Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Alt for lidt! Faktisk var det først en del år efter, at jeg var blevet uddannet teolog, at jeg satte mig for at læse Bibelen (på dansk). På studiet havde jeg selvfølgelig læst dele af den, men ikke før læst hele Bibelen. Der er noget særligt ved at gå til den, som om det er et sammenhængende værk og bare læse derudaf – også selv om meget flyder sammen og er svært at fastholde, fordi det jo netop ikke er en samlet fortælling, men på mange måder noget værre rod.

Hvem er din favoritperson fra Bibelen?

Altså, man lærer dem jo ikke at kende, sådan som man lærer personerne i en roman at kende. Der er mere tale om pindemænd og -koner end egentlige mennesker med kroppe, længsler og ideer. I den forstand synes jeg også, det er misvisende at sige, at Bibelen består af det, vi i dag ville kalde ’gode fortællinger’. Det er snarere skelettet til gode fortællinger. Men det er det så til gengæld også! Et fuldstændig vanvittigt skelet. Og Bibelen udgør jo rent faktisk skelettet i enorme mængder litteratur, billedkunst og musik. Uden Bibelen ville en stor del af vores kulturskatte være slattent kød uden knogler. Man kan faktisk slet ikke forestille sig det.

Men når man læser i Bibelen, opdager man, hvor nøgternt og enkelt figurerne er tegnet op. Vi får som oftest kun det absolut nødvendigste at vide. Som personer forbliver de ’fjerne’, så jeg ved faktisk ikke, om jeg har en favoritperson. Det skulle måske lige være Paulus – og ham lærer man jo faktisk også lidt at kende gennem alle de knuder, han slår på sig selv i sine breve.

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Jeg har mange. Og jeg har vist ikke nogen prioriteret rækkefølge. Men det kunne være noget fra Esajas' Bog – sætninger som fx: ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen” (Esajas' Bog 35,1), som jo er den tekst, Grundtvig skriver adventssalmen ’Blomstre som en rosengård’ over. Eller: ”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet” (Esajas' Bog 11,6), ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder,” (Esajas' Bog 12,3), eller: ”Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes,” (Esajas' Bog 40,4). Det er forandringens og fortrøstningens ultimative budskab: Lidelse vil forsvinde, fred vil komme, det kommer til at blive helt godt. Vi mærker hårene rejse sig på armene, når vi hører det i Händels Messias: ”Every valley shall be exalted.”

En sætning som ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner,” som står hos Paulus i Første Korintherbrev følger også med mig. Jeg vil vel nærmest sige, at jeg lever ud fra den. I sidste ende er det jo – til eksempel – ikke pga. færdselsloven, at man ikke skal køre 220 km/t på motorvejen – det er fordi, det ikke gavner. Eller sagt på en anden måde: Det kan godt være, der er nogle regler, men vi kan ikke dække os ind af reglerne. Vi har evner til og ansvar for selv at finde frem til, hvordan vi skal leve for at stille os på livets og kærlighedens side. Og i nogle tilfælde kan det rigtige endda være at bryde reglerne.

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Sådan synes jeg egentlig slet ikke, man kan spørge. I hvert fald ikke hvis man dermed efterlyser en eller anden ’håndterbar’ begrundelse. Det svarer lidt til at sige, at vi skal lytte til musik, fordi det udløser et stof i hjernen, som giver en lykkefølelse. Og sådan kan man selvfølgelig godt argumentere, men der er også noget galt med det – selvom det sikkert er rigtigt nok. For efterhånden vænner vi os til at kræve den slags håndterbare begrundelser for alt, hvad vi gør, og det er i virkeligheden temmelig åndsindskrumpet: Du skal børste tænder, fordi det modvirker huller i tænderne. Du skal synge, fordi det udløser endorfiner i hjernen. Du skal rejse til Firenze, fordi …?

Bibelen er som en stor sal, der er udsmykket fra gulv til loft, og du bliver aldrig færdig med at kigge på billeder og figurer og mønstre. Du kan gå i stå et sted og blive der en evighed, eller du kan vandre rundt mellem figurerne og opdage, hvordan de er forbundet på kryds og tværs, og du kan blive forundret og forarget og modsagt og trøstet og trukket ud af dig selv, så du fornemmer en stor frihed. Selvfølgelig kan du lade være med at gå ind i den store sal, ligesom du kan lade være med at krydre din mad – for du skal jo bare være mæt – eller lade være med at elske, for det er jo megabesværligt. Men jeg kan alligevel ikke rigtig se, hvorfor man skulle lade være.

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Noget helt ukendt. Og det er der selvfølgelig masser af, for det er jo ikke som ’i gamle dage’, hvor alle kunne ’deres bibelhistorie’. Men i virkeligheden kender de fleste mennesker alligevel langt flere bibelhistorier, end de tror. Måske har de ikke læst dem i Bibelen, men så har de mødt dem indirekte, fx via billedkunsten. Og det betyder, at man kan have svært ved at få øje på og forundres over, hvad der står – fordi man kender det i forvejen. Fx tror jeg sagtens, man kan læse fortællingen om Adam og Eva uden at opdage, at der ikke står noget om ’et æble’ – der er frugter på træet, men vi ved faktisk ikke, hvad det er for en frugt. Eller man kan læse om ’de vise mænd’ i Matthæusevangeliet uden at opdage, at der ikke er tre. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis så afgørende, men min pointe er bare, at det er svært at få øje på, hvor forunderligt noget er, hvis man har fornemmelsen af at kende det i forvejen.

Så jeg kunne fx anbefale at læse fortællingen om Davids søn Absalom (Anden Samuelsbog kapitel 13-19). Det er en helt vild historie. Det begynder med, at Absaloms halvbror Amnon – som også har David til far – forelsker sig i sin halvsøster og Absaloms helsøster Tamar. Og så lokker han hende til at være alene med sig og voldtager hende – og derefter mister han fuldstændig interessen for hende og skubber hende fra sig. Så slår Absalom Amnon ihjel i et forsvar for sin søster. David er fortvivlet, for han elsker alle sine børn, og nu har den ene dræbt den anden. Men Absalom og David kan alligevel ikke forsones, og det ender med, at Absalom samler en hær og går i krig mod sin far. Og så følger vi David, og hvordan han på den ene side skal forsvare sit rige og på den anden side inderligt håber, at hans søn ikke vil blive slået ihjel. Hvad han bliver – kan jeg afsløre – og David græder bittert og udbryder: ”Min søn, Absalom, min søn, min søn, Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død!” Det er rendyrket drama.

En anden ting, jeg kunne anbefale, var at læse et af evangelieskrifterne, fx Markusevangeliet – som er det ældste og korteste. Det er selvfølgelig ikke totalt ukendt, men prøv at læse det ud i et stræk – som om det var en roman. Der er noget Hemingway over det – selvom det selvfølgelig er den anden vej rundt – frem og tilbage, Nazareth, Paris, Pamplona, Jerusalem.

Ingrid Ank er cand.theol. og leder af Grundtvig-Akademiet samt redaktør af Grundtvigsk Tidende siden 2016 (tidligere Dansk Kirketidende). Desuden formand for Foreningen Åndsfrihed.