Halloweengræskar
De uhyyyyyggelige græskar lyser op i mørket til halloween. Foto: Colourbox

24.10.2017

Brevkassen: Hvad er forskellen på allehelgen og halloween?

Anders er i tvivl om, hvad forskellen på allehelgen og halloween er. Sognepræst Mette Behrndtz hjælper ham her med et svar.

Til Bibelselskabet

Hvad er forskellen på allehelgen og halloween?

Venlig hilsen
Anders

*******************************

Kære Anders

Den udgave af halloween, som er kendt i Danmark, er inspireret af den amerikanske tradition, hvor det især er børnenes fest. Børnene er klædt ud og går fra dør til dør for at tigge om slik, og festen minder derfor mest om vores fastelavn.

En væsentlig forskel fra fastelavn er dog, at halloween er fuld af horror, gys og gru. Det vrimler derfor med spøgelser, spindelvæv og græskar med gyselige grin og stearinlys.

Halloween falder altid den 31. oktober, og særligt de forretningsdrivende har taget festen til sig. Dette er givetvis en vigtig årsag til, at halloween er blevet så kendt iblandt de yngre generationer.

Halloween er nært forbundet med allehelgensaften, der fejres aftenen før allehelgensdag.

I Danmark falder allehelgensdag altid den første søndag i november. Ifølge den folkelige overtro i gamle dage var allehelgensaften den aften, hvor mørkets magter, spøgelser og hekse var på spil for at håne de helgener, der blev fejret i kirken på allehelgensdag.

Selve navnet alle helgen stammer helt tilbage fra dengang, Danmark var katolsk. Her var der rigtig mange helgener; faktisk var der så mange, at der ikke var plads til dem alle i kalenderåret, og derfor lavede man i kirken allehelgensdag, så disse helgener også kunne blive mindet. Dagen efter allehelgensdag holdt man så allesjælesdag. Her mindedes man alle de ’almindelige’ mennesker, der var døde.

I den protestantiske kirke blev denne skik ændret, og i dag holder man således kun én mindedag om året, nemlig den første søndag i november, og da kun for de mennesker, der er døde i årets løb. I flere kirker læses navnene på de døde også op. 

Venlig hilsen
Mette Behrndtz

Mette Behrndtz er sognepræst og ph.d. i Det Gamle Testamente. Læs hendes brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Allehelgensdag

I mange kirker holder man en særlig gudstjeneste allehelgensdag, hvor man læser navnene op på alle dem, der er døde i sognet gennem det forgangne år. Man siger tak til Gud for de mennesker, som har gjort ens liv rigere, og man beder om hjælp i sorgen, nu hvor de ikke er mere.

Den liturgiske farve er hvid, kirkens festfarve. Oprindeligt skyldes det, at man har fejret de døde helgener, som man stadig gør i den katolske kirke. I folkekirken markerer den hvide farve, at man glæder sig over det, de døde har betydet for én, og over, at de nu er hos Gud.