflektere. I praksis har jeg også ofte ro, når jeg sidder på toilettet. Mange hiver deres telefon frem der – måske burde man gøre det til en vane at have en bibel liggende derude.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen, og hvorfor?

Det mest oplagte svar er nok Jesus – af åbenlyse grunde. Men jeg har altid været fascineret af, at personerne i Bibelen er så fyldt med fejl. Det viser, at Gud kan bruge os, uanset hvor uperfekte vi er, og hvor mange gange vi fejler. Noa har på det seneste gjort et stort indtryk på mig. Vi tænker nogle gange på hans historie, som om han fik besked på at bygge en båd, blev grinet af i fjorten dage, og så kom regnen, så han kunne se, at Gud havde ret. Men i virkeligheden gik der 120 år. Det er lang tid. Forestil dig at stå der efter 80 år med en halvfærdig båd, mens folk, der engang grinede af dig, for længst er døde. Måske var deres sidste ord endda: "Der kan du se, Noa. Du var tosset." Det kræver en enorm styrke at holde fast så længe. Ventetid er en undervurderet hård prøvelse.

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Johannesevangeliet kapitel 15 vers 5 – som også var mit konfirmationsvers – er over tid kommet til at betyde mere og mere for mig. Jeg opdager hele tiden nye vinkler og dybder i det. Det er noget af det fascinerende ved bibelvers: Selv når jeg tror, de er "brugt op", viser de sig at rumme nye indsigter. Lige nu minder verset mig om, at grenene bærer frugten, og det er en rolle, jeg nyder at udfylde. Men det er kun muligt på grund af stammen. Det billede holder hele vejen, og der er en stor ro i at minde mig selv om, at jeg er en gren på en stamme.

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Der er mange gode grunde. Først og fremmest er Bibelen fyldt med fantastiske fortællinger. Uanset hvad man tror på, er historierne spændende og interessante. Men der er også et næste niveau. Hvis man tør åbne sig for det, kan man finde noget dybere end bare en god historie. Personerne i Bibelen er alt andet end perfekte. Hvad kan vi lære af deres liv? Og måske lige så vigtigt: Hvad skal vi undgå at gøre? Selvom Bibelen fortæller om hændelser, der skete for over 2000 år siden, taler den stadig til os i dag. Den rummer refleksioner over problemstillinger og udfordringer, som vi kan genkende – selv midt i smartphones, karriereræs og aftensmad. Historien om Jonas handler for eksempel ikke kun om en mand, der bliver slugt af en fisk, men som jeg ser det også om tilgivelse, smålighed, misundelse og barmhjertighed.

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Jeg synes, at Jesus’ fortælling om den fortabte søn er et godt sted at starte. Den er både rørende og dyb, og den rummer langt mere end bare historien om en far med to sønner. Derudover er der spændende og lærerige fortællinger i Det Gamle Testamente, som siger meget om, hvem Gud er. Jeg ville dog gemme de lange slægtsregistre og detaljerede forskrifter om templets opstilling og nedtagning til senere. Det er nemmere at gå død i, hvis man starter forfra i Bibelen og midt i Mosebøgerne bliver fanget i beskrivelser af, hvordan leverlappen skal håndteres under ofringer. Mit råd er at blande fortællingerne fra Det Nye og Det Gamle Testamente. Når man så har lyst til noget mere analytisk, vil jeg anbefale at finde en god introduktion til Romerbrevet og læse det med forklaringer undervejs.

Jakob Svendsen (født 1980) er standupkomiker, vinder af Danish Open og har tre gange været nomineret til årets talent ved Zulu Comedy Awards. Han har skrvet bogen Bibelen for sjov, som er udkommet på Bibelselskabets Forlag.

Bibelen for sjov

Her er bogen til alle, der gerne vil grine, mens de læser
sjov
250,00

Forfatter: Jakob Svendsen
Illustrator: Mikkel Straarup
Sidetal: 356 sider
Indbinding: Hardback
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-326-8
Mål: 22,8 x 16,2 cm.