1) Mordet på Egyptens førstefødte

Ved midnat går jeg midt gennem Egypten.  Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen; også alt det førstefødte af kvæget skal dø.  I hele Egypten skal der lyde så højt et skrig, at noget lignende aldrig har lydt og heller ikke skal lyde igen; men ikke en hund skal gø ad israelitterne, hverken ad mennesker eller dyr.

Anden Mosebog kapitel 11 vers 4-7

Teksten er en del af fortællingen om Gud, der befrier folket Israel fra slaveriet i Egypten. Mordet på Egyptens førstefødte er den sidste og tiende plage, der endelig får Farao til at give efter og lade israelitterne gå, og fortællingen danner baggrund for påsken i Det Gamle Testamente, fordi israelitterne skal pensle deres dørkarme med påskelammets blod, så Gud går forbi deres huse, når han spreder død i Egypten. Det hebraiske ord for påske, pesach, betyder netop at gå forbi.

2) Den parterede medhustru

Han sagde til hende: »Rejs dig op, så vi kan komme af sted!« Men der kom intet svar. Så løftede han hende op på æslet og begav sig hjemad. Da han var kommet hjem, greb han en kniv, tog sin medhustru og skar hende i tolv stykker, led for led, og sendte stykkerne af hende ud i hele Israel.

Dommerbogen kapitel 19 vers 28-30 

Her får vi slutningen på en på alle måder hårrejsende fortælling fra Det Gamle Testamente. Den handler om en mand af Levis stamme, en levit, der er på rejse sammen med sin medhustru eller konkubine. De overnatter i byen Gibea hos en gammel mand, der har tilbudt dem gæstfrihed. De hygger sig og spiser, men pludselig står mændene fra Gibea udenfor og kræver at få levitten udleveret, så de kan voldtage ham. Mændene i byen kan ikke lide fremmede, og de vil have levitten ned med nakken ved at dominere ham og voldtage ham. Levitten er den gamle mands gæst og i en gammeltestamentlig sammenhæng, skal en gæst beskyttes for enhver pris. Derfor tilbyder den gamle mand først sin unge datter til den rasende hob udenfor. Mændene udenfor bliver vrede og truer den gamle mand og til sidst skubber levitten sin medhustru ud til mændene og smækker døren i. Mændene accepterer, at levitten sender sin medhustru ud som erstatning for sig selv, muligvis fordi det at forgribe sig på en anden mands kvinde er næsten lige så effektivt et angreb på mandens ære som at forgribe sig på manden selv i Det Gamle Testamente. Medhustruen bliver voldtaget hele natten, og næste morgen ligger hun livløs foran den gamle mands hus. Det næste der sker er, at Levitten tager sin medhustru med hjem og skærer hende i tolv stykker, og sender dem ud som blodig pakkepost for at samle støtte til et hævntogt mod mændene fra Gibea. Det fremgår ikke klart af teksten, om kvinden er død, da levitten løfter hende op på æslet, eller om hun i virkeligheden først dør, da hendes mand parterer hende.

3) En mor der koger og spiser sin søn

Så spurgte kongen hende: »Hvad er der i vejen?« Hun svarede: »Kvinden dér sagde til mig: Kom med din søn, så spiser vi ham i dag, og min søn kan vi spise i morgen.  Så kogte vi min søn og spiste ham. Men næste dag sagde jeg til hende: Kom med din søn, så spiser vi ham. Men så gemte hun sin søn.«

Anden Kongebog kapitel 6 vers 28-29 

Fortællingen her er et billede på den yderste nød. Der er krig i landet og byen Samaria er belejret af fjendens styrker. Befolkningen sulter, og fødevaremanglen er så alvorlig at selv et æselhoved kan sælges på markedet for en formue, 80 sekel sølv. I denne desperate situation møder vi den ulykkelige kvinde, der er blevet narret til at koge og spise sin egen søn. Det er et frygteligt bedrag og et frygteligt motiv, der går igen flere andre steder i Det Gamle Testamente, når forfatteren skal understrege, at nu kan det ikke blive værre. For eksempel i Femte Mosebog kapitel 28, hvor der er en beskrivelse af konsekvenserne af krig og hungersnød: mødre og fædre vil æde kødet af deres egne børn. Kvinderne vil sågar fortære moderkagen sammen med kødet af deres nyfødte babyer. I Klagesangene kapitel 4 vers 8-10 vakler Jerusalems borgere rundt i gaderne, efter at byen er faldet til fjendtlige styrker. Deres hud ”klæber til knoglerne”, de falder døde om af sult, og ”med egne hænder må mødre nu koge deres børn; det er blevet deres føde.”

4) Martyrdøden i bradepanden

Også syv brødre blev sammen med deres mor pågrebet, og kongen ville tvinge dem til at spise af det forbudte svinekød, idet de blev mishandlet med pisk og svøbe.  En af dem talte for dem alle og sagde: »Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end overtræde de fædrene love.«  Kongen blev rasende og beordrede bradepander og kogekar sat over ilden.  De blev hurtigt rødglødende. Han gav så ordre til at skære tungen ud på ham, der havde talt for dem alle, skalpere ham på skytisk vis og hugge lemmerne af, mens de andre brødre og moderen så til. Da han således var blevet fuldstændig lemlæstet, men endnu var i live, befalede kongen at anbringe ham over ilden og stege ham. Mens stanken fra bradepanden bredte sig omkring, opmuntrede brødrene sammen med moderen hinanden til at gå døden tappert i møde.

Anden Makkabæerbog kapitel 7 vers 1-5 

Fortællingen her handler om syv brødre og deres mor, der lider martyrdøden, fordi de ikke vil spise urent kød. Skurken i fortællingen er den onde konge Antiokus IV. Han slår hårdt ned på et oprør i Jerusalem, og plyndrer templet, og så forbyder han de lokale skikke, deriblandt spisereglerne. Kongen tvinger oven i købet folk til at spise svinekød! Der er noget grufuldt fascinerende over beskrivelsen i Anden Makkabæerbog, hvor den tortur, brødrene udsættes for, er nøje tilpasset deres forbrydelse, nemlig afvisningen af svinekød. Straffen holdes inden for den alimentære kode eller madtematik, som overtrædelsen også hører til, og henrettelserne udføres som en parodi på et måltid, hvor brødrene bliver parteret og stegt, som man ville stege sin mad. Det ender dog med, at Guds straf indhenter Antiokus IV, og hans endeligt indeholder et element af poetisk retfærdighed. Ifølge Anden Makkabæerbog kapitel 9 slår Gud Antiokus med en forfærdelig sygdom, der får hans indvolde til at smerte voldsomt. Derefter falder han af sin vogn, så alle hans lemmer går af led, og til sidst bliver hans rådnende kød spist af maddiker mens han endnu er i live. Den store konge ender sine dage som en bunke fordærvet kød, der langsomt og smertefuldt går i opløsning. Han ville tvinge andre til at spise og blev til syvende og sidst selv til mad.

5) Et hoved serveret på et fad

Men da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias' datter for selskabet og betog Herodes, så han svor på at ville give hende, lige meget hvad hun bad ham om.  Tilskyndet af sin mor siger hun: »Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!«  Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det, og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet.  Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor.

Matthæusevangeliet kapitel 14 vers 6-11

Denne fortælling fra Det Nye Testamente handler om Johannes Døbers død på kong Herodes Antipas’ befaling. Johannes Døber har åbent kritiseret kongens forhold til Herodias, der tidligere var gift med Herodes’ halvbror Filip, og derfor har Herodes kastet Johannes i fængsel. Men Herodias er ikke tilfreds med, at Johannes slipper med fængselsstraf, så hun griber lejligheden til at få sin datter Salome til at bede kongen om hans hoved. Historien indeholder alle de ingredienser, som en rigtig hårrejsende fortælling bør have: sex, begær, hævn, mord og et hoved på et fad.

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi og lektor på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Hendes primære forskningsområde er Det Gamle Testamente, med særligt fokus på religiøse ritualer. Hun har netop udgivet bogen Himmelsk føde og forbuden frugt, som handler om mad i Bibelen.